Én mand høster flere OL-medaljer, end Indien nogensinde har gjort

Ikke siden hockey-legende Dhyan Chand fejrede triumfer, har Indien vundet OL-medaljer. Supersvømmeren Michael Phelps fra USA har vundet flere OL-medaljer end alle indiske atleter – nogensinde. Hvordan kan det lade sig gøre?

Dette portræt af Dhyan Chand er taget i 1936 under de Olympiske Lege i Berlin. Han vandt olympisk guld tre gange og betragtes som den største hockey-spiller til alle tider. Foto. Scanpix Fold sammen
Læs mere

BEIJING: Hvis bare yoga eller cricket var en olympisk disciplin. Men nej. For Indiens milliardstore befolkning har OL igen-igen været en skuffelse. Landet bevæger sig på grænsen af den totale fiasko og jagter stadig den første medalje i Rio.

Et par gange har de indiske atleter tilkæmpet sig en fjerdeplads, men det er en ringe trøst. Lige ved og næsten er ikke godt nok til historiebøgerne.

Her kan man til gengæld læse, at Indiens kvaler ikke er noget nyt. De seneste tre årtier har landet kun vundet én guldmedalje, og den amerikanske supersvømmer Michael Phelps har nu overhalet den samlede indiske medaljehøst indenom. Han er indehaver af 28 olympiske medaljer, mens Indien, der har deltaget ved OL siden 1900, i alt kun har vundet 26. Men hvad er forklaringen? Hvordan kan verdens næst folkerigeste nation være ud af stand til at sikre sig flere sejre ved sportsbegivenheden over dem alle?

Det findes der mange forskellige bud på. En del af dem kredser om økonomiske forhold. Målt per indbygger er Indien stadig et fattigt land, hvor mange familier ser uddannelse som den eneste vej til en bedre tilværelse. At satse helhjertet på en sportskarriere er en risiko, de færreste tør løbe. Mangel på offentlige investeringer i sportsfaciliteter, korruption og dårlig organisering spiller også ind.

Ved vinter-OL for to år siden måtte de tre indiske atleter stille op som uafhængige deltagere, fordi Den Internationale Olympiske Komité mente, at Indien havde brudt organisationens regelsæt.

Også det indiske kastesystem er en faktor. Ifølge professor Ronojoy Sen, forfatter til bogen »Nation at Play: A History of Sport in India«, ser de fleste indere sig mindre som individer og mere som del af en kaste, stamme eller religion. Personer fra højere kaster ønsker ofte ikke at konkurrere mod folk fra de lavere. Og i bunden af hierarkiet er de økonomiske og sociale forhold en begrænsning i sig selv.

»De lavere kaster udgør hovedparten af Indiens befolkning, og disse lavere kaster er også dem, der ikke har adgang til uddannelse, god ernæring og sundhed,« udtaler Ronojoy Sen til BBC.

... men hvorfor kan Kina så?

Det kan være med til at forklare forskellen på Indien og Kina, der til trods for stadig at have mange millioner fattige indbyggere altid vinder et hav af medaljer ved OL. Kina har ganske enkelt en meget større gruppe af velernærede og veluddannede borgere. Og så er Kina det klassiske eksempel på et land, hvor magten er styret centralt, og midler allokeres efter toppens ønsker.

Men andre udviklingslande har klaret sig glimrende med mindre. Det gælder typisk de nationer, der er udpræget dygtige inden for et lille udvalg af discipliner.

Kasakhstan vinder ofte i vægtløftning, Tyrkiet gør det godt i brydning, og Kenya løber fra alt og alle på de lange distancer. I årtier havde Indien også et speciale: ingen nationer har vundet flere medaljer i hockey end Indien. Otte af slagsen er det blevet til. En af alle tiders største hockey-legender er indiske Dhyan Chand. Han scorede tre mål i finalen mod de tyske værter ved OL i 1936 i Hitlers Berlin.

Fra 1928 og frem til slutningen af 1970erne gjorde Indien stort set rent bord i de olympiske hockey-finaler. Men det sluttede brat. Ved OL i Montreal i 1976 blev turneringen afholdt på syntetisk underlag i stedet for græs, hvilket har været standarden lige siden. Den type kunststofbaner er langt dyrere at etablere. Sidst Indien vandt en medalje i hockey var i 1980.