En mur af mistro

Selv om de geografisk er naboer, lever jøder og palæstinensere i to forskellige verdener - adskilt af den betonmur, som Israel har bygget og af historisk fjendtlighed. Som optakt til morgendagens valg i de palæstinensiske selvstyreområder har Berlingske Tidende besøgt to nabolag, som ingen kontakt har, selv om der kun er nogle hundrede meter imellem dem.

ABU DIS, MAHLE ADUMIM

Hizki Zisman ser forundret ud. Som om det var fuldstændig malplaceret at spørge, om beboerne i bydelen hér ind imellem render sammen til en kop kaffe med beboere fra nabobydelen, der ligger 700 meter længere nede ad vejen til venstre.

»Nej, nej, da. Vi kommer aldrig dernede. Ikke mere. For fire år siden hændte det, at folk herfra tog derhen for at handle om lørdagen. Men ikke mere. Og dem dernede fra kommer naturligvis slet ikke her.«

Zisman er en yngre israeler med liberale, ja endda lidt venstredrejede meninger. Han sidder på sit kontor på rådhuset i Mahle Adumim, og beklager meget, at borgmesteren i disse dage ikke er hjemme. Men som talsmand vil han gerne fortælle lidt om denne velfungerende og veltrimmede bydel med 31.000 indbyggere ca. 10 km. øst for Jerusalems bycentrum.

Zisman har aldrig været i nabobydelen Abu Dis. Men for ham er det en helt anden verden, beboet af potentielle terrorister og tyvenægte.I den vestlige ende af hovedgaden i Abu Dis står Mohammed og hænger ud ved de lukkede butikker. Også for ham er nabobydelen en helt anden verden af mistro og frygt. Ikke fordi han nogensinde har sat sine ben i Mahle Adumim, for det skal soldaterne ved indkørslen nok forhindre ham i. Men som Mohammed ser det, så er Zisman og bosætterne dér en del af besættelsesmagten, som er skyld i, at en otte meter høj betonmur i dag er placeret midt gennem hovedgaden.

Fælles for de to geografiske nabo-områder er, at de begge anses for en legitim del af Jerusalem - den by, som både palæstinensere og israelere vil have som deres hovedstad. Og dermed er de to bydele og deres karakteristika en væsentlig del af de faktuelle og konkrete problemer i de forhandlinger om fred, som hele verden håber vil følge med morgendagens præsidentvalg i Det Palæstinensiske Selvstyre.

Abu Dis er ikke nogen helt tilfældig bydel i Jerusalem. Det er her, den palæstinensiske premierminister Ahmed Korei (Abu Ala) har sit hjem og sit kontor. Og det er her, forhandlerne i Camp David i år 2000 blev enige om, at palæstinenserne skulle have deres parlament. Abu Dis skulle blive Palæstinas Jerusalem-hovedstad.

Men i dag er Abu Dis blevet adskilt fra resten af Jerusalem med den betonmur, som Israel anser for at være nødvendig for at undgå selvmordsbombeangreb på busser og cafeer i det jødiske Vestjerusalem.

»Det er så forfærdeligt for os,« siger Mohammed og nikker hen mod betonkolossen, der bugter sig tværs over hovedgaden.

»Det er nu umuligt at komme til hospitalet på Oliebjerget lige derhenne. Og de unge har vanskeligt ved at komme til skoler og universitet. Det er en apartheidmur, israelerne har bygget på palæstinensisk område, og den skal rives ned,« mener han.

Mohammed hører til de mange palæstinensere i Østjerusalem, der ikke tror på, at morgendagens valg kan ændre noget som helst. Han er desillusioneret af alle de løfter, han har hørt gennem årene, og han har ikke tænkt sig at bruge tid på at gå hen og stemme.

»Abu Mazen (Mahmoud Abbas), eller de andre, det er lige fedt. De tænker alligevel kun på sig selv. De vil ikke kunne få israelerne til at give sig,« mener Mohammed.I Mahle Adumim, en kort køretur fra den trøstesløse betonmur, er mistroen lige så stor.

»Hvis ikke den palæstinensiske ledelse vil slå til mod terroristerne, så kommer der ikke til at ske noget,« mener Hizki Zisman. »Og selvom der kommer forhandlinger, så vil det blive en kold fred. Vi vil ikke kunne leve sammen med palæstinenserne de første 10-20 år. Det vil tage mindst en eller to generationer. Se hvordan de opførte sig ved Yasser Arafats begravelse. De mennesker er jo dyr, og så nytter det ikke, at deres ledere kan være nok så fornuftige,« mener Zisman.

Han kan ikke på nogen måde se, at det kunne være bebyggelsen Mahle Adumim, der kunne være et problem for fremtidige fredsforhandlinger:»Vi er en by som alle andre. Med børnehaver og skoler, biografer og forretningscentre og med et industrikvarter med 140 virksomheder.«Problemet er, at Mahle Adumim er den største jødiske bosættelse i de palæstinensiske områder. En ud af godt 120 bosættelser med i alt 240.000 bosættere spredt ud på hele Vestbredden. Dertil kommer de 21 bosættelser med ca. 8.000 indbyggere i Gaza, som ifølge den israelske tilbagetrækningsplan skal rømmes senere i år.

Alle bosættelser er i princippet en overtrædelse af Folkeretten, der gør det ulovligt at bygge på besat område. Det gælder også Mahle Adumim. Men i praksis vil det blive mere end vanskeligt at fjerne en hel by med flere end 30.000 indbyggere. Derfor har Israel og USA på forhånd taget hul på de kommende forhandlinger ved i fællesskab at erklære, at nogle af bosættelserne i fremtiden skal høre til Israel. Her har Sharon og George W. Bush bl.a. haft Mahle Adumim i tankerne.

Nogle af de jødiske bosættere er stærkt religiøse fundamentalister, som mener, de har ret til at bo på Vestbredden, fordi Gud har givet jøderne landet. Men det gælder ikke beboerne i Mahle Adumim. Det er en befolkningsgruppe, der politisk og socialt afspejler resten af Israel. Mange er nye immigranter, der er flyttet dertil, fordi det er væsentligt billigere at bo i en bosættelse end i selve Israel pga. store statssubsidier til bosættelserne.

Hizki Zisman tager sine gæster med op på taget af rådhuset og viser, hvor stor byen er. I det fjerne er tre store højhuse under opførelse. Og den israelske regering har planer om at bebygge tre bakketoppe mod vest, så Mahle Adumim om kort tid er bygget helt sammen med Jerusalem. Alt sammen til trods for, at den Køreplan for Fred, der skal danne grundlag for forhandlinger, fordømmer udbyggelser af bosættelserne.

»Men det er jo, fordi vi ikke anser Mahle Adumim for at være en bosættelse. Vi kalder os selv for en by, vi ligger bare bagved »den grønne linje«. Og når adskillelsesmuren er færdig, så vil Mahle Adumim naturligvis høre til på den israelske side,« forsikrer han.