En begravelse i Sharons ånd

Respekten var udtalt, men deltagerne i Ariel Sharons begravelse i går fandt vidt forskellige sider af ham, som de kunne spejle sig i.

Dele af den israelske politiske top – herunder premierminister Benjamin Netanyahu (nr. fire fra højre) og præsident Shimon Peres (nr. to fra højre) – var til stede ved gårsdagens begravelse af tidligere premierminister Ariel Sharon. Også prominente udenlandske gæster som USAs vicepræsident, Joe Biden (nr. tre fra højre), og Mellemøstkvartettens særligt udsendte, Tony Blair (nr. fem fra venstre), stod i forreste geled ved ceremonien, som trods faren for beskydning fra Gaza fik lov til at finde sted ved familiefarmen på Anemonebakken i det sydlige Israel, som Sharon og familien havde ønsket det. Fold sammen
Læs mere

SYCAMORE FARM, NEGEV: Ariel Sharon var en sammensat personlighed. Hans begravelse var også en kompleks og modsætningsfyldt begivenhed. »Krigeren«, som han kaldte sig selv, og »Bulldozeren«, som andre kaldte ham, blev i går begravet i smukt og solrigt vintervejr på Anemonebakken ved Sharon-familiens farm i det sydlige Israel. Det kunne knap være mere idyllisk, men ceremonien blev fulgt af massiv sikkerhedsovervågning kaldet »Operation Anemoner«.

Sharons død har ført til enorm omtale om den karakterfaste tidligere premierminister og heltemodige general i israelske medier, men selve begravelsen blev aldrig det store tilløbsstykke. Nogle få hundrede var rejst ned til den vintergrønne høj på Sharon-familiens gård i den opdyrkede del af Negev-ørkenen. De israelske myndigheder havde med buskørsel fra den nærliggende by, fem storskærme og adskilte områder for inviterede og interesserede gjort klar til at tage imod et væsentligt større fremmøde. Den politiske efterfølger Ehud Olmert har konstateret, at Sharon først blev populær i den israelske befolkning, da han for otte år siden faldt i dyb koma for aldrig at vågne igen. En israelsk kommentator har beskrevet det som, at alle israelere kan finde noget, de kan hylde ved Sharon, mens de så kan se bort fra resten.

»Jeg kommanderede et regiment, da vi krydsede Suez-kanalen. Jeg kendte ham, og jeg har talt med ham. Nu er jeg her for at vise Sharon min respekt,« fortæller Zvi Aviram.

Gennem ild og vand

Den 80-årige veteran fra Yom Kippur-krigen mindes begivenheden og kalder Sharon »den bedste militære leder i Israels historie«.

»Jeg var villig til at gå med ham gennem ild og vand,« siger Aviram.

Han ønsker ikke at tale om Sharons efterfølgende mange år som politiker.

»Det vil jeg ikke røre. Jeg husker ham for det militære.«

En yngre mand, der ønsker at være anonym, fordi han arbejder for regeringen, siger, at »vi på venstrefløjen« foragtede Sharon.

»Han var virkelig hadet på grund af besættelsen, og vi brød os ikke om hans aggressive opførsel.«

Billedet ændrede sig de sidste par år af Sharons politiske virke, da han skabte en bro hen over midten i israelsk politik. Manden billiger Sharons kontroversielle rømning af Gaza-striben, der fortsat skaber bitterhed og had hos mange af Sharons tidligere støtter blandt bosættere og på højrefløjen.

»Jeg bor selv inden for rækkevidde af beskydning af fra Gaza, og mine børn er i farezonen, når de går i skole. Men besættelsen gav hverken geografisk eller politisk mening. Evakueringen var et vigtigt signal til det ekstreme højre om, at de ikke er urørlige.«

Ti kilometer fra Gaza

De omfattende sikkerhedsforanstaltninger ved begravelsen var præget af, at Sharon-familiens gård ligger kun omkring ti kilometer fra Gaza-striben. Flere kilometer fra selve begravelsen var der udstationeret politi og militær. En luftballon registrerede bevægelser på jorden, og man kunne se militære helikoptere og høre både droner og jagerfly i luften. Også et af de israelske »jernkuppel«-raketforsvarssystemer var sat op.

Og det var ikke uden grund. Efter begravelsen blev der rapporteret om flere raketter affyret fra Gaza mod en kibbutz endnu tættere til striben. Men også den palæstinensiske beskydning var tvetydig. Selv om der var angreb, var målet ikke begravelsen og de blev først sat ind, da ceremonien var overstået. En sikkerhedskilde har sagt, at man på forhånd over for de militante palæstinensere i Gaza-striben havde understreget, at det ville være »en meget dårlig dag« at »afprøve Israels tålmodighed«. Der blev i aftes hverken meldt om personskader eller ødelæggelser ved angrebet, som blev besvaret fra israelske jagerfly mod Gaza-striben.

På den måde er begravelsesceremonien også en magtdemonstration og et billede på Israels enorme militære overlegenhed over for erklærede palæstinensiske fjender. Dele af den israelske politiske top inklusive premierminister Benjamin Netanyahu og præsident Shimon Peres samt ledende personer fra sikkerhedstjenester og militær var til stede ved ceremonien. Også udenlandske gæster som USAs vicepræsident, Joe Biden, og Mellemøstkvartettens særligt udsendte, Tony Blair, samt europæiske politikere herunder den hollandske højrepolitiker Geert Wilders var til stede.

Hyldest til kontroversiel leder

Et sådant fremmøde ville formodentlig være blevet nægtet af sikkerhedshensyn mange andre steder i så potentielt risikable områder. Men på trods af, at selv relativt primitive raketter fra Gaza-striben har rækkevidde til gården, fik ceremonien lov til at finde sted, hvor Sharon og familien havde ønsket det.

Den internationale deltagelse i begravelsen blev betragtet som en hyldest til en israelsk leder, der ofte blev kritiseret i flere lande, da han var i live. Omvendt blev det noteret, at det ikke var statsledere og premierministre, der var mødt frem. USAs regering og flere andre lande har brugt lejligheden til at fremhæve Sharons indgreb mod bosættelser, mens Netanyahu derimod fokuserede på Sharons indsats for med magt at sikre den jødiske befolkning mod fjender. En gruppe unge i uniform afviser, at Sharon kunne skabe fred, men de vil heller ikke kritisere ham for Gaza-rømningen.

»Sharon var en meget vigtig leder for vores land. Vi bliver uddannet til at blive officerer og lærer om lederskab. Sharon er et eksempel for ledelse,« siger den 16-årige uniformsklædte Raz Eshel.

»Han var en person, der kunne beslutte sig for at tage vanskelige beslutninger – militære og politiske. Vi ved ikke, hvad det kunne have ført til, og vi kan ikke se hans virkelige plan, fordi han ikke fik lov til at afslutte den.«

I øjeblikket er det Netanyahu, der i den USA-ledede fredsproces står over for den store beslutning om, hvorvidt han skal fravige principper og søge en »historisk« aftale. Mange tvivler på, at han vil og tør betale den politiske pris. Måske dukkede tanken op i går hos ham på Anemonebakken: Hvad ville Sharon have gjort?