En ekstra uheldig flyvetur

Kinesiske flyselskaber er næsten lige så autoritære og magtfulde som Kinas kommunistparti, og det kræver både mod og kræfter at tage kampen for retfærdighed op.

n/a Fold sammen
Læs mere

Kinas luftfartsvæsen er super moderne, og der er snart ikke den by, der ikke har en splinterny lufthavn med alt, hvad dertil hører af souvenirbutikker og cafeterias. Men de millioner af nyrige kinesere, som pludselig har fået råd til at flyve for første gang, hører til i en helt anden tidsalder i hvert fald set med danske øjne.

De mange uvante rejsende kan nogle gange gøre det til lidt af en udfordring at flyve i Kina. For eksempel når man skal om bord på flyet, og alle de spændte turister, som har stået klistret til ruden for at kigge på den store flyver i deres ens kasketter, T-shirts og mavebælter, pludselig vil om bord samtidig. Der bliver skubbet og møvet, taget billeder og snakket højt fra den ene til den anden ende af flyet, mens guiden med sit gule flag vifter febrilsk for at holde styr på tropperne.

Et af de største problemer er, at håndbagagereglerne ikke er særlig strikse i Kina, så mange medbringer store uhåndterlige kufferter, som de forsøger at mase ind i hattehylderne. Noget som kan tage så lang tid, at det medfører forsinkelser.

Når flyet lander, bliver det endnu sjovere. Kineserne rejser sig op, så snart flyets hjul har rørt landingsbanen og begynder straks at forsøge at krænge deres bagage ud af hattehylden igen. Stewardesserne har deres hyr med at få dem til at sætte sig, indtil flyet holder stille.

DE FLESTE GANGE morer jeg mig over postyret. Andre gange er det knap så morsomt. Som for eksempel på min seneste tur fra Shanghai til Lijiang i Yunnan-provinsen, hvor jeg skulle på ferie sammen med min mand.

Vi var tidligt på den, fordi der som regel er kø ved skrankerne i Shanghais indenrigslufthavn. I første omgang fik vi dog slet ikke lov til at tjekke ind, fordi vores fly var forsinket på ubestemt tid. Det endte med at tage tre timer, før vi sad i en lummervarm og propfyldt flyver uden aircondition. Her ventede vi så i en lang halv time, før der var fri bane til at lette.

Det var hurtigere end normalt, for det tager ofte langt over en time at få signal fra kontroltårnet, som har nok at gøre med at forsøge at holde styr på alle de fly, der lander og letter døgnet rundt. Problemet er også, at der som regel ikke er aircondition på, før man går i luften, og luften bliver derfor mere og mere tung og kvalmende.

Værre blev det, da stewardesserne begyndte at forberede den varme mad, som lugtede af brændte foliebakker og svinefedt i den bageste del af kabinen, hvor vi sad. Jeg smagte én bid af svinekødet og advarede min mand om, at det smagte fordærvet.

Men han spiste alligevel hele portionen, da han var blevet sulten af den lange ventetid i lufthavnen.

DET SKULLE HAN ALDRIG have gjort. Før vi landede i den smukke bjergby Lijiang, begyndte han allerede at få det dårligt. På vejen fra lufthavnen og op til det femstjernede luksusressort, hvor vi skulle bo, måtte vi stoppe og købe vand, fordi han havde det så ringe.

Den stakkels mand måtte gå lige på hovedet i seng, da vi nåede frem til vores private villa med egen gårdhave og udendørs boblebad. Der gik ikke lang tid, før han begyndte at svede og fik så høj feber, at jeg var nødt til at tjekke med hotellets personale, om der var mulighed for at få fat i en ambulance, hvis hans tilstand skulle blive kritisk.

Heldigvis fik han det bedre næste eftermiddag, da al dårligdommen efterhånden var ude af kroppen, og vores blot seks dages lange ferie kunne begynde. Vi talte om, hvorvidt vi skulle ringe til flyselskabet og fortælle dem om vores oplevelse, men orkede det ikke.

Kinesiske flyselskaber er næsten lige så autoritære og magtfulde som Kinas kommunistparti, og det kræver både mod og kræfter at tage kampen for retfærdighed op. Jeg har prøvet det så mange gange, og hver gang bliver jeg efterladt i telefonrøret med en fornemmelse af, at det er mig, der er noget galt med.

Hvis jeg påstod, at det var deres skyld, at min mand havde fået maveforgiftning, havde de helt sikkert bedt mig bevise det, før de ville gøre noget som helst, og derfor er jeg tilbøjelig til at sige ligesom kineserne:

»Mei you banfa.«

DET BETYDER, AT DET er der ikke noget at gøre ved glem det giv op, du er bare et almindeligt menneske, som intet kan stille op.

En holdning jeg ellers afskyer, fordi den giver folk en grund til at give op alt for let og ikke stiller folk til ansvar. Men jeg må ligesom kineserne tilstå, at der er grænser for, hvor meget »mafan« besvær man gider udsætte sig selv for, bare for at statuere et eksempel.

Den gode nyhed er, at de kinesiske myndigheder forud for OL-værtskabet næste sommer har beordret luftfartsselskaberne til at yde bedre service over for deres kunder, hvilket er hårdt tiltrængt. Desuden kommer der hele tiden nye, små luftfartsselskaber på banen, som forhåbentlig vil øge informationsniveauet og servicen generelt.

Heldigvis gik hjemrejsen hvad jeg i Kina vil kalde problemfrit. Vi var ikke forsinkede, og da vi ankom til Shanghai Hongqiao lufthavn, var der til vores store overraskelse kun 30 minutters kø for at få en taxi. Noget som ellers let kan tage halvanden til to timer.