Eksplosionen var så kraftig, at den rystede vinduerne i familiens hus.

Matthew Caruana Galizia løb i panik i bare fødder hen til gadedøren.

»I det øjeblik jeg åbnede døren, hørte hundene gø, og lyset ... jeg troede, at jeg ville kollapse på gulvet.«

Naboerne stod allerede uden for. Matthew sprintede forbi dem ad grusvejen, der fører ned til landsbyvejen, uden at ænse at sten skar hans fodsåler. Halvvejs nede af grusvejen så han en fane af sort røg.

Foran ham lå resterne af en brændende bil. Hans mors. Hun havde siddet inde i den.

Mordet på journalisten Daphne Caruana Galizia for seks måneder siden sendte chokbølger verden rundt.

I Malta blev premierminister Joseph Muscat og hans parti anklaget for at have tilladt korruption, for at svække politi og retssystem og for at tillade et miljø at vokse frem, hvor drabet på en journalist blev en reel mulighed.

Men det stikker dybere end som så. EU er nu nødt til at tage stilling til, hvordan man vil håndtere sin mindste medlemsstat – en ø som tilsyneladende er blevet en magnet for kriminelle og kleptokrater. Nogle medlemmer af Europa-Parlamentet frygter ligefrem, at Malta er blevet en indgangsporten for beskidte penge til resten af kontinentet.

De mange fundamentale spørgsmål, som mordet på Caruana Galizia rejser, har ført til dannelsen af et nyt journalistisk samarbejde: »Daphne-projektet«.

Med familiens støtte har en gruppe af 18 internationale medieorganisationer sluttet sig sammen. Gruppen omfatter bl.a. The Guardian, Le Monde og Reuters og anføres af NGO’en Forbidden Stories, hvis mission det er at fortsætte arbejdet efter journalister, som er blevet bragt til tavshed. Gruppen har brugt måneder på at sammenstykke Caruana Galizias historie og følge de spor, hun arbejdede med, da hun blev dræbt.

Det her er historien om drabet på hende, om de mænd som er anklaget for forbrydelsen og det er mysteriet om, hvem der gav ordre til drabet og hvorfor.

Mordet: 16. oktober 2017

Daphne Caruana Galizia tilbragte sin sidste morgen med at arbejde ved sit spisebord over for sin ældste søn, 32-årige Matthew. Luften var stillestående og mættet med duften af vild fennikel. Den tæt beplantede have omkring hendes hus på bakketoppen i landsbyen Bidnija lagde en dæmper på støj fra vejen. Hun var fordybet i arbejdet, og timerne gik.

Lidt før klokken tre om eftermiddagen samlede Daphne Caruana Galizia hastigt sine ting sammen – hun skulle til samtale i sin bank og var sent på den. Hun skyndte sig af sted, kom tilbage efter nogle glemte checks og ilede så ud til bilen.

Mens den koksgrå Peugeot 108 kørte sydpå ud af landsbyen, blev hun overvåget. For drabsmændene var tidspunktet nu inde: en bombe under forsædet blev bragt til sprængning ved hjælp af en fjernbetjening.

Naboen Francis Sant, der var på vej i den modsatte retning, husker den første eksplosion, der sendte vragstykker og en hvid røgsky af sted. Kort efter fulgte endnu en eksplosion, denne gang langt kraftigere, og bilen brød i brand, inden den rullede af vejen og ud på en mark.

I et interview til Daphne-projektet sagde Sant: »Nu har jeg tænkt mig at sige noget, som jeg aldrig har sagt før. Fordi jeg følte, at jeg ikke kunne sige det ... jeg hørte hende endda skrige ... men i samme øjeblik hun begyndte at skrige, blev hun forvandlet til en ildkugle.«

Matthew løb frem mod stedet og husker, at han så et krater i vejen. Træer var brudt i brand, og han kunne se glas og plastik, kropsdele.

Han kunne ikke se bilen, men han kunne høre den, for hornet tudede. Han fulgte lyden og røgen og håbede hele tiden, at det ikke var hans mors bil.

Men så genkendte han nummerpladen. Han cirkulerede om bilen og kiggede ind, men der var kun orange ild at se. Ingen spor af et menneske, ingen silhuet.

Han ledte efter en pind, han kunne bruge til at åbne resterne af døren med, og så hørte han politisirenerne.

»Jeg kiggede efter noget på jorden, og så fik jeg øje på et ben. Og jeg kan huske, at jeg tænkte, okay, der ligger et ben på jorden, der er ligdele deroppe, så det er klart, at ingen kan have overlevet dette, det er meningsløst.«

Kort efter dukkede hans moster op, og efter nogle febrilske telefonopkald ankom også hans far og to brødre. Senere barrikaderede familien sig i Bidnija og holdt sig inden døre i to uger for at undgå TV-holdene. Den ene tågede dag afløste den anden.

Men det var Matthews præcise erindring om, hvad hans mor havde foretaget sig i minutterne før drabet, som førte til det, der tilsyneladende blev et gennembrud i efterforskningen.

Politiets efterforskning

Under en aktion tidligt om morgenen den 4. december sidste år ankom en deling soldater med båd til det skumle havnekvarter Marsa, mens en politistyrke slog til fra vejsiden. Tre mænd blev arresteret, de var alle i forvejen kendt af politiet. Der var tale om brødrene George og Alfred Degiorgio på henholdsvist 55 og 53 år samt deres ven, den 55-årige Vincent Muscat.

Brødrene blev beordret ned på jorden, mens Muscat blev lænket til et rækværk med håndjern. Et videoklip af anholdelserne, taget med en soldats hjelmkamera, blev udsendt til pressen.

Centralt for den dags efterforskning var et stort, rustent skur, der vendte ud mod Vallettas store havnebassin. Lokalt gik det under navnet Kartoffelskuret, fordi det engang havde været brugt til at oplagre grøntsager, i dag huser det de farverige robåde fra Marsa Regatta Club.

Den ene ende af skuret er hegnet af. Der står vægtløfterbænke, en grill og et sikringsrum med metaldør og skodder. Ned fra loftet hænger en stor Spider Man-figur, fiskegrej og afhuggede hoveder og haler fra sværdfisk.

Det var i dette lokale, at de tre mænd blev anholdt, og hvor mordet menes at være blevet planlagt.

»De plejede at komme der først eller sidst på dagen,« fortalte en mand, som kendte dem. »Somme tider fik de besøg om aftenen. De var den slags mennesker, som kan give dig kuldegysninger, selv midt på sommeren.«

Beviserne, som førte politiet på sporet af de tre mænd, var blevet indsamlet af inspektør Keith Arnaud, fra drabsafdelingen, som kendte Daphne og engang havde forsøgt at anholde hende.

Hans sag er blevet omhyggeligt pindet ud for en undersøgelsesdommer, der så skulle afgøre, om de mistænkte skulle få retten.

The Guardian har gennemset materialet, som viser, hvordan politiet langsomt fandt frem til de anholdte mænd med hjælp fra FBI og et hold kriminaltekniske specialister fra Holland.

Det var deres formodning, at bomben var blevet udløst med fjernbetjening og formentlig var forbundet til en mobiltelefon, og det rejste spørgsmålet: hvem foretog det skæbnesvangre opkald den dag og hvorfra?

Beviserne kom fra en storstilet FBI computerkørsel, som dog blev kompliceret af den kendsgerning, at Vodafones sendemast i Bidnija var koblet af nettet på mordtidspunktet. Derfor var tusindvis af opkald blevet omdirigeret til andre sendemaster, og de skulle gennemgås, før efterforskerne mente at have, hvad de ledte efter: numrene på to telefoner, som menes at være blevet brugt til at udløse bomberne.

Efterforskerne mener, at SIM-kortene til telefonerne var blevet købt næsten et år forud for mordet, nemlig den 15. november 2016. De to numre havde udelukkende kommunikeret med hinanden.

Videre analyser afslørede, at det ene SIM-kort havde været indsat i en simpel Nokia-telefon, mens det andet, som Arnaud kalder »Gud-apparatet,« var monteret på en kredsløbsplade af den type, der anvendes til fjernstyring af lyssystemer og varmeanlæg. Eller, som det lader til i dette tilfælde, til at udløse en bombe.

Dermed havde Keith Arnauds hold fået styr på, hvordan bomben var blevet udløst. Næste spørgsmål var, hvem der havde trykket på knappen.

Men kriminalpolitiet havde allerede i nogen tid overvåget George Degiorgios telefon i forbindelse med en anden efterforskning. Arnaud kunne derfor fortælle undersøgelsesdommeren, at han kunne knytte telelokaliseringsdata fra George Degiorgios personlige telefon til en anden telefon, som menes at være en af tre telefoner særligt indkøbt specielt til opgaven, såkaldte »burner phones«. Disse telefoner havde over en periode på flere uger signaleret til netværket fra de samme sendemaster, som blev benyttet af de tre mistænktes private telefoner.

FBIs analyse viste, at alle tre »burner phones« havde været aktive i Bidjina aftenen før drabet. Og klokken 01:41 om natten blev SIM-kortet på kredsløbspladen tændt.

Efter det havde de tre mistænkte bevæget sig i forskellige retninger, fortalte Arnaud dommeren. Ifølge sine data havde Alfred Degiorgio tilbragt natten i Bidjina, mens de to andre forlod landsbyen.

Klokken 06:15 om morgenen på dagen for mordet signallerede Georges telefoner fra Kartoffelskuret i Marsa. Kort efter transmitterede de angiveligt fra kystlinjen ud for Valletta.

Politiet sammenlignede disse telelokationsdata med optagelser fra overvågningskameraer og fik øje på en lille motorbåd med et karakteristisk grønt solsejl. Båden hed Maya og var registreret i Alfreds navn, men ud fra telefonernes teledata at dømme var det formentlig George, der stod ved roret den eftermiddag.

Klokken 14:55 stoppede Maya i roligt farvand under et nyklassicistisk krigsmonument kendt som Belejringsklokken. Få minutter senere kom der angiveligt to telefonopkald til båden fra Bidjina. Den første varede i 44 sekunder, det andet 1 minut og 47 sekunder.

I Arnauds vidnesudsagn til retten forklares det: »Hvis man spørger sig selv, hvorfor der var to opkald, så passer det perfekt sammen med det, Matthew Caruana Galizia fortalte os, nemlig at hans mor havde forladt huset, men så var kommet tilbage, fordi hun havde glemt sit checkhæfte.«

»Ifølge vores analyse så udkigsmanden ofret komme ud og varskoede så personen på motorbåden om at gøre sig klar. Derpå gik ofret ind i huset igen, og opkaldet blev afsluttet, men to minutter senere gentog det sig.«

Klokken 14:58 blev der sendt en tekstbesked til kredsløbspladen, som indeholdt den kode, der kunne udløse bomben.

Og kun få minutter senere, fortalte Arnaud retten, SMSede George Degiorgio til sin kæreste: »køb noget vin til mig, min skat.« Hun svarede: »OK.« Og klokken fire om eftermiddagen sejlede Maya ind i havnebassinet igen, viser overvågningskameraerne.

Politiets sag er bygget op om beviserne fra telefonerne, og der kan være flere oplysninger på vej.

Den videre efterforskning

Dykkere fra hæren gennemførte en undersøgelse af havnebassinets bund og fandt her otte telefoner, som skal være brugt af de mistænkte. Telefonerne er sendt til Europol i Holland til analyse for flere uger siden.

Ud over undersøgelsesdommeren, som hørte politiets beviser om de mistænkte bombemænd, er en anden dommer ved navn Anthony Vella i gang med at efterforske mordet. Europol, FBI og en maltesisk telekommunikationsekspert rapporterer direkte til ham.

Familiens håb om at finde ud af, hvem der beordrede drabet, knytter sig til Vella, fordi de frygter, at politiet ikke vil forfølge spor, som kan føre til landets politikere. En kilde tæt på efterforskningen har fortalt, at politiet koncentrerede sig om at finde bombemageren og følge mulige forbindelser til organiseret kriminalitet.

Vella er en »meget grundig, omhyggelig og ligefrem person,« siger familiens advokat, Jason Azzopardi. »Det er kun rimeligt, at de internationale eksperter refererer til dommeren, for denne sag rækker langt ud over Maltas kyster.«

De tre mistænkte har ingenting sagt efter deres anholdelse. George, som til daglig går under øgenavnet ic-Ciniz (Kineseren), trak blot sit identitetskort frem og lagde det på bordet i afhøringslokalet. Alfred eller il-Fuhu (Bønnen) ville end ikke bekræfte sit navn.

Som The Guardian forstår det, nærer efterforskerne en mistanke om, at mændene var blevet varskoet forud for anholdelsen. Da politiet kom for at hente dem i Marsa, lå de telefoner, de angiveligt havde benyttet sig af, allerede på havbunden, og George havde sin kærestes telefonnummer skrevet på hånden.

Medlem af parlamentet for Nationalistpartiet og tidligere leder af oppositionen Simon Busuttil er bekymret over, at politiaktionen fremstår, som var den iscenesat: »Aktionen blev filmet fra ende til anden, og alt så ud til at være arrangeret med henblik på at skabe størst mulig propagandaeffekt. Filmen af aktionen blev hurtigt sendt ud til medierne, og det lignede noget fra en Marvel-film. Teatralsk.«

Politiet udsendte ovenstående video til pressen efter anholdelsen af de mistænkte.

Alle tre mænd har erklæret sig ikke-skyldige og har accepteret juridisk bistand, men har afvist at tale med deres advokater.

De afventer at komme for retten. Enhver antydning af, at de handlede efter ordre, er stadig blot spekulationer.

En sønderrevet familie

Det er dog givet, at Caruana Galizia havde mange fjender og mange kritikere. Hun rettede skytset mod enhver, som ifølge hendes mening burde stilles til ansvar – gangstere, forretningsfolk, ja selv den nuværende leder af det Nationalistparti, som hun ellers har været på linje med.

Hendes næstældste søn, Andrew, giver det regerende Labour-parti skylden:

»Maltesiske borgere er fuldstændigt nøgne, når de interagerer med deres stat,« siger han. »Der findes ingen uafhængig institution mellem borgeren og regeringen. Og det er derfor, mordet på vores mor var muligt.«

I tiden efter attentatet udlovede regeringen, uden at rådføre sig med familien, en dusør på én million euro for oplysninger, der kunne føre til anholdelsen af de skyldige. På trods af anholdelserne er dusøren stadig på bordet.

I en erklæring, som er sendt via email fra en talsmand, siger Maltas premierminister:

»Der pågår en efterforskning af, hvem der beordrede drabet udført. Jeg har fuld tillid til, at det maltesiske politi vil efterforske denne sag med hele sin professionalisme og uden frygt eller særlige begunstigelser.«

Premierminister Muscat tilføjede, at drabet havde »chokeret og forfærdet« ham.

»Ingen premierminister ønsker en journalist dræbt under nogen omstændigheder. Det her var et angreb på vores samfund, og en sådan meningsløs handling påvirker i særlig grad et land af vores størrelse. Dette drab afspejler ikke det maltesiske folk, der tværtimod sætter pris på et liberalt, åbent og demokratisk samfund. Regeringen er indstillet på, at politiet skal have alle de ressourcer til rådighed, som det har brug for i efterforskningen og retsforfølgelsen af de ansvarlige.«

Meget er på spil for både Malta og EU.

Og for en familie, som er sønderrevet af drabet, er der vrede, forvirring og en overvældende følelse af tab.

Matthews yngste bror, den 29-årige Paul, fløj aftenen efter drabet hjem fra London og blev konfronteret med et syn, han aldrig vil glemme.

Deres fredelige dal var uigenkendelig, fortæller han: de velkendte marker var oplyst af projektører, vejen fyldt med politi og TV-hold.

»Det føltes som om, verden var styrtet sammen, og ingen længere kunne vide sig sikker,« siger Andrew.

»Ud over, at min mor blev revet væk, så følte jeg også, at mit land var blevet taget fra mig.«

Oversættelse: Lars Rosenkvist. Artiklen er bragt med tilladelse fra The Guardian.

Læs også Berlingskes EU-korrespondent Eva Jungs kommentar om mordet på Daphne Caruana Galizia.