En farlig kærlighedshistorie: Derfor frygter Putin Trumps »broderkys«

Vladimir Putin soler sig i en amerikansk valgkamp, hvor han bliver tilskrevet mere magt og vælde, end han turde drømme om. Virkeligheden er imidlertid, at også Rusland frygter den uberegnelige Trump.

Den russiske præsident Vladimir Putin i et ømt øjeblik med den måske kommende præsident for USA, Donald Trump, på et murmaleri i Vilnius i Litauen – en af de baltiske NATO-småstater, Trump ikke vil komme til hjælp. Foto: Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

MOSKVA: Den amerikanske præsidentkandidat lægger hånden blidt om nakken på den russiske præsident. Donald Trump presser sine læber mod Vladimir Putins.

»En kærlighedshistorie,« lyder overskriften under tegningen i det seneste nummer af det ansete amerikanske magasin The New Yorker.

Den malende illustration af de to mænd i hed omfavnelse er inspireret af et berømt graffitimaleri fra dagene efter Berlinmurens fald i 1989. På originalen optræder den østtyske kommunistboss Erich Honecker i et akavet »broderkys« med sovjetlederen Leonid Bresjnev.

Nu har koldkrigskysset fået nyt liv i en amerikanske valgkamp i 2016. Her har forholdet til Rusland nemlig de seneste uger – for første gang siden Den Kolde Krig – indtaget en helt central rolle i opgøret mellem de to præsidentkandidater.

Budskabet fra artiklen i The New Yorker er svært at misforstå: Donald Trump, manden, der kan blive USAs næste præsident, er i seng med fjenden.

Den advarsel har de seneste uger lydt stadigt højere fra Trumps modstandere.

»Forsøger Putin at stjæle det amerikanske valg?« spurgte den amerikanske kommentor Nicholas Kristof i sidste uge i New York Times.

Fredag fulgte et svidende angreb fra ingen ringere end den tidligere CIA-chef, Michael Morell.

»Vi i efterretningsmiljøet ville sige, at Putin har rekrutteret Trump som en uvidende agent,« skrev den erklærede Clinton-støtte.

Morell peger på, at Trump har sået tvivl om hele den vestlige sikkerhedsarkitektur, herunder USAs vilje til at forsvare de baltiske NATO-lande i tilfælde af et russisk angreb. Milliardæren har også proklameret, at han vil overveje at blåstemple Ruslands annektering af den ukrainske Krim-halvø.

Og så er vi slet ikke nået til det hackerangreb, som hans modstander, Hillary Clintons Demokratiske parti, har været udsat for. Det er ifølge amerikanske efterretningskilder »med høj sandsynlighed« udført af den russiske stat.

I sidste uge kædede Hillary Clinton så hackerangrebet direkte sammen med Trumps månedlange retoriske flirt med den russiske præsident.

»Vi ved, at de arrangerede, at disse emails skulle offentliggøres, og vi ved, at Donald Trump har vist en meget bekymrende vilje til at bakke Putin op,« sagde Clinton.

Man kommer ikke meget tættere på at udpege Trump som »den sibiriske kandidat«, sådan som den fremtrædende amerikanske økonom og Nobelpristager Paul Krugman for nyligt døbte det republikanske bud på en præsident.

Den officielle Rusland har ikke overraskende benægtet, benægtet og benægtet. Kreml blander sig på ingen måde i den amerikanske valgkamp og støtter ingen af kandidaterne, lød det i sidste uge fra Putins talsmand, Dmitrij Peskov.

Mere bemærkelsesværdigt var det, at talsmanden havde svært ved at skjule sin begejstring for, at Rusland nu i visse kredse nærmest tilskrives rollen som kongemager i verdens mest magtfulde land.

»Vi ser jo, at »Ruslands-kortet« ligger i det røde hjørne hos alle politikere i Washington under valgkampen. Og ofte bliver det trumfkortet i spillet,« sagde Peskov.

Ondt blod mellem Putin og Clinton

Kremls spindoktorer har da også al mulig grund til at high five hinanden, når de kigger på de seneste måneders amerikanske valgkamp. Også selv om det måske ikke ligefrem var et ømt mandekys, man havde håbet på.

Ikke siden Den Kolde Krigs verdensorden – om overhovedet da – har en leder i Kreml indtaget en så markant plads i en amerikansk valgkamp, påpeger Maksim Trudoljubov, redaktør på den liberale Moskva-avis Vedomosti.

»Kreml nyder den nuværende situation,« siger han.

»Den gør det let at fremstille USA som kaotisk, ustabilt og dysfunktionelt og alt det. Os så taler kandidaterne hele tiden om Rusland. Det er helt fantastisk set fra Kreml. Det får Moskva til at fremstå langt mere magtfuldt, end det egentlig er,« siger Maksim Trudoljubov til Berlingske.

Eksemplerne bare fra de seneste uger er mange. Trump er »Putins marionet«, skrev den amerikanske journalist Franklin Foer i netmagasinet Slate. En overskrift i magasinet The Atlantic supplerede i sidste uge: »Nu er det officielt: Hillary Clinton stiller op imod Vladimir Putin«.

Den slags retorisk greb tilskriver manden i Kreml en indflydelse over amerikansk politik, som Putin kun kan fantasere om, siger Maksim Trudoljubov.

»Rusland er svagt økonomisk, og det er endda ikke stærkt militært. Men Kreml er ekspert i at puste sig op,« siger han.

Dermed ikke sagt, at Vladimir Putin ikke skulle være interesseret i at påvirke det amerikanske valg, alt hvad han kan. I Rusland ses Hillary Clinton således som en udenrigspolitisk høg, der vil gøre livet svært for Putin. Selv på det personlige plan er forholdet mellem de to præget af ondt blod.

En del af det kan spores tilbage til 2011. Dengang brød de største anti-Putin-demonstrationer nogensinde ud i Moskva i protest mod omfattende valgsvindel. Clinton havde som amerikansk udenrigsminister skarpt kritiseret uregelmæssighederne ved valget, og nu beskyldte en rasende Putin hende for at have sendt et »signal« til demonstranterne.

»Putin har meget stærkere følelser over for Clinton end over for Trump. Jeg tror, at han hader hende,« siger Maksim Trudoljubov.

Hvis den russiske stat står bag hackerangrebet på det demokratiske parti, kan det derfor ses som et tak-for-sidst.

»Hvis Rusland står bag det, er det nærmere et budskab til Clinton: »Vi regner med, at du bliver den næste præsident. Men pas på, for vi holder øje med dig«. Det er en demonstration af de russiske cyber-muskler,« siger redaktøren.

Trump-triumf kan blive en pyrrhussejr

Men ønsker Putin da ikke, at USAs næste præsident skal hedde Donald Trump?

Svaret på det spørgsmål er, at det ved vi strengt taget ikke.

Donald Trump selv ynder godt nok at fortælle, at Putin skulle have rost ham til skyerne, ja, endda kaldt ham et geni.

»Han sagde »Donald Trump er et geni. Han vil blive leder af partiet og leder af verden«,« pralede Trump om Vladimir Putins angivelige ros.

Det citat findes dog kun i Trumps hoved. Ved et pressemøde tilbage i december sidste år kaldte Putin Trump for en »meget markant og talentfuld person«. I juni gentog Putin første del af den karakteristik:

»Trump er en markant person. Og nå, er han ikke markant?« sagde Putin.

Andet har den russiske præsident ikke sagt. Nu ville det selvfølgelig også være stupidt af Kreml at skamrose Trump, hvis man ønsker, at han skal vinde. En fremmed magts velsignelse ville kun skade amerikaneren.

Men også i Kreml skelner man skarpt mellem valgkamp og valgets udfald, siger Samuel Greene, der er leder af King’s Russia Institute ved King’s College i London.

»En del af Kreml nyder denne mulighed for at skabe noget ustabilitet. Der er en tænkning i Kreml, at hvis du kan skubbe de vestlige ledere ud af balance og svække deres hjemlige legitimitet, så er det sværere for dem af følge en fast linje i forhold til Rusland, især når det gælder Ukraine,« siger Samuel Greene.

»Denne mulighed handler ikke så meget om at vælge en vinder, men om at sørge for, at den, der vinder, er relativt svag,« siger han.

En præsident Trump i det Hvide Hus er en anden historie. På overfladen vil en isolationistisk og til tider Putin-rosende præsident opfylde flere af Kremls hedeste drømme: Sammenholdet i NATO kan blive svækket, og båndene mellem Europa og USA kan blive forgiftet.

Derfor foretrækker de russiske magthavere klart Trump frem for Clinton i Det Hvide Hus, vurderer blandt andre USAs tidligere ambassadør i Moskva, Michael McFaul.

Men også for Putin er en præsident Trump en højrisikabel ubekendt, siger Samuel Greene. Verdens største militærmagt vil være styret af en uberegnelig mand, der har truet med at vende op og ned på den nuværende sikkerhedspolitiske orden. Trump har eksempelvis luftet ideen om at atom-bevæbne Japan, der grænser op til Rusland.

»Trump er fordelagtig for Moskva på den måde, at han vil drive en kile ned mellem Europa og USA. Men samtidig tror jeg ikke, at Moskva vil drage fordel af, at vi får flere atommagter og flere varme militære konflikter i verden,« siger Samuel Greene.

Selv Trumps buldrende krav om, at de europæiske lande i højere grad skal forsvare sig selv, så USA kan trække sine tropper hjem, kan blive en pyrrhussejr for Rusland.

»Igen, den russiske økonomi er svag. Så lad os forestille os, at det skete. Hvis de europæiske lande med Tyskland i spidsen begyndte at opruste, så er jeg ikke sikker på, at Rusland kan følge med,« siger Maksim Trudoljubov.

Rusland foretrækker derfor langt de slidte rester af den bipolære verden, hvor Rusland kan sole sig som modpart til USA, fremfor et nyt og mangesidet våbenkapløb, mener han.

»Ud fra det, de siger og gør, tror jeg, at Trump ville være for stor en omvæltning selv for Moskva. Det er alt for risikabelt,« siger Trudoljubov.

Paradoksalt nok håber magthaverne i Kreml nærmere på, at en svækket version af den kendte fjende, Hillary Clinton, løber af med sejren, siger Samuel Greene.

Det skyldes i sidste ende opretholdelsen af den måske vigtigste søjle i russisk indenrigspolitik under Vladimir Putin.

»De nuværende magthavere har brug for en antagonist i det Hvide Hus, så de kan bevare forestillingen om et Rusland omgivet af truende fjender, der forsøger at omstyrte Putin,« siger Greene.

Hvad Kreml har mindre brug for, er billeder af Putin og Trump i et ømt mandekram.