En nat i oprørets tegn – vrede libanesere gik til angreb på politiet

Vrede beboere i Beirut har demonstreret mod politikere og været i kamp med politiet i nat. Demonstranterne flokkedes i byens centrale gader og kræver politikernes afgang efter katastrofen på havnen.

 
Et stort antal indbyggere demonstrerede natten til fredag i Beirut. Video: Reuters, Ritzau/Scanpix, redigering: Ida Meesenburg Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Beirut har kampråbet »revolution, revolution« lydt igen og igen under en nat præget af voldsomme demonstrationer.

Natten igennem har vrede demonstranter været i hårde kampe med politiet i en række af byens centrale gader, hvor flere end ti demonstrationer fandt sted på samme tid.

Demonstranterne kræver, at Libanons politikere tager ansvar for katastrofen på havnen i Beirut, hvor et lager fyldt med ammoniumnitrat forleden eksploderede med en kraft, som var så stor som en tiendedel af Hiroshima-bomben. De kræver at politikerne går af efter katastrofen, som de mener sætter en tyk streg under deres uduelighed og mangel på vilje til at hjælpe borgere.

Et stort antal indbyggere demonstrerede natten til fredag i Beirut. Demonstranterne kræver politikernes afgang efter katastrofen på havnen. Fold sammen
Læs mere
Foto: MOHAMED AZAKIR/Reuters/Ritzau Scanpix.

De mange demonstrationer, der trak et ukendt antal deltagere til sig, udviklede sig hurtigt voldeligt. Demonstranterne rettede deres vrede mod libanesisk politi, der svarede igen med omfattende brug af tåregas – uden at det skabte ro i Beiruts centrale gader.

Eksplosionen

Eksplosionen, der nu truer med at sætte hele Libanon i brand, kunne høres i store dele af landet og har foreløbigt kostet 145 livet, kvæstet 5.000 og sendt i hvert fald 300.000 indbyggere ud i hjemløshed, fordi deres boliger blev ødelagt.

Siden har vreden bredt sig i den libanesiske hovedstad, som i forvejen i årevis har været præget af dyb frustration over en politisk elite, som mange mener er korrupt og styrer et land baseret på korruption i forskellige grader.

Det var 2.750 ton ammoniumnitrat, som tirsdag eksploderede på havnen i Beirut og lagde store dele af byen i ruiner. En række bygninger blev ødelagt, skibe sank, og mindst 145 borgere blev dræbt under ulykken. Fold sammen
Læs mere
Foto: STR/AFP/Ritzau Scanpix.

Ulykken har fået bægeret til at flyde over i Beirut. Torsdag landede Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, i Beirut. Libanon er en tidligere fransk koloni, og de to lande har fortsat et nært forhold. Macron tog til Beirut for at mødes med Libanons præsident, Michel Aoun, og premierminister, Hassan Diab. Men besøget i Beirut blev helt anderledes end planlagt.

For i stedet for et møde bag lukkede døre endte præsident Macron med at stå ud af sin bil og gå på gaden, hvor han hurtigt blev omringet af vrede borgere.

Snart lød råbene »revolution, revolution« som en særlig hilsen til præsidenten for et land, som blev skabt via en revolution. Nu ønsker dele af Libanons borgere tilsyneladende en tilsvarende omvæltning i det lille land, som i så mange år har været præget af krige, borgerkrige og en dyb splittelse – også religiøst – mellem de forskellige befolkningsgrupper.