En kur mod Argentinas bipolaritet?

Argentinerne vågnede brat op til en vanskelig virkelighed efter nederlaget i VM-finalen. Men kun et fåtal reagerede irrationelt. En ny modenhed har sneget sig ind i nationalkarakteren, hævder forfatter.

Argentinske fodboldfans flygter fra politiets tåregas i landets hovedstad, Buenos Aires, hvor skuffelsen natten til i går – europæisk tid – tog overhånd hos en større radikal gruppe efter søndagens VM-finalenederlag til Tyskland. 70 – heriblandt 15 betjente – blevet såret, mens 120 blev anholdt. Fold sammen
Læs mere

BARCELONA: Scenen var perfekt til et slag i bordet. Symbolsk, naturligvis, for hverken økonomiske eller politiske problemer kan som bekendt løses på fodboldbanen, hvilket de nu tidligere spanske verdensmestres eksempel med al ønskelig tydelighed viser. Men ikke desto mindre.

En VM-finale vundet på det myteomspundne Maracanã-stadion i Rio de Janeiro ville ikke blot have været en frydefuld ydmygelse af ærkerivalerne fra Brasilien, der gennem de seneste år har kørt sig i stilling som Sydamerikas suverænt stærkeste magt på bekostning af blandt andre Argentina. Sejren i verdens vigtigste sportsbegivenhed ville også have givet hårdt tiltrængt oprejsning til et land, der normalt især omtales i de internationale medier på baggrund af sine mange problemer.

Eksempelvis må regeringen i Buenos Aires gå i betalingsstandsning ved udgangen af juli, hvis der ikke forinden indgås forlig i et juridisk slagsmål om afviklingen af den argentinske statsgæld. En sag, der ved flere lejligheder har tvunget præsident Cristina Fernández rejse i chartrede fly af frygt for, at kreditorerne skulle få held til at beslaglægge hendes officielle maskine.

Også det politiske klima i landet er spændt, efter at en undersøgelsesdommer sidst i juni rejste tiltale mod vicepræsident Amado Boudou i en korruptions­affære. Og som om det ikke var nok, advarede den argentinske bispekonference – med henvisning til en serie lynchninger i løbet af foråret – forleden om, at samfundet i det sydamerikanske land er »sygt af vold«.

70 såret under uroligheder

Det er fra hele denne på én gang triste og tragikomiske virkelighed, at argentinerne de seneste uger har kunnet holde fri, mens de druknede bekymringerne i euforien omkring fodboldlandsholdets VM-succes. Lige indtil det søndag aften ikke gik længere. Hverken på Maranacã, hvor Lionel Messi & Co. brændte deres ganske mange chancer for at hjemføre Argentinas tredje verdensmesterskab, eller i Buenos Aires, hvor der efter kampen opstod voldsomme uroligheder.

Omkring kl. 03.00 europæisk tid gik en større gruppe radikale fans til angreb på alt fra journalister over ambulanceførere til politifolk. Der blev også plyndret butikker og stjålet biler. Og da det efter nogle timer ved hjælp af gummikugler og vandkanoner lykkedes at genoprette roen, var 70 – heriblandt 15 betjente – blevet såret, mens 120 blev anholdt.Balladen, der fandt sted på og omkring hovedstadens centrale Plaza de la República, var imidlertid lige så begrænset, som den var voldsom. Langt de fleste fans valgte, da den første skuffelse havde fortaget sig, at fejre en generelt flot turnering og en velspillet finale, som blev afgjort på en enkelt detalje.

Også i medierne blev der tabt og vundet med stort set samme sind. Kommentatorerne var naturligvis enige om, at det burde have udløst straffespark og rødt kort, da tyskernes målmand kværnede Gonzalo Higuaín ned på vej ud for at bokse en bold væk. Og billederne af Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, der side om side med kansler Angela Merkel ikke kunne lade være med at juble over det tyske sejrsmål, faldt heller ikke i god jord hos de sydlige naboer. Men hovedbudskabet var respekt over for såvel finalens vindere som egen indsats.

Bipolaritetens fælde

Måske den overraskende tempererede reaktion ligefrem antyder et skred i forhold til forestillingen om argentinernes eksplosive nationalkarakter? Det argumenterer journalist og forfatter Diego Sehinkman i hvert fald for i en klumme, der med overskriften »Hyldest til sekundariteten som middel til at undslippe den sociale bipolaritets fælde« synes at bekræfte en i den spansktalende verden udbredt fordom om, at alle argentinere går rundt med en lille psykoanalytiker i maven.

»Hvor mange gange har vi ikke bevæget os fra at tro, at vi er verdens bedste (Argentina som verdens kornkammer, invasionen af Falklandsøerne, VM i 1978 og 1986) til at føle os lige så overbevist om, at vi er de værste (militærkup, devalueringer, inflation). Gennem årtier har vores kollektive selvværd fulgt et mønster, der vekslede mellem eufori og depression,« skriver Sehinkman i avisen La Nación og tilføjer:

»Denne gang er det imidlertid, som om vi ligesom Messi har sprøjtet os med væksthormon og er blevet voksne. Det er et bevis på følelsesmæssig modenhed, når langt de fleste fans og meningsdannere efter finalen har formået at anerkende og værdsætte landsholdets indsats uden at forfalde til umotiveret kritik og alt eller intet-mentalitet.«

Om Sehinkmans modenhed kan bruges til noget udenfor fodboldens mikrokosmos og over for den, også set udefra, bekymrende økonomiske og sociale virkelighed i Argentina, er ikke godt at vide. Men den kan, hvis han ellers har ret, næppe skade.