En eftermiddag i Warszawa med Donald Trump

Den sjette juli holdt Donald Trump tale i Warszawa, hvor han opfordrede til et forsvar for Gud, familien og den vestlige civilisation. Mikkel Andersson var til stede og overvejer, hvordan en tilsvarende tale var blevet modtaget i Danmark.

Berlingskes udlandsmedarbejdere skriver hver onsdag om deres oplevelser i fjerne og knap så fjerne egne. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Gad nok vide, hvor mange der ville komme, hvis Donald Trump holdt tale på Højbro Plads?

Tanken strejfede mig, da jeg den sjette juli på en solrig sommerdag var på vej mod Krasiński-pladsen i det centrale Warszawa for at høre den nok mest internationalt forhadte amerikanske præsident i nyere tid tale til det polske folk.

Hovedstaden i Polen syntes ramt af en regulær stemning af folkefest, hvor både unge og gamle i højt humør og store flokke var undervejs mod præsidenten, udstyret med rigelige mængder af både det amerikanske Stars and Stripes og det polske flag.

I dagene op til talen havde medier rapporteret, at parlamentsmedlemmer fra det nationalkonservative regeringsparti Lov og Orden ville køre et stort antal tilhængere ind for at fylde op i geledderne og hylde Trump. I hvor høj grad det store fremmøde skyldtes dette, skal jeg ikke kunne sige, men at folkemængden var både imponerende og begejstret, vidnede tilskuere mange hundrede meter op ad tilstødende boulevarder og gader om.

Fremmødet var så stort, at det viste sig umuligt at komme i direkte synsvidde af Trump. I stedet måtte jeg og titusinder af polakker tage til takke med lydsiden af Trump eller en storskærm i nærliggende gader og parker.

Min umiddelbare konklusion var, at selv med den mest entusiastiske mobilisering og nok så mange gratis busser ville det ikke i Danmark have været muligt at fylde mere end en mellemstor håndboldhal med et tilsvarende Trump-begejstret publikum. Et publikum, der utvivlsomt ville være blevet mødt af et sandsynligvis noget større antal Trump-kritiske demonstranter. Sidstnævnte så jeg ingen af den dag i Warszawa.

Naturligvis er mine iagttagelser af Trump-begejstringen i den polske hovedstad rent anekdotale og baseret på et publikum, der nok hverken repræsenterede den brede befolkning i forhold til støtte til den polske regering eller til Trump. Selvom Polen nok er det land, der er mindst Trump-skeptisk i Europa, er det dog stadig med tryk på mindst. Blot 23 procent af polakkerne har tillid til den amerikanske præsidents ageren på den internationale scene, mens 57 ikke har.

Ikke desto mindre gik jeg fra talen, der gang på gang blev afbrudt af taktfaste Donald Trump-råb, med et indtryk af, at der er ganske store forskelle på den brede offentlighed i et land som Danmark og vor nabo syd for Østersøen.

Ikke mindst da jeg hørte den massive applaus, som Donald Trump blev belønnet med, da han i sin tale gang på gang slog til lyd for vigtigheden af både familien og Gud som den vestlige civilisations centrale søjler og erklærede, at: ”Vor tids grundlæggende spørgsmål er, om Vesten har viljen til at overleve. Har vi nok tiltro til vores værdier til at forsvare dem for enhver pris? Har vi nok respekt for vores borgere til at beskytte vores grænser?”, inden han afsluttede med en opfordring til sammen at ”kæmpe som polakkerne, for familie, for frihed, for land og for Gud.”

Det slog mig som utænkeligt, at en tilsvarende opfordring til at slutte op om såvel kernefamilie som Gud og grænser ville blive mødt med øresønderrivende begejstring af danske mainstream-borgerlige, hvilket Lov og Orden-partiets tilhængere nu engang er i en polsk sammenhæng. Og da slet ikke, hvis opfordringen blev udtalt af Donald Trump.

Men også betydningen af historien, der i Polen synes at være allestedsnærværende, er et punkt, hvor forskellen til Danmark er iøjnefaldende.
Trump valgte at tale foran og om det symbolladede monument for Warszawa-opstanden i 1944. Det er rejst til minde om de mange dræbte i den polske modstandsbevægelses brutalt nedkæmpede forsøg på at befri byen fra nazisternes besættelse. Opstanden mislykkedes, da Den Røde Hær ventede med at indtage byen, til nazisterne havde dræbt alle frihedskæmperne. Moskva indsatte i stedet et kommunistisk marionetregime de næste små 50 år.
Når man som Trump kommer for at hylde polsk frihedstrang, er få symboler mere potente.

Også selve Krasiński-pladsen, hvor opstandsmonumentet står, har historiske koblinger, som Trump utvivlsomt vil værdsætte, hvis han kender dem. Pladsen er opkaldt efter den polske adelsmand Jan Dobrogost Krasiński, der deltog i slaget ved Wiens Porte i 1683, hvor han sammen med den polske konge Jan III Sobieski var med til at stoppe de muslimske osmanneres fremrykning ind i Vesteuropa. En bedrift, der i Polen førte til en udbredt selvforståelse som ”kristenhedens bolværk” mod såvel muslimer som gudløse kommunister . Selvom Trump aldrig brugte netop den vending, var referencerne til Polen som forsvarer og forkæmper for vestlig civilisation allestedsnærværende i talen.

Da jeg gik derfra, prøvede jeg at forestille mig, hvilke danske historiske referencer en amerikansk præsident ville kunne trække på for at mobilisere tilsvarende entusiasme hos et dansk publikum. Nederlaget ved Dybbøl eller redningen af de danske jøder i 1943 måske? Ikke rigtig.

Hvem ved, det er måske en af konsekvenserne af at leve i et land, hvor man faktisk har kunnet leve relativt trygt og i stort set fred for verdenshistorien de seneste par hundrede år.