En venskabshave til minde om et konfliktfuldt naboskab

Byen Fangzheng ligger i det nordøstlige Kina og dermed i den tidligere japanske lydstat Manchuriet. Dette historiske bånd har affødt både velstand og hadefulde aktioner.

For enden af en smal vej i Fangzheng finder man den lukkede jernport ind til den Sino-Japanske Venskabshave. Der er imidlertid ingen have bag porten. I stedet finder man gravene for de 5.000 japanere, der døde i det daværende Manchuriet, da det japanske kejserdømme sank sammen i nederlagets stund ved udgangen af Anden Verdenskrig.

Venskabshaven blev anlagt til minde om denne tragiske periode i historien, og den blev et symbol på det usædvanligt tætte bånd, som har knyttet byen Fangzheng til Japan lige siden.

Byen var engang så stolt af sine forbindelser til Japan, at den opsatte japansksprogede butiksskilte og sendte en femtedel af befolkningen til Japan for at bo og arbejde. Men da rivaliseringen mellem Japan og Kina blussede op, måtte befolkningen i Fangzheng se sig fremstillet som forrædere. I 2011 måtte byen så endeligt lukke haven, da antijapanske nationalister havde oversmurt anlægget med rød maling.

Skilt uden for shoppingcenter

»Ingen adgang for hunde og japanere«


Men nu holder byens indbyggere vejret i spænding, idet forholdet mellem Kina og Japan synes at være forbedret i de seneste måneder, blandt andet som følge af afspændingen på den koreanske halvø og de fælles interesser ved udsigten til en handelskrig med USA.

Fangzhengs bånd til Japan rækker tilbage til 1930erne, da denne del af Kina udgjorde den japanske vasalstat Manchuriet. I sine bestræbelser på at kontrollere denne de facto koloni sendte Japan godt 380.000 bosættere over Det Japanske Hav, de fleste af dem fattige bønder. Da japanerne overgav sig i 1945, blev omkring 10.000 af disse kolonister omringet af de fremrykkende russere. Uden mulighed for at flygte døde tusinder af dem af kulde, sygdomme og sult, hvis de da ikke begik kollektive selvmord.

Foto: Shutterstock.

Et meningsfuldt sted

Men tusindvis af japanere valgte at blive, heraf mange børn som blev overdraget til kinesiske familier af deres desperate forældre eller simpelthen efterladt.

Deres historie var glemt helt frem til 1963, da Maos højre hånd, Zhou Enlai, gav byens befolkning ordre til at grave de jordiske rester af japanerne op, så de kunne blive kremeret og begravet. Asken blev siden nedsat i det, der kom til at hedde Venskabshaven.

Da velstanden steg i Japan i 1980erne, begyndte landet at repatriere de forældreløse fra det nordøstlige Kina. Disse hjalp så på egen hånd deres kinesiske familiemedlemmer med at flytte til Japan for at få arbejde eller mulighed for at studere. Ifølge Fangzhengs officielle hjemmeside bor cirka 38.000 mennesker fra byen - eller en femtedel af Fangzhengs befolkning - nu i udlandet, altovervejende i Japan.

I 1995 byggede et af disse repatrierede krigsbørn et monument på kirkegården til ære for de kinesiske forældre, som adopterede de japanske børn. Mange af de tidligere forældreløse er nu at finde blandt de hyppigste gæster i Venskabshaven.

»Venskabshaven er et meningsfuldt sted,« siger den 74-årige Gao Fengqin, der selv er tidligere japansk krigsbarn. Hun bor nu i Harbin omkring 180 kilometer fra Fangzheng. »Besøgende er ikke for at ære de japanske soldater, men derimod de kinesiske forældre, som tog os til sig.«

 

Tilbageslag

»Det er opsigtsvækkende, hvis en eller andens datter har giftet sig i Japan,« siger den 45-årige taxachauffør Chen Zhongbo. »Japan anses stadig for rigere og mere udviklet end Kina.«

I 2006 gik byen et skridt videre og erklærede sig for en »Hjemby for Kinesere, som bor i Japan« i et forsøg på at tiltrække sig flere investeringer fra nabolandet. I forlængelse af dette tiltag blev alle butikker i Fangzheng pålagt at have skilte på både kinesisk og japansk. Ikke længe efter brød diskussionerne ud, da den økonomiske og politiske kappestrid mellem Tokyo og Beijing genoplivede de gamle stridigheder.

Hver gang en japansk politiker besøgte krigsmonumentet Yasukuni i Tokyo eller afviste, at massakrene i Nanjing havde fundet sted i 1937, blussede vreden op igen. Og i 2011 fremprovokerede bystyret i Fangzheng en bølge af vrede, da det lod opføre en mur på kirkegården med navnene på japanske bosættere. Kort tid efter klatrede fem unge mænd over hegnet til kirkegården og hældte rød maling ud over muren.

Bystyret fjernede muren om natten og begravede brokkerne på kirkegården. Men dermed var det ikke slut med kritikken. Fangzheng blev kendt som »forrædernes by,« og et skilt ved et shoppingcenter forkyndte »Ingen adgang for hunde og japanere« - en reference til fortidens ydmygelser af kineserne.

Næsten alle de japansksprogede skilte er i mellemtiden forsvundet fra gadebilledet, og bystyret har fjernet kirkegården fra vejskiltene. Og så alligevel:

»Uden de økonomiske forbindelser til Japan er Fangzheng ingenting,« siger ejeren af Huarui Sprogskole, Wang Dongjun.

»Folk i Fangzheng er velhavende, og det er et mirakel, for der er ikke meget industri her omkring. Det er oplagt, at velstanden kommer fra Japan.«

Oversættelse: Lars Rosenkvist