En flittig højre hånd

Tyrkiets nye premierminister er myreflittig og udfordrings-narkoman. Han er også loyal, grænsende til det absolutte, over for præsident Erdogan og manden bag en forfejlet nabopolitik.

Tyrkiets nyudnævnte premierminister, den 55-årige Ahmet Davutoglu, bliver hyldet af sit parti, AKP. Foto: Umit Bektas/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: Hans personlige succes er uovertruffen.

55-årige Ahmet Davutoğlu er steget i graderne, hurtigere end nogen anden tyrkisk politiker. Fra at være ukendt akademiker, grå og halvkedelig, gik han fra Det Nationale Sikkerhedsråd til udenrigsministerposten i 2009. Fem år senere er han nu premierminister i et af regionens mest indflydelsesrige lande. Han er den flittige teknokrat, der aldrig går af vejen for endnu en udfordring. Diplomater siger om ham, at han er typen, der stiger på et fly klokken halv tre om natten for at fremme endnu et projekt.

Også mindre projekter. Davutoğlu er ikke den magelige type. Han brænder sit lys i begge ender og holder sig på sikker afstand af intriger, sammenlignet med andre af landets førende politikere. Den egenskab gør ham populær og er hovedargumentet hos dem, der støtter ham. De tror, hans korrekte og principfaste facon vil skabe enhed i AKP partiets rækker og bidrage til, at Tyrkiet kan samle tankerne om at stå i spidsen for regionen og fortsætte den positive økonomiske udvikling, landet har oplevet de seneste år.

Davutoğlu går samtidig for at være en frygtet boss, der forlanger total loyalitet af sine medarbejdere.

»Han er en leder. Ikke en Erdogan, som har evnen til at vække masserne. Davutoğlu besidder evnen til at skabe et magnetisk felt, som tiltrækker de intellektuelle dele af samfundet,« skriver den tyrkiske kommentator Etyen Mahçupyan om landets nye premierminister i en klumme i Daily Sabah.

Det var Ahmet Davutoğlu, der formulerede Tyrkiets såkaldte gode naboskabspolitik. En udenrigspolitik baseret udelukkende på gode venskaber med alle regionens lande. En tyrkisk overskudspolitik baseret på en overbevisning om, at landet kan mestre balancen på tværs af regionens alliancer, fordi Tyrkiet nu engang er den førende faktor. I hvert fald i tyrkisk selvopfattelse.

Landet er ude af balance med sine naboer

Men Davutoğlus idé er mundet ud i nul gode naboskaber med nul lande. Tyrkiet er på kant med Israel, Syrien og Egypten. De arabiske lande er trætte af Tyrkiets ambitioner i den arabiske verden. Vesten ser med træthed og bekymring på det fænomen, der er døbt jihad-hovedvejen. Den stadige strøm af jihadister, der rejser ind og ud af Syrien via Tyrkiet. Et fænomen, der ikke kun skaber regional ubalance og forværrer forholdet mellem Syrien og Tyrkiet. Men også en udvikling, der skaber et nyt trusselbillede, som Davutoğlu holdes medansvarlig for. Islamisk Stat holder tyrkiske statsborgere fanget i Syrien og Irak, og den tyrkiske regering har hidtil været ude af stand til at forhandle sig til en løsning af det problem.

Kritikere af Davutoğlu bruger den fejlslagne naboskabspolitik mod ham, mens hans støtter fremhæver de positive elementer. For dem, er det ikke Davutoğlus skyld, at politikken har fejlet, men i stedet først og fremmest regionens arabiske lande og de mange omvæltninger. Hvad angår Israel, er det en bred opfattelse i Tyrkiet, at det ikke er Tyrkiet, der har sat mange års godt naboskab, militært samarbejde og handel over styr.

På den politiske scene opfattes Ahmet Davutoğlu som en premierminister, der vil være loyal over for præsident Erdogan. Som præsidentens højre hånd de næste mange måneder, og den teknokratiske drivkraft Erdogan netop har brug for, hvis forfatningen skal ændres til at give præsidenten nye beføjelser.

Davutoğlu bruger allerede nu sin regionale naboskabsvision om det kommende forhold mellem premierminister og præsident. Han beskriver forholdet til Erdogan som et »nul konflikt-forhold«.

»Vi vil bygge et nyt Tyrkiet hånd i hånd, skulder ved skulder,« sagde han for nylig.

Om det Tyrkiet er Erdogans vision eller en fælles Davutoğlu-Erdogan politik, hvor Erdogan har det sidste ord, vil de kommende måneder vise.

Begge politikere synes på nuværende tidspunkt at være meget fokuserede på at sende signaler om tyrkisk enhed, mens det overordnede mål er at opbygge et sidestykke til osmanner-riget. Bare med den ene forskel, at det moderne Tyrkiet ikke kollapser lige som osmannerriget efter Første Verdenskrig.

Denne artikel er oprindeligt bragt uden kildehenvisning til Daily Sabah. Den er siden blevet opdateret.