En katastrofal reaktion

Atomkraftulykken på Tjernobyl i 1986 er blevet betegnet som den værste miljøkatastrofe i menneskehedens historie. Men ser man på de hårde, videnskabeligt dokumenterede kendsgerninger, har helbredskonsekvenserne af radioaktiviteten været begrænset. Til gengæld har panikken og dommedagsprofetierne haft store omkostninger for sundheden.

TJERNOBYL, UKRAINE

Foran Eliaskirken i landsbyen Tjernobyl kan man hver dag se en håndfuld af byens beboere stå og sludre indbyrdes om vejr og vind.

Det burde i princippet ikke være muligt. For der må slet ikke bo nogen her. Byen ligger kun 15 kilometer fra atomkraftværket og befinder sig dermed inden for den 30 kilometers eksklusionszone omkring Tjernobylværket, hvor der er dømt helbredsfare på grund af forhøjet radioaktivitet. Fra denne zone blev 115.000 mennesker evakueret i huj og hast efter Tjernobylulykken i 1986, og siden da er ikke så meget som en kvadratcentimeter jord i zonen blevet erklæret renset, eller »dekontamineret«, som man siger på disse kanter.

Så hvad laver de mennesker her?

»Vi bor her,« siger babusjkaen Olga Grigorevna i munden på sin mand Andrej Antonovitj. Og stolt giver ægteparret sig til at fortælle om, hvordan de nogle år efter ulykken lod hånt om alle forbud og advarsler og flyttede tilbage til deres gamle hus i zonen for at tilbringe deres otium her. I begyndelsen var der problemer med politiet ved zonens kontrolposter, men efterhånden har politiet affundet sig med dem og deres naboer. I alt bor der op imod 600 mennesker i zonen.

»Vi er så glade for vores beslutning,« siger de samstemmende. »Her er rart, særlig om sommeren. Fuglene synger, kastanjerne blomstrer, vi har køer, høns, gæs og grønsager og naturligvis masser af plads. Vores børn kommer også indimellem og besøger os.« Om det er farligt? »Nej, nej,« siger de samstemmende, »lad være med at tro på det ævl.«

Indtil for nylig var det fristende at afskrive disse mennesker som alderdomssvækkede og alt for naive til at kunne overskue de helbredsmæssige konsekvenser af deres beslutning.

Men flere videnskabelige undersøgelser synes faktisk at give dem ret. Det er ikke nødvendigvis farligere at bo i et område med forhøjet radioaktivitet, end det er at lade sig genhuse andetsteds i Ukraine.

`

Som læge er det min erfaring, at befolkningen i Ukraine dør af de samme sygdomme, uanset i hvilken afstand de bor og boede fra Tjernobyl.

,

Ljubov Mikhailovna,

hospitalslæge

i Borodjanka

For nylig gjorde Ugeskrift for Læger status over konsekvenserne af Tjernobyl-ulykken 15 år efter. Heraf fremgår det, at de videnskabeligt dokumenterede konsekvenser af det radioaktive udslip har været langt mere begrænsede end hidtil antaget i medierne, hvor der har været talt om tusinder af dødsfald.

I dag har man således kun med sikkerhed kendskab til 41 dødsfald blandt de 143 personer fra redningsmandskabet, der fik strålesyge, efter at have deltaget i brandslukningen og redningsarbejdet på værket på selve ulykkesdagen den 26. april.

Blandt de 600.000-800.000 såkaldte likvidatorer, arbejdere og soldater, som deltog i oprydningsarbejdet efter ulykken, er der ikke dokumenteret helbredsmæssige konsekvenser af strålingen. Den norske miljøorganisation Bellona hævder på sin hjemmeside, at op mod 15.000 af dem menes at være døde fra 1986-1996, mens de russiske medier taler om helt op til 60.000 døde. Faktum er imidlertid ifølge Ugeskrift for Læger, at der overhovedet ikke er videnskabeligt belæg for disse tal.

Blandt den almindelige befolkning er den eneste sikre helbredsmæssige konsekvens af det radioaktive udslip en kraftig stigning i forekomsten af kræft i skjoldbruskkirtlen hos dem, der var børn og unge på tidspunktet for ulykken. Fra at have været en stor set ukendt sygdom er der i dag flere tusinde tilfælde af skjoldbruskkræft i de forurenede områder i Hviderusland, Ukraine og Rusland.

Sygdommen er dog kun i sjældne tilfælde dødelig. Ljubov Mikhailovna, hospitalslæge i Borodjanka, siger:

»Jeg har arbejdet som læge i adskillige år, og i al den tid har jeg kun hørt om ét dødsfald som følge af kræft i skjoldbruskkirtlen. Og jeg har fulgt det nøje, for de sidste to år har jeg været med i et projekt til belysning af strålingens indvirkning på helbredet. Min egen skjoldbruskkirtel er også forstørret, men for at sige det ligeud, så lever de fleste uanfægtet videre, for det indvirker ikke på funktionen af den.«

Ljubov Mikhailovna tilføjer, at evakuerede fra Tjernobyl i årevis har været tilbøjelige til at tilskrive Tjernobylulykken hver eneste sygdom, de får - hvad enten det drejer sig om forkølelse, leukæmi eller brystkræft.

»Som læge er det min erfaring, at befolkningen i Ukraine dør af de samme sygdomme, uanset i hvilken afstand de bor og boede fra Tjernobyl«, siger hun.

»Men jeg kan da roligt bekræfte, at der er virkelig meget at dø af her i Borodjanka-regionen. Mangelsygdomme, alkohol, arbejdsulykker, forgiftninger og hjerteslag. Men der er ingen overdødelighed blandt de evakuerede fra Tjernobyl.«

`

Jeg har aldrig set et handicappet barn, hvis misdannelser med sikkerhed kunne tilskrives udslippet på Tjernobyl. Jeg tror, at fotograferne simpelthen er taget ind på børnehjem for handicappede, har fotograferet børnene, og skrevet Tjernobyl i billedteksten.

,

Oksana Garnets, ansat på FNs Tjernobylprogram i Ukraine

De videnskabelige fakta rejser spørgsmålet om, hvor alle fotografierne af de misdannede og syge Tjernobyl-børn, som vestlige medier har trykt gennem årene, egentlig stammer fra.

Oksana Garnets er ansat på FNs Tjernobylprogram i Ukraine og har arbejdet med konsekvenserne af Tjernobyl i ti år. Hun siger:

»Jeg har aldrig set et handicappet barn, hvis misdannelser med sikkerhed kunne tilskrives udslippet på Tjernobyl. Jeg tror, at fotograferne simpelthen er taget ind på børnehjem for handicappede, har fotograferet børnene, og skrevet Tjernobyl i billedteksten.«

Som et eksempel fremhæver Oksana Garnets, at organisationen Children of Chernobyl for tiden planlægger en fotoudstilling i New York.

»Halvdelen af billederne forestiller misdannede børn. Formålet med udstillingen er godt og ærværdigt, men det er efter min mening misbrug af handicappede børn. De har intet med sagen at gøre. Jeg tror, at det er journalister, interesseorganisationer og lokale politikere, som i fællesskab er gået efter det sensationelle.«

Mens de helbredsmæssige konsekvenser af forhøjet radioaktivitet foreløbig synes begrænsede, så har ulykkens sociale og psykiske omkostninger været enorme. Det fremgår af en ny rapport fra UNICEF og UNDP, som klart beskriver, at evakuerede fra Tjernobyl føler sig syge, uanset om de er det eller ej. I rapporten nævnes som eksempel en overvægtig kvinde med forhøjet blodtryk i 50erne, der som svar på et forslag om at spise fedtfattigt og sundt siger: »Hvorfor sku' jeg? Jeg var likvidator, med i oprydningsarbejdet efter Tjernobyl, jeg skal dø alligevel.«

Betegnende er det, at en tredjedel af de mange oprydningsarbejdere i Ukraine har ladet sig registrere som invalide og uarbejdsdygtige på trods af, at de ifølge undersøgelser ikke dør af strålerelaterede sygdomme, men af alkohol, tobak, overvægt og dårlig ernæring.

`

I vores region er der mange tusinde, som blev evakueret hertil efter Tjernobyl. De opfører sig anderledes end andre grupper. De er blevet »socialt infantile«, ude af stand til at tage et selvstændigt ini-

tiativ.

,

Natalja Vysjinskaja, psykolog på Centret for Socialpsykologisk Rehabilitering for Tjernobylofre i Borodjanka

Natalja Vysjinskaja, der er psykolog på Centret for Socialpsykologisk Rehabilitering for Tjernobylofre i Borodjanka, fortæller:

»I vores region er der mange tusinde, som blev evakueret hertil efter Tjernobyl. De opfører sig anderledes end andre grupper. De er blevet »socialt infantile«, ude af stand til at tage et selvstændigt initiativ. De render ustandseligt til lægen, og melder sig syge på arbejde for det mindste. De klager over statens manglende evne til at løse alle deres problemer. Reaktionen er forståelig. Siden begyndelsen af halvfemserne er de blevet bombarderet med information om, hvor forfærdelig farlig radioaktivitet er. Så de tror, de er dødssyge, de bliver stressede og får psykosomatiske sygdomme. Jeg føler mig overbevist om, at evakueringen af dem og panikken omkring Tjernobyl har været mere skadelig for deres helbred end selve radioaktiviteten. Mange af dem burde ikke have været evakueret.«

Ifølge Oksana Garnets fra FNs Tjernobylprogram i Ukraine er det dog absurd at forestille sig, at man kunne have valgt ikke at evakuere folk.

»I dag er det nemt at sidde og være bagklog og konkludere, at så burde man måske ikke have evakueret folk dér og dér. Men det var en helt naturlig reaktion dengang, efter så stor en ulykke, som ingen kunne overskue konsekvenserne af.«

Psykologen Natalja Vysjinskaja gør også opmærksom på, at evakueringen af titusinder af mennesker ikke kun har ført til problemer for de evakuerede, men også for beboerne i de områder, som modtog dem.

De evakuerede kom først i køen til arbejde og lejligheder, som der i forvejen var lange ventelister til. De evakueredes børn fik særligt vitaminrige måltider i skolen og kom på rekreationsferier. Det skabte social misundelse.

»Der er virkelig mange fattige familier her, hvis børn kun spiser én gang om dagen - i skolen. For forældrene i disse familier er det hårdt at se på, hvordan de evakueredes børn får vitaminholdige måltider, mens deres egne børn lider af mangelsygdomme. Der er altså stress på begge sider, både hos evakuerede og fastboere. Derfor synes jeg også, at verdenssamfundet skal begynde at koncentrere sig om hjælp til befolkningen generelt i stedet for at fokusere på Tjernobylofre.«