En »posh« brite er nu internettets store joke efter »respektløst« kropssprog ved Brexit-afstemning

På en afgørende aften for det britiske folk endte den erfarne politiker Jacob Rees-Moggs som nattens komiske indslag på sociale medier. Men han var ikke den eneste politiker, der udviste mærkværdig opførsel.

 

Normalt er Jacob Rees-Mogg en »posh« mand.

En velformuleret mand, der besidder en prestigefuld plads som leder i det britiske Underhus. Han er endda manden bag det længste ord, der formentlig nogensinde er blevet ytret i det britiske parlament. Det var 29 bogstaver langt (floccinaucinihilipilification).

Men tirsdag aften gad han tilsyneladende ikke mere, for han lå henslængt på første række under det meste af debatten i Underhuset og så »ud til at kede sig«.

Og det var ikke en hvilken som helst debat, men derimod en helt afgørende aften for det britiske folk midt i forhandlingerne om Brexit.

Politikere i salen råbte, at han skulle »sidde op«, men Jacob Rees-Mogg valgte kun at rette på sine briller og ikke sit kropssprog.

Han bragte glæde på sociale medier, hvor han siden har været aftenens og nattens store joke. Både menige mennesker og politikere har photoshoppet Jacob Rees-Moggs lange legeme ind på diverse grafer og gamle malerier. Og de gik viralt.

Det vides ikke, hvorfor politikeren, der er traditionalist, konservativ og stor tilhænger af Brexit, ikke kunne sidde oprejst, men medlemmer af parlamentet anså hans kropssprog for at »respektløst« overfor processen og for Underhuset.

Men Jacob Rees-Mogg var ikke den eneste britiske politiker, der udviste spøjs opførsel tirsdag aften. Også Theresa May virkede til at være en smule for afslappet – nu hun ikke længere sidder i den varme stol som premierminister. For rullende kameraer sad hun og småfniste sammen med sin sidemakker Ken Clarke, mens premierminister Boris Johnson skulle forsvare sig over for salens kritiske medlemmer. Det har fået medier til at kalde hende »selvglad«.

Men aftenens mest dramatiske optræden tilhørte den konservative politiker Phillip Lee. Mens Boris Johnson havde gulvet, trådte Phillip Lee ind i salen og satte sig ved siden af Liberaldemokraternes partileder, Jo Swinson, til højlydte reaktioner fra salen.

Det var en tilkendegivelse af, at han forlod det konservative parti til fordel for oppositionspartiet. Dermed efterlod han – på en teatralsk manér – premierminister Boris Johnson uden sit »faktiske flertal«.

Her sætter Phillip Lee sig ved Liberaldemokraterne til stort postyr.