Endnu en musikorganisation sagsøger AI-selskab for at stjæle sange
Sidste år sagsøgte danske Koda AI-selskabet og musiktjenesten Suno, der laver sange med kunstig intelligens.
Sidste år sagsøgte danske Koda AI-selskabet og musiktjenesten Suno, der laver sange med kunstig intelligens.
Ligesom den danske musikrettighedsorganisation Koda har gjort, sagsøger canadiske Socan den amerikanske musiktjeneste Suno.
Suno producerer sange ved hjælp af kunstig intelligens, men ifølge rettighedsorganisationerne stjæler musiktjenesten kunstnernes sange.
Derfor sagsøger Socan, der er Canadas største musikrettighedsorganisation med 200.000 medlemmer, Suno for ophavsretskrænkelse.
Det skriver magasinet Billboard Canada.
Ifølge den canadiske organisation har den AI-genererede musik krænket ophavsretten til mindst 150 sange blandt Socans medlemmer.
Socan repræsenterer blandt andre navne som Drake, Avril Lavigne, The Weeknd, Joni Mitchell og Leonard Cohen.
Musikerne er aldrig blevet spurgt, informeret eller fået chancen for at sige nej tak til at være en del af AI-sangene.
Det samme er tilfældet for de danske kunstnere. De har heller ikke modtaget betaling, lød det fra Koda sidste år.
Kodas sag mod Suno skal for Østre Landsret. Det er den "netop" blevet, fordi sagen rejser "principielle spørgsmål om AI og ophavsret", oplyser Koda.
Spørgsmålet om ophavsret ved AI-genererede sange er ikke længere en "dansk eller europæisk diskussion", siger Kodas juridiske og politiske direktør, Nicky Trebbien.
- Musikskabere over hele verden står med det samme grundlæggende problem. Deres musik bliver brugt til at skabe enorm værdi for AI-virksomheder, som med en hidtil uset kynisme undergraver musikkulturen på verdensplan, siger han i en skriftlig kommentar.
Danske Koda sagsøgte Suno i november sidste år.
Koda mente at have fremlagt beviser for, at Suno har stjålet numre fra deres medlemmer og brugt dem til at træne deres kunstige intelligens eller til at skabe ny musik, der minder meget om medlemmernes musik.
Det gælder "Barbie Girl" af Aqua, "A Beautiful Life" af Christopher og "Final Song" af MØ.
Det gjaldt også "Sleeping My Day Away" af D-A-D, "Sunshine Reggae" af Laid Back og "Move Your Feet" af Junior Senior.
RITZAU