En kop racekaffe? Nej tak, Starbucks

Kaffegiganten Starbucks’ forsøg på at få amerikanere til at tale om raceproblemer over kaffen faldt til jorden med et kæmpebrag.

Det skulle have kickstartet en ny og positiv debat om forholdet mellem racerne i USA, men sådan gik det ikke for Starbucks. Arkivfoto: Jewel Samad/AFP Fold sammen
Læs mere

WASHINGTON: Den berømte kaffekæde Starbucks har igen forsøgt at få opmærksomhed. Denne gang med en storstilet kampagne med det formål at få kædens kunder til at diskutere racer med deres kaffemager, baristaen.

Men kampagnen er faldet til jorden med et brag, fordi de sociale medier eksploderede i et angreb på kædens direktør, Howard Schultz, som blev beskyldt for at ville bringe kunderne i en yderst pinlig situation, hvis de skulle tvinges til at tale om racer og raceproblemer i USA med et vildfremmed menneske, mens de ventede på deres kaffe.

Schultz syntes ellers selv, at han havde fået en lys idé. Og dem har han fået en del af gennem årene.

Starbucks skulle kickstarte en debat om racer og forholdet mellem racerne efter debatten i kølvandet på Ferguson. Det skulle ske ved, at kunderne og baristaen skulle diskutere emnet over en kop kaffe. Baristaen skulle simpelthen på papbægeret skrive et eller andet om racer for at fremprovokere en dialog.

Få minutter efter, at en sejrssikker direktør meldte denne nyskabelse ud, væltede protesterne ind.

»Jeg har ikke tænkt mig at diskutere raceproblemer over en kop kaffe med et vildfremmed menneske,« lød de første kommentarer på Twitter. De blev fulgt op på morgen-TV, hvor kritikken haglede ned over Howard Schultz, og han måtte selv træde frem i adskillige interview og fortælle om sin geniale plan om at få en landsdækkende dialog i gang.

»For hvad er bedre end at løse problemerne over en kop kaffe?,« sagde direktøren.

»Nej, du har ret, det er dumt – undskyld«

Men så let slap Howard Schultz ikke, og forleden måtte han trække sin kampagne tilbage, fordi hans baristaer heller ikke havde tænkt sig at medvirke til denne forestilling i et USA, hvor det er pinligt at diskutere den slags problemer i det offentlige rum. Som en af de tidligere baristaer skrev på Facebook:

»Her er en karamel-macchiato til Jake, og er der nogen, der har fortalt dig om vores nye raceinitiativ? Øh, nej jeg spørger sandelig ikke, fordi du er sort, jeg spørger, fordi jeg skal tale med 30 i dag om det her problem. Nej, du har ret, det er dumt, undskyld mange gange.«

»Patrick fra Wisconsin«, som The New York Times citerer for denne opdatering, var en af de mange baristaer, der gjorde tykt grin med initiativet, der har set godt ud i direktionslokalet, men i praksis ville få kædens frontløbere ud i store problemer.

Og det er ikke første gang, at Schultz kommer ud i problemer med det omliggende samfund, fordi han oftest går forrest i en aktuel debat, såsom da han for godt et par år siden efter endnu et skyderi ved en amerikansk highschool skrev, at han opfordrede kunderne til ikke at bære våben synligt i Starbucks’ forretninger. Det skabte også en debat især i de stater, hvor man har lov til at bære skydevåben i det offentlige rum. Kritikken kom dengang ikke helt bag på ham, for han opfordrede kun til ikke at bære våben. Han forbød ikke våben i Starbucks i de stater, hvor den slags normalt er tilladt.

»For jeg ønsker ikke, at mine ansatte skal håndhæve et sådant forbud. Den risiko vil jeg ikke løbe,« sagde Schultz dengang.

Det tredje sted mellem hjem og arbejde

Starbucks har også støttet homoseksuelles rettigheder, og der har været rejst kritik af Starbucks med påstande om, at virksomheden støttede den israelske stat med penge, hvilket især fik den arabiske del af den amerikanske befolkning og den antiisraelske lobby til at protestere. Schultz har hver eneste gang benægtet, at det skulle have noget på sig.

Det har også vakt opsigt, at Starbucks meget åbent har støttet, at Kongressen får vedtaget et budget, da det er usædvanligt, at en virksomhed går ind i et så ømtåleligt problem. For Kongressen er handlingslammet, og der har ikke været vedtaget et egentligt budget i mange år.

Til gengæld kan det ikke undre nogen, at Starbucks-chefen har været en smule mere lunken over for ideen om at hæve mindstelønnen for de ansatte, ligesom han ikke har været en stor fan af præsident Barack Obamas sundhedsreform, der lægger nye udgifter på arbejdsgiverne. Jo, man kan finde udtalelser, hvor han støtter det til en vis grad, men han var meget kategorisk, da Starbucks’ hjemstat, Washington, foreslog 15 dollar, cirka 102 kroner, som minimumstimeløn.

»Jeg tror ikke, at man kan bevare en virksomheds evne til at være spændstig med en sådan løn,« sagde Howard Schultz.

Starbucks-direktøren er en engageret mand, som ikke tøver med at komme med sine synspunkter, selv om han også har måttet indse, at hans forretningsmodel om, at Starbucks er et tredje sted mellem hjemmet og arbejdspladsen, og at det skal være et sted, der samler folk og giver anledning til en dialog over en kop kaffe, ikke holder i virkeligheden.

For forretningen Starbucks har et stærkt varemærke, men Schultz’ forsøg på også at sætte en politisk kurs bliver ikke vel modtaget alle steder. Og hans mange udmeldinger har nu fået en yderligere konsekvens. I et USA, der bliver mere og mere optaget af den næste valgkamp, fik han forleden spørgsmålet, om han stiller op som præsidentkandidat. Hans næste problem var, at han lod sig overrumple og svarede så henholdende, at nogle tror, at han stiller op.

Det gør han nok ikke, men hans og Starbucks’ politiske initiativer vil givetvis fortsætte.