En ret almindelig dreng blev terrorist

Sverige er kastet ud i national selvrangsagelse efter sidste uges terrorangreb. Spørgsmålet, man stiller sig selv, er, hvorfor Taimour Abdulwahab udviklede sig fra en ret så gennemsnitlig teenager i Tranås til en 28-årig selvmordsbomber på den kolde asfalt i Stockholm. Og med konkrete trusler om mere juleterror, er det ikke kun svenskerne, der har brug for svar.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

STOCKHOLM/TRANÅS/LONDON/LUTON. På en vinterdag, hvor Sverige er indhyllet i vinterens hidtil værste snestorm, fremstår det nordsmålandske landskab omkring Tranås i sort/hvid.

De sneklædte gran- og fyrretræsskove, der troner på bakkedragene i det let kuperede terræn, asfalten, himlen, de store siloer og fabrikshallerne langs hovedvejene, selv bilerne ser alle - klædt i mudder og skidt - ud til at være en nuance af grå.

Selv de for landet så velkendte, rødmalede træhuse, der vel er indbegrebet af svensk idyl, har stort set mistet kuløren.

Hvis det var på en dag som denne, at Taimour Abdulwahab og hans familie i 1992 ankom til området, kan man næsten forestille sig, hvad den tiårige dreng må have tænkt.

Hvad er det her for et sted?

Men bevæger man sig ind i selve Tranås, ser sig omkring og lytter til fortællingerne om den irakiske familie, der i nu 18 år har været en del af lokalsamfundet, er det andre spørgsmål, der trænger sig på.

Sverige har ghettoer så store og farverige - bogstavelig talt, og på flere måder -, og på flere måder - at indvandrertætte områder på den københavnske vestegn fremstår ubetydelige og leverpostejfarvede, og de har ghettoer så problemfyldte, trøstesløse og isolerede, at de ville stå til øjeblikkelig nedrivning, hvis danske, borgerlige politikere regeredererede på begge sider af broen.

Men den ende af Storgatan i Tranås, hvor Taimour Abdulwahab voksede op, er ikke en af dem.

Storgatan er Tranås eneste pulsåre med butikker dør om dør. Parallelt går en jernbane så tæt på, at det kan mærkes i husene på den nordlige side af gaden, når togene passerer. Parallelt til husene på den sydlige side løber en af Sommen-søens forgreninger.

»Det kan godt virke lidt dødt, men om sommeren er her fyldt med udendørs caféer, restauranter og mennesker,« siger en mand, der - få dørnumre fra Taimour Abdulwahabs barndomshjem - er inde for at diskutere den seneste udvikling i sagen terrorangrebet i Stockholm i redaktionslokalerne på lokalsprøjten Tranås-Posten.

»En af Taimours tidligere lærere var herinde forbi forleden. Han huskede ham også kun som en relativt dygtig og veltilpasset elev,« siger Jan Justegård, Tranås Postens ansvarlige udgiver og den ene af de to lokale journalister.

De har begge svært ved at få både Taimour Abdulwahab og den lille by til at passe ind i den udredning om den militante, ekstremistiske islamisme i Sverige, som den svenske sikkerhedstjeneste, SÄPO, præsenterede forleden.

Det er ikke mindst i forstæderne til storbyerne Stockholm, Göteborg og Malmö i miljøerne omkring nogle af de mest ortodokse moskéer og imamer, at de godt 200 mest interessante personer skal findes.

»Det her er et trygt sted, uden de store, sociale problemer, og det er jo et chok for os, at han kommer herfra. Det kan godt være, at folk ubevidst ser lidt anderledes på folk, der kommer hertil, men jeg har aldrig oplevet, at vi skulle have større problemer med udlændinge eller integration her i byen,« siger Tranås-boen, Helene Karlsson, hvis egen søn gik i gymnasieklasse med Taimour Abdulwahab.

»Jeg har billeder af ham derhjemme i skuffen. Jeg husker ham ikke for noget specielt. Min søn siger, han var en fin fyr. Social, dygtig i skolen og afholdt. Og at han aldrig snakkede om religion,« siger Helene Karlsson, der ikke ser noget mærkværdigt i, at han forlod byen og landet umiddelbart efter at have fået sin studenterhue.

»Han har vel kedet sig. De unge mener ikke, der sker nok, det gør mine børn i hvert fald ikke. De vil heller ikke blive boende. Men jeg tror ikke på, at han blev terrorist her i Tranås.«

For Taimour Abdulwahab var det på alle måder en rejse til en ny verden, da han 19 år gammel flyttede til Luton i England i 2001 for at studere på universitetet.

Provinsbyen nord for London har gennem en årrække tiltrukket muslimer fra hele verden, og selv om de karakteristiske gader med sammenbyggede rækkehuse, som man ser overalt i England, breder sig ud fra byens centrum, så synes alt anderledes.

Gadebilledet er præget af arabiske mænd i kjortler, skolepiger med slør og voksne kvinder klædt i sort nikab, hvor hele kroppen er dækket, og kun en smal stribe gør øjnene synlige. Butikkerne faldbyder muslimske klædedragter, arabiske pyntenips og Halal-pizza.

20.000 muslimer bor der i dag i byen, og dette samfund i samfundet kan i dag prale af at have opnået en af de største sejre i den muslimske kulturkamp i Storbritannien. Det skete, da, da den 16-årige skoleelev, Shabina Begum - året efter Taimour Abdulwahab al-Abdaly var kommet til byen - indledte en sag og senere fik medhold i, at hendes menneskerettigheder var blevet overtrådt, fordida hun ikke måtte gå i skole iført sin havde fået forbud mod at møde op i skole iført jihab, en ankellkang kjole der skjuler det meste af kroppen.

»Det er en konsekvens af den atmosfære, der blev skabt i det vestlige samfund efter 11. september, hvor muslimer bliver genstand for forfølgelse under dække af krigen mod terror,« sagde Shabina Begym.

Sådan var tonen i Lutons studentermiljø, hvor Taimour Abdulwahab blev formet og mødte sin kommende hustru, der, som han selv, havde rødder i Mellemøsten, men var vokset op i Sverige, men som datter af en kristen mor og en muslimsk far. Byens universitet, Berfordshire Universitet, hvor de begge tog deres eksamener i henholdsvis sportsterapi og psykologi i 2004 og 2005, har også været under anklage for at være en udklækningsanstalt for ekstremister. Til stor vrede for universitet selv.

Ikke desto mindre fortæller hustruens morfar til svenske medier, at barnebarnet efter at have forelsket sig i en moderat Abdulwahab var nødt til at konvertere til islam i forbindelse med deres bryllup i 2004 og efterhånden blev tvunget til at bære slør og opføre sig efter traditionel, muslimsk sædvane.

Både tidligere lærere og medstuderende fortæller samtidig, at Abdulwahad begyndte at omgåes bl.a. en indflydelsesrig person kendt foretræder fra den ikke-voldelige, men ekstremistiske Hizb -ut-Tahrir-organisation. Andre fortæller, det var en egyptisk imam, der introducerede ham til nogle mere ortodokse, islamistiske studiecirkler.

Nogle af Abdulwahabs egne udtalelser har skabt spekulationer om en konkret forbindelse til organisationen Den Islamiske Stat i Irak, der menes at være en underafdeling af aAl-Qaeda, og som jævnligt tager ansvar for terrorangreb rundt omkring i verden.

Selv om politiet hidtil ikke har mistanke om medsvammensvorne, ænkte allierede, har man samtidig gjort det klart, at man finder det usandsynligt, at Abdulwahab skulle have planlagt alt på egen hånd, og Luton har svært ved at løbe fra, at byen flere gange tidligere er blevet koblet direkte sammen med terror. I 2004 mødtes to af de kendteste britiske terrorceller på en servicestation lige nord for byen. Mindst to gange mødtes således ledere af en gruppe, som også planlagde et rivaliserende terrorangreb på linje til med flyangrebene 11. september 2001, og og bombemændene, som angreb London den 7. juli 2005. Den skæbnesvangre julidag i 2005 mødtes terroristerne i Luton, hvorfra de tog toget ind til den britiske hovedstad med bomber i deres rygsække. De dræbte 52 uskyldige og sårede endnu flere. En af terroristerne arbejdede som taxachauffør i Luton og på en café midt i Luton og boede også i byen med sine børn.

Altså ligesom Taimour Abdulwahab, der indtil for få uger siden boede på den stille villavej, Argyll Road, sammen med sin kone og deres tre små børn i et rækkehus med blondegardiner og parabolantenne. Naboerne på vejen fortæller til Berlingske Tidende, hvordan de hver dag så ham rulle op og ned ad gaden med parrets nyfødte søn på fem måneder i barnevognen. Og hvordan han altid bragte og hentede sine to døtre på to og fire år.

»For os i gaden var han en helt almindelig og sød fyr, en familiefar der tog sig af sin familie,« siger den chokerede nabo, Iman.

Men han var altså også andet end familiefar. Talsmænd fra moskeén i byen havde i denne uge travlt med at lægge afstand til ham, efter at det var kommet frem, at han var bombemanden fra Stockholm. De fastholdt, at de for flere år siden havde belært ham om, at han var for yderliggående, hvilket havde fået ham til »at storme« ud af moskeén for aldrig at komme tilbage.

For de gamle gymnasiekammerater i Tranås var det svært at genkende den glade og sociale Taimour Abdulwahad, da han i 2007 vendte tilbage til Tranås og arbejdede med nogle af de gamle venner på en fabrik, og folk undrede sig ikke, da han efter få måneder flyttede hele familien tilbage til England.

Til de gamle venner fortalte han, at han arbejdede med IT i Luton, men de troede ham ikke. Fra anden side hørte de, at han solgte mad og tæpper, og at han virkede mere og mere vred.

En kortlægning af Abdulwahabs rejsemønster har desuden vist, at han begyndte at foretage rejser til Mellemøsten.

For fire uger siden dukkede han så pludselig op i Tranås igen; uden hverken kone eller de tre børn, hvoraf den sidstfødte Osama kun var seks måneder gammel.

Flere butiksejere på Storgatan har fortalt, at Taimour Abdulwahab begyndte at købe ind til det, der nu har vist sig at være de bomber, der skulle bruges ved angrebet den 11. december i Stockholm.

Natten forinden sov han hos sine forældre, og faderen hørte ham stå op, sætte sig ud i bilen og begive sig af sted. Mod Stockholm skulle det vise sig.

Lidt før kl. 17.00 om lørdagen tikkede en mail ind til nyhedsbureauet TT og sikkerhedspolitiet SÄPO. I mailen var der to lydfiler - en på arabisk, en og på svensk.

Det var Taimour Abdulwahabs stemme.

»Takket være Lars Vilks og hans malinger af profeten Muhammed - fred være med ham - og jeres soldater i Afghanistan og jeres stilhed omkring dette, skal jeres børn, døtre, brødre og søstre dø, ligesom vores brødre og søstre og børn dør,« lød det blandt andet.

Få minutter senere, inden hverken SÄPO eller TT nåede at åbne mailen, eksploderede hans hvide Audi på hjørnet af Olof Palmegatan og Drottninggatan. Men Taimour Abdulwahab var ikke færdig.

Politiets teori er, at han muligvis ville have detoneret en bombe længere oppe ad Drottninggatan, der modsvarer Strøget i København, for siden som en storslået finale at detonere et bælte med rørbomber omkring sit liv på enten den nærliggende Centralstationen eller i et indkøbsmagasin.

Det næste, man med sikkerhed ved, er, at Taimour Abdulwahad ved hjørnet til Drottninggatan tabte en genstand, som han straks samlede op, hvorefter han råbte nogle gloser på arabisk.

Derefter fulgte en eksplosion, der fik jorden til at vibrere i de nærliggende gader, men som kun var en brøkdel af den eksplosion, som hans sprængstof kunne have forårsaget.

På videooptagelser kan man se dusinvis af mennesker passere forbi i det eksakte øjeblik, hvor en af rørbomberne sandsynligvis blev udløst ved en fejl.

Man ser folk løbe panisk fra stedet, men også folk der nærmer sig for at redde Taimour Abdulwahab, formentlig uvidende om mandens intentioner.

En læge, der tilfældigvis var til stede, fortæller, at han løftede et såkaldt Palæstina-tørklæde bort og så, at bomben havde fjernet det mest af Abdulwahabs maveregion.

Da Berlingske Tidende senere på aftenen ankom til stedet, lå Taimour Abdulwahab fortsat på den kolde asfalt, kun delvist dækket af et tæppe. I mørket kunne man trods afspærring med blå-hvid tape tydeligt se betjente foretage undersøgelser og tage billeder af den tidligere Tranås-bo, alt imens højlydte og festklædte stockholmerene i de omkringliggende gader som på enhver anden lørdag stod i kø til natklubber eller holdt rygepauser på fortorvene i det kolde decembermørke.

I Tranås kører politiet denne endnu koldere decemberdag fem dage senere rundt og samler bånd ind fra overvågningskameraerne på bl.a. den lokale tankstation.

Efter bombeangrebet har man fundet en walkie-talkie. På en ekstremistisk hjemmeside lagde en person både Abdulwahabs navn ud, længe inden medierne havde fundet frem til bombemandens identitet. Og på lydindspilningen, han sendte til SÄPO inden angrebet, mener eksperter at kunne høre en mand hoste i baggrunden.

Alt sammen er indikationer på, at Abdulwahab har haft allierede, og man er sikker påoverbevist om, at man kan finde svar her i Tranås.

I Tranås er man overbeviste om, at den bedste forklaring på Abdulwahab-mysteriet skal findes alle andre steder end i det i disse dage så grå Småland.

Taimour Abdulwahab mødte bare de forkerte mennesker i den forkerte by - altså Luton.

Eller måske har det noget at gøre med de oplevelser, han havde som dreng i et krigshærget Irak?

Men spørgsmålet er, om det rækker for svenskerne.

Selv om Tranås-borgerne ikke vil erkende det, var det måske Abdulwahabs følelse af aldrig at høre hjemme i Tranås, der lagde grunden, eller måske det faktum at han trods universitetsuddannelse som så mange andre indvandrere endte med at stå i en butik og på en fabrik, mens hustruen trods psykologuddannelse levede af at sminke og style andre kvinder?

Indtil videre frygter ser det i hvert fald ud til, at de svenske politikere først og fremmest frygter, at eftervirkningen af Nordens første selvmordsbombe netop vil være en yderligere stigmatisering og diskrimination af muslimer, der igen vil føre til konfrontationer.

Men i kommentarer i medierne, i debatten på nettet og også i samtaler på arbejdspladser og i andre sociale sammenhænge diskuterer både eksperter og svenskerne i al almindelighed mindst ligeså ivrigt myndighedernes og de muslimske organisationers rolle.

Hvorfor fangede ingen signalerne, hvorfor blev Abdulwahab ikke fanget af SÄPOs efterretningsnetværk?

Fredag skulle den svenske demokratiminister, Birgitta Ohlsson, til Danmark for at høre om den danske antiradikaliseringsplan. Sverige har ingenting, der ligner det, og eksperter mener, at svenskerne har været berøringsangste.

Mysteriet Taimour Abdulwahab er ligeså interessant i de andre vestlige lande, der lever med den konstante trussel om en nyt terrorangreb i bevistheden. Herunder Danmark.

Ifølge en opsigtsvækkende henvendelse fra Irak til Interpol har tilfangetagne aAl-Qaeda-folk beskrevet angrebet i Stockholm som en del af en større plan om juleterror i Europa, hvor København er et af de næste mål.

Men måske er den eneste lære, man kan drage af drage sagen om Taimour Abdulwahab fra Tranås, at det er umuligt at forudse, hvem der bliver den næste, hvor han vil slå til, og hvor han vil komme fra.

Alle var sikre på, at det var København, der stod for tur, og ingen havde forestillet sig, at bombemanden skulle være fra Tranås.

En ansat i det selskab, der ejer bygningen, hvor Abdulwahab er vokset op, siger.

»Der har aldrig været det mindste problem med den familie. De er nogle ordentlige mennesker.«

Når man forlader Tranås og igen kører ud i en snestorm, hvor kun røde baglygter bryder monotonmien, når en bilist bremser op for at bevare kontrollen på veje, der ikke er egnet til kørsel, kan man forstå, hvis en nyankommen tiårig irakisk dreng har haft det svært, men det forklarer ikke, hvordan Taimour Abdulwahab er blevet så rasende på det svenske samfund, at han sidste lørdag - dagen før sin 29-års fødselsdag - forsøgte at tage hundredevis af liv - sit eget inklusive - i det første selvmordsangreb nogensinde i et nordisk land.