En meldes dræbt i angreb på lufthavn i Saudi-Arabien
De seneste uger er lufthavne i Saudi-Arabien blevet angrebet af houthibevægelsen. USA trækker ansatte hjem.

De seneste uger er lufthavne i Saudi-Arabien blevet angrebet af houthibevægelsen. USA trækker ansatte hjem.

En person er blevet dræbt og otte såret efter et angreb onsdag aften på en lufthavn i det østlige Saudi-Arabien.
Det melder landets luftfartsmyndighed ifølge nyhedsbureauet AFP.
Angrebet har ramt den internationale lufthavn King Fahd nær byen Dammam, der ligger ud til Den Persiske Golf.
Det fremgår ikke, hvem der formodes at stå bag angrebet.
De seneste uger er flere lufthavne i Saudi-Arabien blevet udsat for luftangreb fra houthibevægelsen i Yemen.
Især den internationale lufthavn i hovedstaden Riyadh har været udsat for gentagne angreb.
Angrebene fra houthierne, der støtter Iran, har skabt bekymring for sikkerheden i Saudi-Arabien, hvilket har fået USA's udenrigsministerium til at trække amerikanske statsansatte, der ikke udfører kritiske funktioner, hjem.
Det bekræfter Tommy Pigott, der er talsmand for USA's udenrigsministerium, onsdag i et opslag på det sociale medie X.
- Sikkerheden for ministeriets ansatte og deres familier har højeste prioritet, og vi vil fortsat tage alle nødvendige skridt for at beskytte dem og yde dem støtte, skriver Tommy Pigott på X.
Tidligere onsdag oplyste Saudi-Arabiens energiministerium, at to udenlandske statsborgere havde mistet livet, efter at de var blevet ramt af nedfaldne vragdele fra en nedskudt drone. Det skriver AFP.
Hændelsen fandt sted ved oliefeltet Shaybah nær grænsen til De Forenede Arabiske Emirater.
En filippinsk og en nepalesisk statsborger blev dræbt. Derudover var der to sårede.
Energiministeriet nævnte ikke, hvem der kunne have udført angrebet.
Der er de seneste uger sket en optrapning af den igangværende borgerkrig i nabolandet Yemen.
Her har houthibevægelsen og Yemens internationalt anerkendte regering, som støttes af Saudi-Arabien, kæmpet mod hinanden siden 2014.
Houthierne er en væbnet gruppe, der tilhører det shiamuslimske mindretal i Yemen.
RITZAU