Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
INDONESIEN: Eftersøgningen af de såkaldt sorte bokse fra AirAsia-flyet, som styrtede i Javahavet 28. december, har de seneste døgn været succesfuld. Mandag bjærgede dykkere ifølge Reuters den boks, der indeholder data om flyets bevægelser op, fra havbunden. Boksen, der har siddet i flyets halestykke, lå et stykke fra det sted, hvor halepartiet blev fundet. Meddelelsen om bjærgningen af den sorte boks blev givet af lederen af eftersøgningen, Fransiskus Bambang Soelistyo:
»Klokken 07.11 lykkedes det os at hente den boks op, der indeholder flyets data,« fortalte han på et pressemøde. Samtidig meddeler myndighederne, at flyets anden sorte boks nu er lokaliseret ved hjælp af de elektroniske signaler, den udsender, og at boksen ligger tæt ved en vinge, der er revet af skroget. Denne boks indeholder den kommunikation, der er blevet ført i cockpittet mellem piloterne indbyrdes og mellem dem og flylederne.
De sorte bokse, der i virkeligheden er orange, er konstrueret til at modstå styrt og vandtryk og er udstyret med en radiosender, der ved hjælp af et batteri kan sende signaler i en måned, og som kan opfanges af eftersøgningsmandskabets udstyr.
Boksen ved vingen er endnu ikke hentet op, men når det sker, vil den sammen med den første boks sætte efterforskerne i stand til at rekonstruere de sidste skæbnesvangre minutter i flyet.
Efter en times flyvning mod Singapore bad piloten om lov til at stige for at undgå et voldsomt uvejr. Anmodningen blev i første omgang afslået, men blev kort efter imødekommet. På det tidspunkt var forbindelsen til flyet død.
Det er antagelsen, at flyet har foretaget en brat stigning, og derefter er styrtet ned med 162 om bord.
Ingen overlevede.
Når begge bokse er hentet op forbindes de med en computer, der lagrer informationerne. Selve afspilningen tager blot en dags tid, men selve analysen af boksenes data, vil ifølge Reuters vare et par uger. Før da er det ikke muligt at sige noget endegyldigt om årsagen til styrtet.