Når det nu skal være, er Tyskland jo ikke det værste sted i verden for ens bil at begynde at sende en tæt hvid røg ud af udstødningsrøret, tænkte jeg fortrøstningsfuldt. Det er jo trods alt her, de bygger das Auto. Da fotografen og jeg for nylig blev kørt gennem Erfurt midt i Tyskland med min højt skattede Saab på ladet, blev jeg bekræftet i, at katastrofen var indtruffet det helt rigtige sted. Erfurt er en bilby med forhandlere og værksteder ved siden af hinanden. Ét eller andet sted her omkring skulle der endda være en mand, der ved noget om de uforlignelige biler fra Svenska Aeroplan Aktiebolaget.

Saab-ejere er vant til at leve livet farligt. Der har været betalingsstandsninger, konkurs og uventede rekonstruktioner. Kan man finde et værksted? Kan man stadig få reservedele? Vi har vænnet os til at tage en dag af gangen. Manden fra ADAC - det tyske Falck - var optimistisk. Det kan nok ordnes på én dag, hvis alt går vel, sagde han og sikrede sig, at jeg havde de 188 euro for transporten i kontanter. Jeg synes ikke rigtigt, det giver mening at forsikre sig med et ADAC-abonnement, når man har valgt at leve livet med en Saab.

Da jeg fandt frem til mekanikeren, var det slut med optimismen. Han startede bilen. Den rallede og den hvide røg væltede ud. Han åbnede motorhjelmen og sagde, at det nok var turboladeren, der var gået. Kan vi være sikre, spurgte jeg. Han sukkede, tog en skruetrækker frem og skilte noget ad og stak en pegefinger ind i noget. Jep. Måske er motoren også røget.

Som alle ved, skal man være forsigtig med at generalisere her i livet, men man må faktisk godt, hvis man bare kan finde ud af at gøre det uden at være dum og fordomsfuld. Lidt ligesom man faktisk gerne må sammenligne æbler og pærer. Pærer er ofte sødere end æbler. Og jeg må forsigtigt generaliserende sige, at mekanikeren havde visse lighedstræk med andre mekanikere, jeg er stødt på.

Hvis jeg kunne have valgt helt selv, så ville det være foregået på den her måde: Den sagkyndige havde undersøgt bilen og bagefter fortalt mig på letforståeligt dagligdagstysk, hvad problemet var. Derefter ville det være dejligt, hvis han brugte sin viden til at formulere en konkret anbefaling af den bedste og billigste vej fremad og et overslag på prisen.

Helt sådan forløb det ikke. I stedet stillede jeg spørgsmål. Han rystede på hovedet og hævede øjenbrynene på en måde, der for mig synes at sige: »Ja, nu er det jo ikke mig, der har kørt en bil i smadder, men hvis du presser mig ...« Skridt for nådesløst skridt trådte konklusionen dog frem. En ny turbolader hentet hjem fra Sverige vil koste omkring 1200 euro. Så kommer arbejdsløn etc. Han så bekymret ud, mens han regnede. Til sammen kan det meget vel ende med at koste mere, end hvad bilen er værd, konkludere han. Bang. Eller snarere puf.

Fra det ene øjeblik til det næste var min gamle, fine bil muligvis værdiløs. Halefinnen og de luksuriøse sorte lædersæder præget med det dyre ord »turbo«. Den elegante mørke kabine, der minder mig om et gammeldags herreværelse. Alt det dejlige jern. En fuld tank og nye dæk. Værdiløst. Ja værre end det. En bunke skrammel på en parkeringsplads i Erfurt.

Nu var det mekanikeren, der stillede bekymrede spørgsmål. Hvordan vil jeg fjerne bilen? Den kan ikke stå her i ugevis, sagde han. Det tyske ord for skrotning blev nævnt. »Abschleppen« til Berlin blev anslået til 600-800 euro.

Livet går videre, for det skal det. Fotografen og jeg lejede en ny generisk bil uden personlighed og gjorde vores ting. Min faste mekaniker i Berlin sagde, at han kan få min Saab slæbt op fra Erfurt for omkring 300 euro. Så kigger han på den. Så må vi se, om den kan reddes. Eller om jeg har brugt penge på at slæbe en død bil rundt i Tyskland. Måske er det sådan, at når uheldet er ude, er man på spanden, ligegyldigt hvor man er.