Én person er blevet dræbt, og to er såret efter et israelsk luftangreb på et hus i en by i det sydlige Libanon natten til lørdag.

Det rapporterer Libanons statslige nyhedsbureau, NNA.

- Israelske kampfly gennemførte ved daggry et voldsomt angreb på et hus i byen Ghandouriyeh, hvilket resulterede i én dræbt og to sårede, som blev trukket ud af ruinerne, lyder det.

Ghandouriyeh ligger tæt på grænsen til Israel.

NNA har desuden rapporteret om angreb på kystbyen Tyre og grænsebyen Naqoura.

Israels militær, IDF, melder tidligt lørdag, at det har iværksat angreb mod mål tilhørende militsen Hizbollah i Libanons hovedstad, Beirut.

IDF har desuden udstedt evakueringsvarsler for syv nabolag i de sydlige forstæder til Beirut.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne som følge af angrebene i Beirut.

Hizbollah har natten til lørdag meldt om angreb på israelske soldater i seks byer i det sydlige Libanon. Det fremgår ikke, om nogen er døde.

Gruppen oplyser, at den har sendt raketter over grænsen, hvor luftalarmer ifølge Israels militær blev aktiveret.

Krigen mellem Israel og USA på den ene side og Iran på den anden har fået dødelige konsekvenser i Libanon, hvor Hizbollah holder til.

I solidaritet med Iran begyndte militsen at sende raketter mod Israel den 2. marts. Det skete, efter at Irans daværende øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, blev dræbt i amerikansk-israelske angreb 28. februar.

Siden er over 1000 personer blevet dræbt i Libanon, og en million er flygtet.

To israelske soldater er desuden blevet dræbt i det sydlige Libanon, har Israels militær oplyst.

Libanons præsident, Joseph Aoun, har fremlagt et initiativ til en våbenhvile. Den amerikanske ambassadør i Libanon, Michel Issa, sagde fredag, at han støtter et initiativet.

Ambassadøren sagde dog, at han mener, at Israel "har besluttet ikke at stoppe" med at angribe Libanon endnu.

- Det betyder, at Libanon skal beslutte, om man kan møde israelerne i den her sag".

/ritzau/AFP