En seriemorder slår kvinder ihjel i J.K. Rowlings nye krimi – og nu raser internettet igen mod hende

Stjerneforfatteren bag Harry Potter-serien bliver igen beskyldt for at være transfobisk i kølvandet på en tidlig anmeldelse af hendes næste bog.

 
Harry Potter-bøgernes forfatter, J.K. Rowling, er kommet i unåde på grund af udtalelser om transpersoner. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Mathilde Oda Jørgensen Fold sammen
Læs mere

Inden bogen overhovedet er udkommet, har internettet igen rejst sig i vrede mod J.K. Rowling og stjerneforfatterens nye krimi, »Troubled Blood«.

Hvis du har tænkt dig at læse den, advares du allerede nu. Artiklen her kommer til at afsløre centrale dele af plottet.

For vreden skyldes nemlig en tidlig anmeldelse af bogen i The Telegraph, som har sammenkogt krimiens morale til at være, at man »aldrig bør stole på en mand i kjole«.

I bogen er der nemlig beskrevet en mandlig seriemorder, som har lokket kvindelige ofre ind i sin lastbil ved at klæde sig ud som kvinde – med paryk og dametøj på.

Anmeldelsen har omgående fået J.K. Rowlings voksende kor af kritikere til igen at beskylde forfatteren for at være transfobisk, selv om de færreste må formodes at have læst bogen, der altså endnu ikke er udkommet.

J.K. Rowling har også tidligere på året været involveret i en række kontroverser om sit syn på transkønnede, blandt andet fordi hun har insisteret på, at der er forskel på biologiske kvinder og transkvinder, og i et senere essay har forklaret, at hun frygter den indflydelse »transaktivisme« kan få på samfundet.

I august leverede forfatteren en menneskerettighedspris tilbage, efter at organisationens præsident også kaldte hende for transfobisk.

I Australien har en boghandel nu meldt ud, at den ikke længere vil forhandle nogen af forfatterens bøger – heller ikke den populære Harry Potter-serie – og på Twitter trender hashtagget #RIPJKRowling: Hvil i fred, J.K. Rowling.

Internetforhandleren Amazon har samtidig måttet blokere brugere fra at skrive anmeldelser af bogen, fordi »usædvanligt« mange angiveligt har forsøgt at efterlade en anmeldelse på sitet, allerede inden bogen er udkommet.

Men hvad står der i bogen?

Men ifølge The Guardian er det ikke retfærdigt at hævde, at bogen fremfører moralen, at mænd i dametøj ikke er til at stole på. Tværtimod mener avisens anmelder, at The Telegraph overdriver sin tolkning af bogen.

Bogen er den femte i en krimiserie, som Rowling skriver under pseudonymet Robert Galbraith, om de to privatdetektiver Cormoran Strike og Robin Ellacott. I »Troubled Blood« skal de efterforske den mystiske forsvinden af en kvindelig læge, som har været væk i 40 år.

Undervejs undersøger detektiverne også, om lægen kan være blevet myrdet af en nu fængslet og berygtet seriemorder ved navn Dennis Creed, som blandt andet har klædt sig ud som kvinde for at virke mindre truende over for sine intetanende kvindelige ofre.

The Telegraphs anmelder beskriver morderen som en »transvestitseriemorder«, men ifølge The Guardian er Creed blot en af flere mistænkte i bogen, og han bliver aldrig beskrevet som hverken transvestit eller transkønnet.

Han bliver i stedet konsekvent beskrevet som en mand, der bliver misbrugt som barn og allerede som 12-årig begynder at udspionere kvinder i omklædningsrum og stjæle deres undertøj for at onanere i det.

Han udtaler på et tidspunkt i bogen, at han godt kan lide at klæde sig ud som kvinde, men det er en løgn, han fortæller for at forklare, hvorfor han gemmer på kvinders smykker i sin lejlighed. I virkeligheden tilhører smykkerne nogle af de kvinder, han har dræbt.

På et andet tidspunkt beskrives han ifølge The Guardian som »et geni af afledningsmanøvrer i sin lille hvide lastbil, klædt i den lyserøde jakke, han har stjålet fra Vi Cooper (sin udlejer, red.), og sommetider iført en paryk, som – for fulde ofre på afstand – kan give ham et feminint udseende lige præcis længe nok til, at han kan lukke sine store hænder over en gispende mund.«