En million går med i hidtil største demonstration i Algeriet

Et voksende antal algeriere er på gaden for sjette uge i træk for at kræve den 82-årige præsidents afgang.

To algeriske kvinder klædt i landets flag er blandt den cirka én million demonstranter, der fredag er strømmet ud i gaderne i hovedstaden Algier for at vise deres modstand mod det mangeårige styre under præsident Bouteflika. Ryad Kramdi/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Omkring en million mennesker demonstrerer i Algeriets hovedstad, Algier, fredag.

Det oplyser politi på stedet ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det er den hidtil største demonstration, siden den politiske protestbølge begyndte for seks uger siden.

Demonstranterne kræver præsident Abdelaziz Bouteflikas afgang.

I forvejen er flere af præsidentens mest betroede og nærmeste medarbejdere trådt tilbage, men det er ikke nok for de aktivister, der er på gaden.

»Ud med dig Bouteflika, og tag Gaed Salah med, råber demonstranterne taktfast med henvisning til landets hærchef.«

Militæret gik ellers ud tirsdag og opfordrede til, at Bouteflika fjernes for at stoppe den voksende politiske krise, skriver Reuters.

Hundredtusinder af mennesker var på gaden fra morgenstunden. Demonstranterne er først og fremmest unge mennesker, men flere veteraner fra Algeriets uafhængighedskrig har sluttet sig til dem.

»Vi er trætte af magthaverne, vi vil have en ny regering, lyder et andet af de slagord, der runger gennem gader i Algier fredag.«

Politiet affyrede på et tidspunkt tåregas og vandkanoner mod demonstranter, der kastede sten. I det store hele er demonstrationen dog overvejende fredelig, rapporterer Reuters.

Den 82-årige præsident Bouteflika fik et slagtilfælde i 2013 og har kun meget sjældent optrådt offentligt siden da. Han sidder i kørestol og kan dårligt tale.

Han har lovet demonstranterne, at han ikke vil genopstille til endnu en embedsperiode. Men samtidig har han udskudt det valg, der skulle have været holdt den 18. april, på ubestemt tid.

De vedvarende og voksende demonstrationer har fået flere af de veteraner, der gennem mange år har været loyale over for Bouteflika, til at se skriften på væggen og vende ryggen til den svækkede præsident.

/ritzau/