En provins koger over

Vrede og frustration. Dræbte og sårede. Men hvad er det egentlig, konflikten i Xinjiang går ud på?

Muslimske uighurer protesterer i Xinjiang-provinsen mod Han-kinesernes behandling af dem. Uroen har hidtil kostet flere end 150 mennesker livet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Parks/AFP

BEIJING: Hvorfor er flere end 150 kvinder, mænd, piger og drenge blevet dræbt? Slået og banket ihjel med kæppe, skovle og blyrør. For ikke at tale om de flere end 1.000 mennesker, der også er blevet sårede.

Hvad er det egentlig, at der sker i Xinjiang?

Der er ikke noget simpelt svar. Der er mange grunde til uroen, forklarer Michael Clarke. Han er lektor på Asia Institute på det australske Griffith University, hvor han forsker i terrorisme og i Xinjiangs historie og politik.

Det handler om de etniske grupper i Kina. Han-kineserne er den største af dem. Over 90 procent af hele befolkningen. Alle andre hører til en af de 55 etniske minoriteter. I alt cirka 110 millioner ud af Kinas 1,3 milliarder indbyggere.

Minoriteterne dukker tit op i de kinesiske medier. Hvor de ofte bliver fremstillet som lidt tilbagestående. Hvor Han-kineseren er den kloge, moderne og veludviklede storebror.

Men de mange mindre søskende er ikke altid glade for den bedrevidende storebror. Som for eksempel i Tibet, hvor kritikerne siger, at Han-kineserne og centralregeringen i Beijing er i gang med at udrydde tibetanernes kultur, skikke og religion.

Det førte i marts sidste år til optøjer, der begyndte i Tibets hovedstad, Lhasa. Vrede tibetanere angreb Han-kinesere og deres biler og forretninger.

Ville have hævn
Nogenlunde på samme måde som uighurerne angreb Han-kinesere i søndags. Men modsat sidste år i Tibet, så var der allerede dagen efter tusinder af Han-kinesere på gaderne. De ville have hævn over uighurerne. Og myndighederne var tilsyneladende ude af stand til at stoppe dem, mens de drog gennem Urumqis gader.

»Man hører om Han-kinesere i Xinjiang, der siger, at regeringen lader uighurerne slippe af sted med for meget,« siger Michael Clarke fra Griffith University.

Så det er ikke blot minoriteten af uighurer i Xinjiang, der er utilfredse med Han-kineserne. Det går også den anden vej. En af grundene er måske, at medier og regering næsten konsekvent giver uighurerne skylden, når der er optøjer eller uro i Xinjiang.

»De har i hvert fald overbevist Han-kineserne om, at en stor del af volden og urolighederne over de sidste cirka ti år er uighurernes skyld,« siger Michael Clarke.

Vigtigere end Tibet
Men hvis man lægger Tibet og Xinjiang på den store vægtskål, er Michael Clarke overbevist om, at det ikke – på trods af den megen omtale i de vestlige medier – er Tibet, som bekymrer de kinesiske ledere i Kinas hovedstad.

»Xinjiang er langt vigtigere for regeringen i Beijing, for den har langt større strategisk betydning for Kina end Tibet har,« siger Michael Clarke.

For i Kina har man historisk sagt, at hvis der er uro ved grænserne, fører det til uro længere inde i landet. Det er netop i grænseområderne, at langt de fleste af minoriteterne bor. Gennem historien har omkring 60 procent af Kinas nuværende areal været beboet af minoriteter.

Michael Clarke mener ikke, at de nye optøjer er organiserede.

»Det lader til mest af alt at være et udbrud af frustration og for at få luft for deres vrede,« siger han. Derfor kan kineserne nu ikke længere ignorere, at uighurerne føler sig dårligt behandlet.

»Man kan nemt sætte spørgsmålstegn ved, om hele moderniseringen og udviklingen af Kina har været retfærdig. Især i Xinjiang, hvor man oveni har haft en stigende immigration af Han-kinesere, der har oversvømmet regionen,« siger Michael Clarke.

Han-kineserne er især kommet til siden 1949. Dengang udgjorde de seks procent af befolkningen i Xinjiang. I dag er tallet steget til over 40 procent.

»Overordnet set anerkender de fleste uighurer de økonomiske muligheder, som Kina giver. Men på samme tid vil de virkelig have mere autonomi,« siger Michael Clarke.

For det korrekte navn på provinsen er Xinjiang Uyghur Autonome Region. Men det er småt med det autonome:

»De vil have ret til at udøve langt mere autonomi. Det er helt klart det største problem. Det er nemt for kineserne at beskylde dem for, at de bare er ude på at løsrive sig. Men jeg tror, at de blot er ude på at få større indflydelse over, hvordan deres provins bliver ledet,« siger Michael Clarke.

Kultur undertrykkes
Et af de største problemer er, at de etniske grupper i Xinjiang og andre provinser føler sig domineret af Han-kineserne.

For eksempel er der udbredt kontrol med religiøse skikke i Xinjiang. Hvis man er uighur og ansat i staten, så har man ikke lov til at gå i moske og bede. Mange af uighurerne mener, at deres identitet, sprog og religion er under angreb.

De har heller ikke adgang til magten. Ifølge loven skal der i dag være en kvote af Uighurer på forskellige poster i statsapparatet. Men det gælder ikke for kommunistpartiet, der reelt sidder på magten i Xinjiang. Her er op mod 80 procent af partitoppen i Xinjiang Han-kinesere.

»Hvis partiet på langt sigt vil beholde Xinjiang som en del af Kina, så bliver de nødt til at lukke flere uighurer ind i den regerende elite,« siger Michael Clarke.