En kold tyrker i Det Arabiske Forår

En flaske whisky blev beslaglagt ved indrejsen til Libyen, og kunne så hentes ved udrejse fra det muslimske land. Men da var den der på mærkværdig vis ikke længere....

Ingen, der lander i Tripolis lufthavn, får en flaske whisky med ind i landet. Men man får tilsyneladende heller ikke flasken med sig ud af landet. Fold sammen
Læs mere
Foto: ISMAIL ZITOUNY
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tolderen pegede først på mig og så på min kuffert, der netop var blevet gennemlyst i sikkerhedskontrollen i ankomsthallen i lufthavnen i den libyske hovedstad, Tripoli. »Åbn den,« sagde han og fandt hurtigt det, han ledte efter: en flaske whisky, som man åbenbart ikke måtte tage med ind i det nye, Gaddafi-fri Libyen.

Just ankommet fra Malaysia med mellemlanding i den egyptiske hovedstad, Kairo, havde jeg medbragt whiskyen, så fotografen, som jeg skulle mødes med i Tripoli, og undertegnede kunne få en lille en om aftenen efter en lang dag på opdagelse i det libyske forsøg på at undgå ragnarok efter revolutionen og oberst Muammar Gaddafis fald. Men sådan skulle det altså ikke være, og det kunne jeg naturligvis godt have forudset. Det foresvævede mig, at alkohol allerede var haram (forbudt ifølge islam, red.) under Gaddafis regime, og islam har jo ikke just fået en mindre fremtrædende plads under de nye magthavere. På den anden side kunne det jo være, at de nye libyske myndigheder udviste samme fleksibilitet som deres kolleger i andre islamiske lande, hvor alkohol kun er haram for muslimer. Og ved nærmere eftertanke havde Muammar Gaddafi jo heller ikke været så rigid. I hvert fald kunne flere af hans sønner godt lide at feste igennem med procenter i blodet. Det gjaldt eksempelvis sønnen Hannibal, som under et ophold i Danmark som studerende på Copenhagen Business School var en flittig og højrøstet gæst på Københavns natklubber.Nå, til gengæld havde de nye libyske myndigheder tilsyneladende fuldstændigt styr på al den spiritus, der blev konfiskeret i lufthavnen. Af de seks mænd, der var involveret i sagen om min flaske, var én overordnet, og han gjorde sig umage med at udfylde et dokument, som jeg så kunne aflevere ved udrejse af Libyen. På den måde ville jeg få min whisky tilbage, forklarede han i et lille rodet kontor, hvor – skulle det senere vise sig – tolderne opbevarede de forbudte flasker.

Allerede på vej ud af lufthaven var hændelsen næsten glemt, og så slemt er det jo heller ikke at drikke te i en hel uge – i særdeleshed ikke eftersom nogle europæiske kolleger, der også var taget til Libyen for at dokumentere det post-revolutionære kaos, en aften inviterede på en vodka. Den havde de indkøbt på det sorte marked for den nette pris af 1.000 kroner. Men så var det også en hel liter.

Nå, dagen oprandt, hvor turen gik hjemover, og da jeg havde god tid før afgang i lufthavnen, opsøgte jeg det lille kontor med den store mængde spiritus. Det var de samme mænd, der hang ud, men deres overordnede skulle de først hente et andet sted, da jeg viste dem den kvittering, jeg havde fået, dengang de midlertidigt konfiskerede whiskyen. Det tog en del tid, inden den overordnede indfandt sig – måske mistænkelig lang tid. Han fandt i adstadigt tempo nøglen frem til et rum ved siden af kontoret. Det var fyldt med reoler spækket med konfiskeret spiritus, nåede jeg at se, inden døren blev lukket.

Der gik omkring fem minutter, så kom den overordnede ud af rummet igen. Tomhændet. Han kunne ikke finde min whisky, sagde han uden den store beklagelse. Det var da mærkeligt, replicerede jeg, men fik kun et underfundigt smil og et skuldertræk tilbage.

Gud ved, hvor de gør af al den alkohol, tænkte jeg, da jeg et øjeblik efter sad i flyet på vej til en mellemlanding i Rom, hvor – kom jeg i tanke om – tolderne alligevel ville have taget min whisky, fordi den er købt uden for EUs mure.

Svaret – altså på hvad der skete med whiskyen – har jeg ikke fået, men et par måneder efter turen til Libyen, mens jeg tjekkede op på situationen dernede, faldt jeg over en tankevækkende relateret historie fra hovedstaden Tripoli: Få uger efter mit ophold i Libyen oplevede Tripoli i en periode på kun en uges tid et af de største udbrud af alkoholforgiftning noget sted i verden. Flere end tusinde personer blev akut indlagt med symptomer såsom blindhed og hjerne- og nyreskader, og over 100 af de forgiftede omkom.

Rygtebørsen ville vide, at nogen havde blandet metanol i den lokale sprut – kendt som bokha – som fremstilles illegalt. Men hvem var synderne? Islamister, der ville straffe de libyere, der indtager alkohol? Eller smuglere, der »importerer« rigtig spiritus udefra og derfor ønsker at beskytte deres monopol? Eller var det »bare« de illegale destillerier, der havde tilsat metanol for at øge bokhaens alkoholprocent?

Også det svar svæver i den libyske ørkenvind.