En selvsikker Nigel Farage: »Danskerne vil følge mig ud af EU«

Den britiske højrefløjspolitiker Nigel Farage har presset premierminister David Cameron, til en EU-folkeafstemning. UKIP-lederen siger til Berlingske, at han er ved at ændre Europa for altid, og at han ikke længere føler sig ensom.

17. januar 2016: Ingen – ikke engang Farage selv – forudså for 20 år siden, at han ville opnå så stor en opbakning til EU-modstanden, som den han nyder nu.?Foto: Ben Cawthra Fold sammen
Læs mere

KETTERING/LONDON: Nigel Farage er på en mission. Den har varet 20 år, og han indrømmer, at det undertiden har virket håbløst og været en ensom kamp. Nu tror han, at han er på nippet til at gennemføre sit brændende ønske om at trække Storbritannien ud af EU.

Men drømmen har vokset sig større. Farage regner med at sætte et britisk eksempel, som både danskere og mange andre europæere vil følge, og som vil ændre hele Europa.

»Mine venner, der er danske EU-skeptikere, siger alle: ’Nigel, hvis I gør det, så vil vi gøre det.’ Men vi har æren af at være det første land. Jeg tror, at mange danskere ville sige privat, at de gerne vil trække sig ud, selv om de ikke siger det offentligt. Faktum er, at hvis et land som Storbritannien grundlæggende ændrer sit forhold til EU, er der også mange andre lande, der vil ønske at gøre det. I er ikke engang de mest skeptiske. Østrigerne er mere skeptiske end jer. Letland er umådelig skeptisk,« siger Farage til Berlingske.

»Jeg tror, at vi kan ændre hele arkitekturen i det europæiske projekt — og måske ende i et Europa med konceptet fra 1948 med Europarådet. hvor vi som naboer sidder omkring bordet og kommer frem til en fornuftig enighed om ting. Det vil jeg være meget tilfreds med.«

Den kommende britiske EU-folkeafstemning er mere end noget andet den britiske UKIP-leders værk. Farage har i sin lange kamp samlet britiske EU-modstandere bag sit højrefløjsparti og givet dem en stadig mere markant og højrøstet stemme.

»I de tidlige 1990ere tog jeg en beslutning, da jeg mente, at det her er det vigtigste spørgsmål, som vores land skal tage stilling til. Så jeg blev involveret med en gruppe af mennesker, der tænkte på samme måde, og nu har jeg været i gang i 20 år. I de første dage var det nyt for alle, og det var en meget ensom plads at være på. Jeg blev udsat for rigtig megen hån og skæld ud, bare fordi jeg turde sige de ting,« siger Farage.

I weekenden blev han for første gang inviteret ind i en historisk tværpolitisk alliance, »Grassroots Out«, med fire konservative parlamentsmedlemmer, et fra Labour og et fra nordirske DUP, som skrev under på, at de sammen vil føre kampagne for et nej til EU.

»At være der sammen med de personer, der ikke kunne være mere ligeglade med, hvad deres partiledere tænker om dem, men er der, fordi det er det rigtige. Det er ret bevægende for mig.«

Camerons reformønsker

UKIP er blevet en fristelse for mange konservative EU-skeptikere og dermed en politisk trussel, som premierminister David Cameron ikke længere kan ignorere. Selv ikke den stærkt EU-kritiske Margaret Thatcher fandt det nødvendigt at give briterne valget om EU, men Cameron gav et klart valgløfte og bad så i den seneste valgkamp vælgerne om at stemme på de konservative i stedet for UKIP for at sikre en ny konservativ regering »med garanti for« den lovede EU-folkeafstemning. Nu står Cameron over for at skulle overbevise nogle af de samme vælgere om, at de nok får lov at stemme, men at de bør stemme ja til fortsat EU-medlemskab på grund af den »EU-reformpakke«, som den britiske regering håber at få vedtaget ved EU-topmødet i februar. Herefter er forventningen, at EU-folkeafstemningen vil blive udskrevet hurtigst muligt.

Camerons rejser i øjeblikket fortsat rundt og forhandler i europæiske hovedstæder. I lækkede referater og pressemøder har der været tale om »mekanismer«, »røde kort«, »bremser«, »nyt vægtet flertal« og »karensperioder på velfærdsgoder« for at kunne imødegå premierministerens reformønsker inden for EU-lovgivning og andre medlemslandes interesser.

Noget simplere virker det budskab, som Farage havde med i weekenden til omkring 2.000 tilskuere ved lanceringen af den tværpolitiske alliance:

»Jeg mener, at vi skulle lave vore egne love i vores eget land. Jeg mener, at vi skulle kontrollere vore egne grænser. Jeg mener, at vore domstole er dem, der skulle stå øverst. Og jeg mener, at de bedste til at styre Storbritannien er den britiske befolkning selv,« råbte han ud i salen til stor jubel.

Farage tabte det britiske parlamentsvalg i maj 2015. Han blev end ikke selv valgt ind, og UKIP blev kun repræsenteret i Underhuset med en tidligere konservativ politiker, der siden oven i købet er kommet alvorlig på kant med partilederen. Til gengæld kan Farage regne med at være på hjemmebane og have millioner af briter bag sig under den kommende EU-afstemning. Han er selve »Mr. Nej til EU«. Ved det seneste valg til EU-parlamentet i 2014 fik UKIP et historisk gennembrud og blev det største britiske parti med over en fjerdedel af stemmerne. Valgdeltagelsen var kun omkring 36 procent, men Farage beviste, at han kunne aktivere sine EU-skeptiske støtter. Nu har han brug for at få endnu flere bag sig. Ved det tværpolitiske kampagnemøde i den midtengelske by Kettering gav Farage en forsmag på, hvordan han vil tackle den udfordring:

»Politisk vil vi have det bedre udenfor. Nogle af de love, de laver i Bruxelles, er formodentlig ret fornuftige. Men uanset, om det er gode eller dårlige love, er der er ingenting, nogen af jer kan gøre for at ændre en eneste del af europæisk lovgivning. Fordi den eneste ret til at foreslå love og den eneste ret til at ophæve love ligger hos den ikke-valgte europæiske kommission. Man kan ikke være en uafhængig, selvbestemmende nation og et medlem af denne europæiske union.

Og jeg er ked af at sige det, men jeg mener, at de, der gik forrest to gange i det 19. århundrede og risikerede alt, hvad de havde, gjorde det, så vi kunne være et frit, uafhængigt demokrati. Det vil jeg have tilbage.«

Fornuft og logik

Mange politiske analytikere i Storbritannien mener fortsat, at Cameron vil præsentere sine reformer og i sidste ende få et ja til fortsat EU-medlemskab. De fleste henviser til, at det ikke er følelser men den økonomiske usikkerhed og efter over 40 år i det europæiske fællesskab uvisheden ved at opgive status quo, der kommer til at afgøre afstemningen, som det var det ved det skotske nej til uafhængighed i 2014. Til det siger Farage, at skotterne manglede et troværdigt, økonomisk alternativ:

»Jeg ville elske at se dem prøve igen med olie til 28 dollar tønden. Vi har en økonomisk plan. Vi er eurozonens største handelspartner, vi har en kæmpestor nettoimport fra EU. Vi ved, at de tyske bilproducenter vil stå fuldstændig fast på kravet om at beholde et af deres bedste markeder i verden. Det handler om fornuft, og det handler om logik.

Det interesserer mig ikke rigtigt, hvor mange store banker og store politikere, der er imod os, for denne kampagne er fuldstændig klar: Det er folk imod politikerne. De kan prøve at skræmme os, men jeg mener faktisk, at den britiske befolkning er fornuftig nok til at forstå, at EU sælger mere til os, end vi sælger til dem, og at de har meget mere brug for os, end vi har for dem.«

Farage erklærer, at uden for EU vil Storbritannien straks kunne genoptage forbindelsen til Commonwealth-landene med egne handelsaftaler og samtidig fastholde kontakten med EU.

»Fjenden er ikke Europa. Vi er ikke imod Europa. Vi har vore ferier der, nogle af os er glade for at drikke deres vin, vi køber nogle motorkøretøjer af hinanden. Vi elsker Europa. På mange måder er det ironiske, at vi er de ægte europæere, fordi vi påskønner, at vi er et Europa med forskellige befolkninger, forskellig kulturer, forskellige sprog, forskellige historier — forskellige oste. Det er et godt Europa, der har leveret demokrati, og som handler med hinanden.«

20 år senere …

Men det bliver et meget anderledes Europa, hvis Farage får sin vilje. Et Europa med et meget begrænset EU eller helt uden den europæiske union og med klare grænser og skrap kontrol af immigration både fra lande i Europa og udenfor. Det er den vision, som briten med tysk hustru og fast plads gennem en årrække i Europa-Parlamentet samt en fortid som børsmægler i City of London udfordrer Cameron og Bruxelles med. For 20 år siden troede de færreste på, at Farage ville få held med det. Men nu er han så tæt på målet som nogensinde.