En lige højre til Royal

Den tidligere socialistiske præsidentkandidat Ségolène Royals håb om engang at kunne stille sig i spidsen for den femte franske republik fik i går et skud for boven med en meningsmåling, der viser at kun 15 procent af franskmændene ønsker hende som leder af oppositionen.

Ségolène Royal er kommet i modvind i Frankrig. En ny meningsmåling viser, at kun 15 pct. af franskmændene vil stemme på hende i dag. Foto: Miguel Medina/AFP Fold sammen
Læs mere

Hun fik 47 procent af stemmerne ved anden og afgørende runde af det franske præsidentvalg i maj, men i går fik socialisten Ségolène Royals håb om i stedet at kunne genopstille og vinde næste valg i 2012 et alvorligt skud for boven.

Kun 15 procent af franskmændene mener således nu, at hun er den bedste til at stå i spidsen for venstrefløjen de kommende år, hvis man skal tro en meningsmåling offentliggjort i dagbladet Libération i går.

Venstrefløjsavisen fortolker Royals deroute som en konsekvens af »fejl« begået i månederne efter valgnederlaget, eksempelvis at hun indrømmede at have forsvaret 35-timers arbejdsugen og en stor forhøjelse af mindstelønnenuden selv at have troet på det. Det er især højrefløjens vælgere, der ikke har tillid til Royal og foretrækker den tidligere socialistiske finansminister Dominique Strauss-Kahn, der dog ikke var hjemme til at modtage nyheden om, at 30 procent af landsmændene angiveligt ser ham som den bedste leder af oppositionen.

DSK, som den tidligere økonomiprofessor er kendt som, var nemlig i Kinas hovedstad Beijing for at samle støtte til sit kandidatur til posten som kommende chef for den Internationale Monetære Fond (IMF) et initiativ, der i øvrigt støttes af den borgerlige præsident Nicolas Sarkozy og de øvrige EU-landes regeringer.

Slaget er dog ikke tabt for Royal, for ifølge målingen er hun fortsat den med størst opbakning blandt Socialistpartiets medlemmer, hvoraf mange meldte sig ind sidste år for at kunne støtte hendes nominering som præsidentkandidat.

Samme tilslutning er der mildest talt ikke til François Hollande, formand for Socialistpartiet og Royals samlever.

Royals støtter har opfordret Hollande til at gå af som partiformand for hurtigst muligt at sætte gang i fornyelsen af partiet, men Hollande har erklæret, at han bliver frem til næste partikongres, der forventes at finde sted i 2008. Royal blev i sin valgkamp udsat for benspænd fra partiets øvrige spidser, herunder manglende opbakning fra Hollande. Efter valget bekræftede Royal langvarige rygter om, at de tos veje var skiltes både politisk og privat.