Joe Bidens søn, Hunter Biden, er under efterforskning.
De amerikanske myndigheder har åbnet en skattesag mod ham, meddeler Hunter Biden selv i en kortfattet meddelelse.
Der er en endnu en hel masse, som offentligheden ikke ved om sagen. Men den drejer sig angiveligt blandt andet om Hunter Bidens forretningsforbindelser i Kina.
I valgkampen forsøgte Donald Trump og hans allierede konstant at beskylde Hunter Biden for at være korrupt og profitere af sin fars politiske forbindelser i udlandet. Der blev aldrig fundet konkrete beviser for nogen af beskyldninger. Og det er uvist, om denne skattesag er relateret til nogen af beskyldninger.
Men én ting er sikkert:
Republikanerne er lige nu rasende over, at oplysningerne om Hunter Bidens skattesag ikke blev offentliggjort før valget. De mener, at det kunne have sikret Donald Trump sejren, hvis vælgerne havde vidst, at rivalens søn blev undersøgt for skattesvindel.
Selv citerer Donald Trump en New York Post-skribent for at have skrevet, at »ti procent af vælgerne ville have ændret deres stemme«, hvis de kendte til sagen før valget.
Det er dog helt bevidst, at FBI og USAs justitsministerium har forsøgt at holde sagen skjult indtil nu. Det er justitsministeriets politik ikke at lave åbenlys efterforskning, som kan påvirke et valg, skriver blandt andet nyhedsbureauet AP.
Men nu – med valget overstået – går sagen op i et højere gear. Myndighederne udsender stævninger til personer, som kan være relevante i sagen, og ventes snart at gå i gang med at foretage afhøringer.
Undersøgelsen af Hunter Biden kan have været i gang på lavt blus siden 2018, skriver CNN.

Sagen kan blive ubehagelig for Joe Biden
Hunter Biden skriver i en kort meddelelse, at han ikke har foretaget sig noget ulovligt.
»Jeg tager denne sag meget seriøst, men jeg er sikker på, at en professionel og objektiv gennemgang af disse sager vil vise, at jeg har gjort tingene lovligt og ordentligt,« udtaler han.
Sagen kan blive ubehagelig for Joe Biden.
Den kommende præsident har endnu ikke udpeget sin kommende justitsminister, som kan få til opgave at føre tilsyn med efterforskningen mod præsidentens søn.
Joe Bidens overgangsteam har onsdag udsendt en erklæring, hvor Biden udtaler, at han »er meget stolt af sin søn«.
Biden fremhæver, at Hunter har kæmpet sig »gennem vanskelige udfordringer, inklusive de seneste måneders onde angreb, og han er kommet styrket ud af det«.
Det er offentligt kendt, at Hunter Biden har haft problemer med alkohol og stoffer.