»Én ting vil jeg aldrig glemme: Hendes ansigt. Aldrig nogensinde«

En ung græsk soldats heltemodige indsats under redningen af en gruppe bådflygtninge har givet grækerne en sjælden lejlighed til at være stolte af deres land. Billede af ham på vej op af havet er gået verden rundt.

Det allerede nu berømte foto af redningsaktionen på Rhodos, hvor den græske soldat Antonis Deligiorgis med bar overkrop redder en af de sidste bådflygtninge på land. Foto: Argiris Mantikos/AFP Fold sammen
Læs mere

BARCELONA: Det var tidligt på formiddagen. Antonis Deligiorgis og hans kone, Theodora, havde netop afleveret deres to børn i skolen, og inden de skulle videre med dagens øvrige gøremål, var der – som det næsten altid er tilfældet i Sydeuropa – lige tid til en god kop kaffe. Knap havde det græske ægtepar imidlertid sat sig til rette på en fortovscafe nær havnen i Rhodos, før hverdagsidyllen blev brudt.

En yacht, fyldt til bristepunktet med eritreanske og syriske flygtninge, sejlede direkte ind de farlige skær ud for ferieøens hovedby. Få øjeblikke senere var det skrøbelige træskib splintret og faldet fuldstændig fra hinanden, mens de godt 90 ombordværende desperat klamrede sig til vragstumperne få meter fra den frelsende strand.

Fiskerbåde og redningsmandskab dukkede næsten øjeblikkeligt op for at komme dem til undsætning.

Men det forhindrede ikke Deligiorgis i resolut at tage affære. Den 34-årige sergent i hæren tog sig kun tid til at smide skjorten og krænge skoene af, før han kastede sig ud i Ægæerhavet for at hjælpe. Og det var, da han en lille halv times tid senere, med fødderne trådt til blods mod de skarpe klipper, kæmpede med at redde en af de sidste overlevende i land, at pressefotografen Argiris Mantikos tog sit billede.

Livet og døden

Fotografiet er – situationen taget i betragtning – næsten urimelig smukt og stemningsfyldt. Med en mur af smaragdblåt hav stemt op i meterhøje bølger som baggrund er flere grupper af redningsfolk i røde veste i gang med bjærgningsarbejdet, men opmærksomheden samler sig hurtigt om de to personer i kompositionens venstre side.

Den unge, eritreanske kvinde iført en dyngvåd sort vindjakke sidder i relativ sikkerhed på en klippe efter at være blevet bjærget fra den bøje, hun gennem 20 uendelige minutter har klamret sig til. Et par løse hårlokker klistrer sig til hendes ansigt, mens hun snapper efter vejret med vidt åben mund, og i de store øjne står rædslen efter at have stirret lige ind døden fortsat malet med uhyggelig tydelighed.

Bagved står imidlertid Deligiorgis, halvnøgen som en græsk sagnhelt, med et nænsomt greb om hendes skuldre, og hans beslutsomme ansigtsudtryk forsikrer os om, at mareridtet er slut; at livet denne gang har sejret over døden, og at historien om de seneste ugers bådflygtningekrise i Middelhavet – fyldt som den er med kynisme, naivitet, halve løsninger og moralske gråzoner – også nogle gange kan fortælles enkelt og smukt.

Ære og pligt

Det er formentlig ikke mindst derfor, at Mantikos’ billede i sidste uge prydede forsiden i alverdens aviser, heriblandt New York Times og The Guardian. Den globale berømmelse, som Deligiorgis i den forbindelse har opnået, er givetvis flygtig, men så meget desto mere fortjent.

Foruden Wegasi Nebiat, som kvinden på billedet hedder, reddede sergenten ene mand flere end 20 af de 90 overlevende flygtninge fra den forliste yacht i land. Heriblandt flere børn og en gravid kvinde, der kort efter fødte sit barn og gav det navnet Antonis. En græsk gestus, der har givet Deligiorgis’ landsmænd en sjælden lejlighed til at være stolte af deres gældsplagede og internationalt stadig mere uglesete land.

Mandag kvitterede den græske forsvarsminister, Panos Kammenos, der som leder et højrenationalt parti ellers ikke er specielt pjattet med immigranter, da også med en tapperhedsmedalje overrakt ved en ceremoni i Athen.

Selv mener Deligiorgis, som det sig hør og bør for en rigtig helt, ikke at have udrettet noget særligt.

»Jeg gjorde blot min pligt som menneske og som mand og udnyttede min træning fra hæren,« siger han i et interview med den britiske avis The Observer og tilføjer om Wegasi Nebiat:

»Men én ting vil jeg aldrig glemme: hendes ansigt. Aldrig nogensinde.«