En person er ramt af skud i norsk moské - mistænkt er anholdt

Politiet har pågrebet en mistænkt gerningsmand efter en skudepisode i en moské ikke langt fra Oslo.

En person er lørdag blevet skudt i en moské i den norske kommune Bærum tæt på Norges hovedstad, Oslo.

Det oplyser Oslos politi på det sociale medie Twitter.

Omkring klokken 18.30 skriver politiet på Twitter, at det holder pressebriefing om hændelsen klokken 19.15.

Politiet har pågrebet en mistænkt gerningsmand og efterforsker i øjeblikket episoden på stedet, lyder det.

Ifølge politiet er den ramte person »lettere skadet«.

Skudepisoden fandt sted i Al-Noor Islamic Centre.

»Et af vores medlemmer er blevet skudt af en hvid mand med hjelm og uniform,« siger moskéens forstander, Irfan Mushtaq, til lokalavisen Budstikka ifølge den norske avis VG.

Det er ikke bekræftet af politiet.

Oslos politi skriver lørdag lidt efter klokken 17 på Twitter:

»Politiet har styr på gerningsmanden på stedet. Der er intet, der tyder på, at der har været flere involverede. En person, som var på stedet, er lettere skadet. Det er uvist, hvordan skaden er opstået.«

»Politiet har ingen informationer om, hvem gerningsmanden er. Han er beskrevet som en ung mand - hvid i huden.«

/ritzau/