En australier tweetede løs om livet i Nordkorea: Nu er han blevet stille - frygter fængsling

Alek Sigley plejede at opdatere fra Nordkorea på de sociale medier hver eneste dag. Men nu har ingen hørt fra ham i dagevis, og de australske myndigheder frygter, han er blevet anholdt.

Ifølge flere medier, herunder The Guardian, er den 29-årige studerende Alek Sigley anholdt i Nordkorea. Fold sammen
Læs mere
Foto: ED JONES

De, der følger Alek Sigley på det sociale medie Twitter, har fået et unikt indblik i det lukkede Nordkorea.

Fra hovedstaden Pyongyang, hvor den 29-årige australier studerer, har han vist billeder fra en nordkoreansk hverdag:

Han fortæller, hvor i byen man får den bedste pizza. Han går på markedet og prutter om prisen med de lokale. Og han viser Pyongyangs bedste museer og nyeste bygninger.

Men nu er der blevet stille. Alek Sigley har ikke tweetet siden mandag. Hans familier og venner, som han normalt er i daglig kontakt med, har ikke hørt fra ham i dagevis.

Flere udenlandske medier beretter nu, at den australske studerende er blevet anholdt i Nordkorea. Det australske udenrigsministerium har taget kontakt til Nordkorea for at få det bekræftet, skriver Reuters.

»Udenrigsministeriet yder lige nu bistand til familien til en australsk mand, der er blevet meldt anholdt i Nordkorea,« siger en talsmand i en pressemeddelelse.

Alek Sigley taler og skriver flydende koreansk. Han læser en kandidatuddannelse i nordkoreansk litteratur på Kim Il-sung-universitetet i Pyongyang. Desuden driver han et rejseselskab, der arrangerer ture rundt i Nordkorea for udenlandske turister.

Han besøgte første gang landet i 2012 og bor der altså nu fast, skriver BBC.

I et indlæg i avisen The Guardian har han tidligere beskrevet, hvordan han studievisum giver ham en unik adgang til at bevæge sig frit rundt i hovedstaden uden at blive fulgt af agenter fra myndighederne - en mulighed, som meget få udenlandske gæster opnår i Nordkorea.

Det skaber naturligvis bekymring, at Alek Sigley nu angiveligt er blevet anholdt.

I 2017 døde den amerikanske studerende Otto Warmbier, efter at han var anholdt i Nordkorea i 17 måneder.

Warmbier blev anholdt i 2016 og fik en straf på 15 års hårdt arbejde for at have forsøgt at stjæle en propagandaplakat fra det hotel, han boede på.

Han vendte hjem til USA i koma, men døde kort efter.

Det medførte, at USA indførte et forbud mod at rejse til Nordkorea for landets borgere.