En person er omkommet, og flere hundrede vandrere er blevet reddet på den tibetanske side af Mount Everest.

Det oplyser lokale medier og vandrere ifølge nyhedsbureauet AFP.

I weekenden blev hundredvis af vandrere fanget i området, da en voldsom og uventet snestorm ramte.

Omkring 350 er bragt i sikkerhed, mens over 200 stadig befinder sig i højderne.

Det er status mandag eftermiddag dansk tid. Redningsarbejdet fortsætter.

En ung vandrer, der bliver kaldt FeiFei, blev evakueret mandag. Hun var sammen med tre venner og en lokal guide i 5000 meters højde ved foden af verdens højeste bjerg, da tæt sne begyndte at falde natten til søndag.

- Vi var nødt til hele tiden at fjerne sne fra teltene, men jeg kollapsede af udmattelse, siger den unge kvinde til AFP.

Hendes telt blev begravet i sne, men hun fandt til sidst ly i et andet telt.

Efter to dages vandring, hvor "brandfolk ryddede stien med hjælp fra yakokser og heste til at fjerne sneen", vendte gruppen tilbage til et redningscenter ved stiens begyndelse.

I samme dal var 350 andre vandrere blevet reddet inden søndag aften lokal tid, oplyser den statslige tv-station CCTV ifølge AFP.

Over 200 personer befandt sig på det tidspunkt stadig i lejre i højderne.

FeiFei fortæller til AFP, at hun undervejs så adskillige andre vandrere.

Nogle var svækkede af sult eller højdesyge, men ingen af dem, hun så, var i kritisk tilstand.

/ritzau/AFP