Endnu en anholdt teenager afhøres om drab på britisk dreng

Politiet i Liverpool har anholdt en 15-årig dreng, som er under mistanke for at være involveret i sidste uges drab på den 11-årige Rhys Jones.

En uge efter, at drabet på den 11-årige Rhys Jones sendte chokbølger gennem det britiske samfund, anholdt politiet i Liverpool onsdag en 15-årig dreng, der bor i samme kvarter som Jones-familien.

Teenageren er ifølge politiet mistænkt for at stå bag drabet på Rhys Jones, som blev skudt, mens han spillede fodbold med to andre i en park i Liverpool-bydelen Croxtet.

En dreng på en BMX-cykel affyrede tre skud imod drengene og forsvandt, hvorefter Rhys Jones døde i sin mors arme.

- Der er tale om en ny anholdelse, og drengen bliver fortsat afhørt, meddelte politiet.

Hidtil er 10 unge fra 15 til 19 år blevet fængslet og atter løsladt.

Britiske medier gætter på, at den 11-årige Rhys Jones blev fanget i en krydsild mellem to rivaliserende ungdomsbander.

/ritzau/