En tvivlsom amerikansk helt

En ny film sætter amerikansk biografrekord, og publikum kan følge den gode amerikanske skarpskytte dræbe de onde »bæster« i Irak. I virkeligheden er helten knap så fin i kanten.

I februar 2013 blev Navy SEAL-skytten Chris Kyle dræbt på en skydebane i Texas. Kyle var ifølge sin egen beskrivelse den mest dødelige amerikanske skarpskytte nogensinde, og hans bog »American Sniper« er blevet solgt i et enormt oplag. Han brugte bl.a. sin formue og sin berømmelse til at hjælpe traumatiserede veteraner, og i 2013 tog han en af dem, Eddie Ray Routh, med på en skydebane. Han kvitterede ved at skyde Kyle og en anden deltager. Arkivfoto: Brandon Thibodeaux Fold sammen
Læs mere

SANTA FE: Michael Moore siger, at filmen glorificerer mennesker, som ikke er andet end »kujoner«. Seth Rogen siger, at filmen minder ham om en nazi-propagandafilm, og medier som Slate og The Guardian siger, at filmen er ulidelig og lummer »historieforvanskning«, agitation for invasionen af Irak og bygget på løgn.

Så selvfølgelig er »American Sniper« blevet en kæmpesucces i amerikanske biografer. Den har sat premiererekord for en film i januar og spillede 109 mio. dollar ind i sin første weekend, og kald det bare – med en kæk danglicisme – rødnakkernes hævn.

Publikum består først og fremmest af hvide, lidt ældre mænd i det sydlige og midtvestlige USA, og de kommer for at se en film med flaget på hel stang og uden ambivalente fodnoter.

Og det får de.

Filmens succes burde ikke overraske så meget, som den gør. »American Sniper« bygger på en bestseller af samme navn, skrevet af Chris Kyle, som er den mest dødelige skarpskytte i amerikansk militærs historie. Hans bog kan læses som en patriotisk tjubangbog – Kyle kom fra bøhlandet, han elskede Amerika, han ville dræbe »bæsterne«, som han omtaler irakerne, og han tegner sig officielt for 160 bekræftede drab på onde irakere.

Men bogen er også – sikkert mod sin vilje – en uendelig trist beretning om en mand, som var god til et bestemt job, og som derfor kom til at elske sit job og krigen mere end noget andet. Efter sin hjemsendelse i 2009 gjorde han ikke meget andet end at længes tilbage til det, der gjorde ham til en stor mand, og i 2013 blev han dræbt af en anden veteran på en skydebane.

Det er givetvis den første udlægning – den patriotiske – der har solgt de fleste af de 1,5 mio. eksemplarer, som bogen er blevet solgt i, og også de fleste biografbilletter. Men helteskildringen af Chris Kyle åbner døren for den kritik, som både bogen og filmen er blevet mødt med: At han var fuld af løgn.

Løgn på løgn

New Yorker skrev i juni 2013 en 13.000 ord lang, uanfægtet historie om manden bag myten, og den afslørede Kyle som en seriemytoman. Han hævdede blandt andet, at han på et tidspunkt konfronterede to røvere på en tankstation i Texas, og at han dræbte dem på stedet.

Da politiet kom, gav han betjentene sit kørekort, og kørekortet henviste dem til at ringe til en bestemt person i Pentagon. Det er en historie taget ud af den første Rambo-film, men den er også dybt usandsynlig.

Det samme er en anden historie: Kyle fortalte, at han efter orkanen Katrina rejste til New Orleans, og sammen med en anden skarpskytte lå han på toppen af Superdome-arenaen og dræbte 20 ballademagere.

En tredje løgnehistorie har fået et alvorligt efterspil, fordi den involverede en person, som ikke ville finde sig i hvad som helst, nemlig den tidligere elitesoldat, showbryder og guvernør Jesse Ventura.

Kyle hævdede, at han havde overhørt, hvordan Ventura i en bar havde talt ondt om amerikanske frømænd, og derefter havde Kyle lammetævet ham.

For en offentlig person er beviskravene for bagvaskelse nærmest umulige at løfte, men Ventura gjorde det – han beviste, at han aldrig i sit liv havde mødt Kyle, han havde ikke talt ondt om veteraner, og han beviste, at Kyle skrev og talte om begivenheden i ond tro og for at sælge bøger, skriver magsinet Slate. Boet efter Kyle er blevet tvunget til at betale 1,5 mio. dollar i erstatning til Ventura, som nu også går efter forlaget, Harper-Collins.

Forlaget er ejet af Rupert Murdoch, og det fornægter sig ikke. Forlæggerne kontrollede ikke oplysningerne i Kyles bog, men ansporede ham i stedet til at blive ved med at tale om dengang, han tæskede Ventura, for »det er en guldmine for bogsalget«, som en marketingschef skriver i en afslørende email.

Hvis bogen og filmen havde været om en mand, som krigen havde givet dybe ar på sjælen, ville den slags netop være et bevis for arrene – han var nødt til at lyve sig til nye heltegerninger for at kunne være i stue med sig selv. Det ville gøre ham til en meget amerikansk blanding af Akilleus og Willy Loman (»En sælgers død«).

Men når det skal beskrive Kyle som en helt, bliver det ødelæggende. Hvis han lyver om de to røvere, om New Orleans og Jesse Ventura, hvad så med resten? Hvad er der tilbage af ham?

»En moderne Rambo«

Det er én grund til, at feltfodsantropologer formentlig ikke skal lægge mere i filmens succes end som så. Webstedet Vox har udnævnt Kyle til »det 21. århundredes John Rambo« – en person og en film, som forsøger at give en ulykkelig krig en lykkelig, amerikansk afrunding.

Men Rambo var en opdigtet person, en Vietnam-veteran, som stadig var en pokkers karl, og han løj ikke, for det hele var løgn. Chris Kyle er en mere tvivlsom fanebærer for en nylæsning af den nærmeste fortid, for han kan ikke holde til den store kanoniseringsproces.

Den anden grund er, at der ikke er noget, der tyder på, at amerikanerne vil sadle om, hvad angår synet på Irak.

De tre første Rambo-film kom i Reagan-tiden i 1980erne og faldt sammen med et patrotisk løft i USA og en gendigtning af krigen i Vietnam, og amerikanerne er endnu ikke villige til at gøre noget tilsvarende ved Irak, viser Gallup-målinger.

I 2003 var 23 pct. af amerikanerne imod en invasion af Irak og 75 pct. for. I 2005 tippede tallene, og siden har et overbevisende overtal af amerikanerne været imod invasionen. I den seneste måling var 57 pct. imod og 39 pct. for, og det er det højeste antal krigsmodstandere i fire år.

Selv de mænd, som kæmpede der, siger, at det var en dårlig ide. I en undersøgelse fra Washington Post siger 50 pct. af veteranerne, at »krigen ikke var kampen værd«. 44 pct. siger det modsatte.

Så USA har ikke rundet et hjørne med hensyn til opfattelsen af Irak.

Hvilket formentlig betyder, at skuespilleren Bradley Cooper har ret. Han spiller Chris Kyle, og han har i interviews afvist at give filmen en dybere mening – den »er bare en moderne cowboyfilm,« som han har sagt, og for et vist segment af amerikanerne er det muligvis også en politisk og kulturel cowboyfilm. Her kan de sidde i biografmørket og opleve, at de gode for alvor er gode og de onde for alvor onde – i de 132 minutter, som det varer.