En julehistorie

En protestant og en katolik fra Nordirland tager på bryllupsrejse i USA. Tidligere var de fjender, i dag taler de sammen om provinsens fremtid. Og skiftende amerikanske præsidenter har givet en hånd.

Foto: Saul Loeb/AFP

Guderne skal vide, at der er nok at brokke sig over i det transatlantiske forhold. Man kan nævne klimaet, kampen mod terror og Irak, for blot at give enkelte eksempler. Inden længe skal udlændinge afgive ti fingeraftryk for at komme ind i Amerika. Det vil næppe få europæere, eller andre, til at føle sig mere velkomne.

Men det er snart jul, og derfor skal vi her dvæle ved en positiv hændelse, ja snarere et eventyr, som er blevet noget overset på det seneste, fordi der jo er tilstrækkeligt med negativt at berette om, jfr. ovenstående.

NAVNET på den gode nyhed er Nordirland. Den informerede læser vil vide, at denne provins, som hører under Storbritannien, har været hærget af uro i årtier. Tusinder af mennesker er omkommet. Et katolsk mindretal ønsker at være en del af den irske republik, også kaldet Eire, der har Dublin som hovedstad. Det protestantiske flertal vil ikke høre tale om det. Halvmilitære grupper, bl.a. det katolske IRA og det protestantiske UVF, har spredt skræk og rædsel ved at likvidere modstandere eller lægge bomber, der dræber tilfældige.

Der har været flere tilløb til en fredsløsning, men det gik længe skævt. Siden foråret går det fremad. I maj blev der dannet en fælles regering i Belfast, den ellers højtråbende protestantiske pastor Ian Paisley, der har hidset gemytter op i et halvt århundrede, er førsteminister.

Den tidligere IRA-kæmper Martin McGuinness, der formentlig har blod på hænderne, er hans stedfortræder. De har lige været i USA, og det virkede som en bryllupsrejse. Den 81-årige Paisley og McGuinness, der kunne være hans søn, skulle forsøge at tiltrække investorer og turister til deres region, men for de fleste, der mødte dem, var parløbet i sig selv nok til at rydde kalenderen for andre aftaler.

De var hos præsident Bush i Det ovale Kontor til en visit, der skulle have varet nogle minutter, men trak ud til en time. De fik lige så længe med Hillary Clinton, en af de demokratiske præsidentkandidater. Bush, Clinton og andre var fascinerede over kemien mellem de to, der hjemme efterhånden kaldes Chuckleboys, hvilket kan oversættes til fnisedrenge.

Den er ingen selvfølgelighed. »Indtil 26. marts dette år vekslede Ian Paisley og jeg aldrig et ord om noget som helst, ikke engang om vejret,« sagde McGuinness i Det ovale Kontor. »Og nu har vi arbejdet meget tæt sammen de sidste syv måneder, og der har ikke været et ondt ord imellem os«.

DET LYDER for godt til at være sandt, og der er ikke noget at sige til, at folk bliver grebet af det. Bush og Clinton nød åbenlyst at være sammen med to gamle fjender, der havde fået noget til at fungere. Omtrent samtidig kaldte den irske premierminister Bertie Ahern i Dublin Paisley »min gode ven«. Det havde han ikke gjort for et år siden.

Hvad er der sket? En af de gode lærer af denne historie er, at USA kan hjælpe. Det var den daværende præsident Bill Clinton, der i 1990erne hjalp med tilnærmelsen.

Amerika har traditionelt haft forståelse for den katolske side i konflikten, og IRA har fået millioner af dollar fra godtroende irsk-amerikanere, der også spiller en rolle, når der er valg. Omvendt er der et tæt forhold mellem Washington og London.

Clinton inviterede lederen af IRAs politiske parti Sinn Fein til Det hvide Hus. Det udløste kritik i Storbritannien, men han fortsatte projektet. Han besøgte Irland, både republikken og provinsen, og satte en særlig udsending til at beskæftige sig med spørgsmålet. Det var måske et af de få initiativer, der ikke blev smidt ud ad vinduet, da Bush kom til. Den nuværende præsident har støttet det fortsatte arbejde. Det er frugterne af denne indsats, man ser nu.

MAN ER langt fra ved vejs ende. Paisley og McGuinness er ikke engang enige om et mål for deres parløb. Skal Nordirland indlemmes i republikken, fortsætte under London eller være et Kosovo i luksusudgave? Der er heller ikke fuldstændig ro. En IRA-udbrydergruppe fortsætter med terroren. Men det er på lavt blus, i forhold til de foregående fyrre år.

Paisley og McGuinness, og folkene omkring dem, har opdaget fornuften. »Der er ingen vej tilbage,« siger deres medarbejdere. Ude i verden er der en del, som har bemærket miraklet. Den iranske ambassadør har været på besøg, der kommer forespørgsler fra Baskerlandet, Irak, de kurdiske områder og palæstinenserne. Alle vil høre om konfliktløsning på nordirsk.

McGuinness stedfortræder Gerry Kelly siger, at man ikke kan komme med generelle opskrifter til konfliktløsning, for hvert eneste brændpunkt har sine særheder. Men man har selv lært meget af de mekanismer, der førte til afviklingen af apartheid i Sydafrika. Det vigtige er, at man taler med alle sider af et problem, altså også de virkelig væmmelige, hedder det.

Det er en rigtig julehistorie. Skal vi gætte på næste års modtagere af Nobels fredspris? Glædelig højtid.