I London har borgmesteren slået alarm.
»Væggelus er en reel bekymring,« sagde Sadiq Khan, Londons borgmester, i en tale.
Det sker i kølvandet på, at en video fra weekenden angiveligt viser væggelus kravle op ad en metropassagers ben.
Videoen er nu blevet set mere end en million gange og har skabt bekymring i Storbritannien, der nu frygter at stå over for væggelusproblemer i samme omfang som i den franske hovedstad, hvor der har været en invasion af de blodsugende insekter i lejligheder, biografer og offentlig transport.
Problemet med skadedyrene dukkede nemlig først op i Paris for to uger siden og kan nu være endt i London takket være Eurostar, toglinjen mellem London og Paris.
Nu har en bølge af panik spredt sig over de to storbyer.
»Jeg er virkelig, virkelig bange,« sagde den 22-årig britiske studerende Della Pirrie til The Guardian og tilføjer:
»Jeg har tænkt på det hele dagen.«
Della Pirrie er ikke den eneste.
»Folk er generelt bekymrede for, at de her væggelus forårsager et omfattende problem ligesom i Paris,« sagde Sadiq Khan i weekenden.

I Paris er omfanget nemlig stort. Der har været flere historier fra Paris om, at lusene breder sig fra biografer og toge over hotelværelsernes madrasser og helt ind i parisernes egne soveværelser.
Paris' viceborgmester holdt ikke igen med ordvalget, da han i en tale varslede det mareridt, det kunne udvikle sig til.
»Ingen kan vide sig sikre. De findes overalt, og risikoen for at tage dem med hjem er enorm,« advarede Emmanuel Grégoire i et interview til tv-stationen LCI og tilføjede:
»Vi skal ikke gå i panik, men vi bliver omvendt nødt til at handle hurtigt og effektivt for at stoppe yderligere spredning.«
Sadiq Khan konsulterer embedsmænd i Paris for at undgå et lige så stort udbrud i London, men skadedyrene er et stigende problem på globalt plan som en konsekvens af en større rejselyst efter pandemien.
Også på de københavnske hoteller kæmper de for at udrydde skadedyrene.
»Vi arbejder på mellem 15 og 20 hoteller i København og omegn i øjeblikket,« siger Tommy Briting, der er salgschef i Elis Pest Control i København, til TV 2.
Sidste år havde firmaet kun fire sager på hoteller i hovedstaden.
Tal fra skadedyrsbekæmpelsesfirmaet Rentokil i september viste, at der var en stigning på 65 procent i af væggelusangreb i Storbritannien fra 2022 til 2023.