En mur om storbyens problemer

Kriminalitet, prostitution og illegal indvandring hober sig op i særlige områder i de italienske storbyer. Kommunerne står magtesløse, og nogle tyr til desperate handlinger.

Hvad gør italienske borgmestre, når der er for meget kriminalitet og fattigdom samlet på ét sted? De bygger en mur, så de ikke kan se problemerne. Det lyder som en dårlig molbohistorie, men den konklusion kunne man godt falde til, når man ser på to sager, som har fyldt de italienske avisers overskrifter.

For seks måneder siden besluttede byrådet i Padova at rejse en 84 meter lang stålmur rundt om boligblokke, som gennem længere tid havde været centrum for byens narkohandel, for prostitution og illegale indvandrere.

Ifølge kommunen handlede det ikke om at lukke problemerne inde, men at holde dem under kontrol og beskytte kvarterets naboer indtil kommunen havde noget bedre at tilbyde, for stort set hver aften var der optøjer, og de etniske grupper røg jævnligt i totterne på hinanden.

Nu sanerer man i Milano en boplads for sigøjnere, som i mange år har været rede for narkosalg og kriminalitet, ved at lave en aflukket lejr, som koster mange millioner, men som få tror, kan fjerne kriminaliteten og integrere beboerne.

Murene er midlertidige løsninger - overgange til noget bedre - men hvorfor tyr politikerne til så ekstreme metoder?IFØLGE ANTONIO TOSI, sociolog og ekspert i integration, blotter den manglende integration de store huller i det italienske velfærdssystem. Der er simpelt hen ikke penge til forkromede projekter og integrationsforløb.

»Man klarer sig selv og skal ikke regne med, at staten kommer løbende for at hjælpe én på vej,« fortæller han.

Men han mener dog ikke, at integrationsproblemerne er større end i andre sydeuropæiske storbyer, men derimod anderledes. I Italien er mindre end fem procent af boligmassen socialt boligbyggeri, og derfor ser man kun sjældent store koncentrationer af udlændinge i store boligblokke.

Det er både godt og skidt. På den ene side betyder det, at indvandrerne i det store hele er spredt bedre end i andre europæiske lande, hvor det sociale boligbyggeri ofte bliver til ghettoer. På den anden side er antallet af illegal beboelse ekstremt høj i Italien, og det er ofte her, at problemerne vokser og eksploderer, fordi de illegale områder bliver magneter for alle storbyens dårligdomme, og fordi politiet har svært ved at gribe ind, da de har ganske enkelt ikke andre steder at sende folk hen.

Det er heller ikke populært at bruge penge på de nye borgere, når den italienske stat i forvejen døjer med at rette op på de offentlige finanser og barbere den gæld, der bare vokser og vokser.

Problemet er bare, forklarer Antonio Tosi, at man i sidste ende kommer til at bruge et langt større beløb, end hvis man tog fat i problemerne med det samme, f.eks. når det gælder om at afkriminalisere sigøjnerlejrene.

»Først skal de have barakker, så skal de have lys, vand og overvåges, så de ikke ødelægger det hele. Om nogle år skal det hele fornyes, og i sidste ende betaler man mere, end hvis man fik dem installeret i ordentlige lejligheder.«