En knap tre år lang strejke mod Tesla, som har involveret medlemmer fra Sveriges metalarbejderes fagforening, IF Metall, står til at slutte.

Årsagen er, at Tesla har købt sig fri af fagforeningens strejkende medlemmer.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

- Tesla har ganske enkelt betalt dem for at afslutte deres ansættelser, siger Veli-Pekka Säikkälä, der er aftalesekretær i Landsorganisationen i Sverige, som IF Metall er en del af, til nyhedsbureauet.

Der er tale om omkring 80 personer.

Adspurgt om, hvorvidt strejken har været tiden værd, siger Säikkälä, at det er "tydeligt, at det er et mislykket forsøg".

- Der er ikke indgået nogen overenskomst. Men det, man har opnået, er, at Tesla faktisk har forbedret ansættelsesvilkårene i løbet af strejken, så ansættelsesvilkårene nærmer sig en overenskomst, siger han.

Alle strejketiltag mod Teslas svenske selskab slutter fra og med onsdag den 19. august, oplyser IF Metall i en pressemeddelelse.

- Vi kan konstatere, at Tesla er så stærke modstandere af en overenskomst, at de hellere vil frikøbe ansatte, som er medlemmer i fagforeningen, end at give dem trygge vilkår, siger IF Metalls aftalesekretær, Simon Petersson, i pressemeddelelsen.

I pressemeddelelsen kalder IF Metalls forbundsordfører, Marie Nilsson, de strejkende medlemmer for "faglige helte".

- At strejke i næsten tre år indebærer store personlige ofre, siger hun.

IF Metall indledte strejken mod Tesla i oktober 2023, efter at forhandlinger om en overenskomst var brudt sammen.

Maria Lantz, der er kommunikationsansvarlig for Tesla Sverige, byder den afbrudte strejke velkommen, skriver TT.

I en skriftlig kommentar til det svenske nyhedsbureau understreger hun, at Teslas aftaler med de ansatte er "ligeværdige eller bedre end dem, der er omfattet af en overenskomst".

RITZAU