En 11-årige pige og en Spotify-chef var blandt ofrene i Stockholm

Seks ofre for fredagens terrorangreb i Stockholm er blevet udskrevet fra hospitalet, og to er blevet flyttet fra intensivafdelingen. Blandt de fire dræbte var en Spotify-chef.

Foto: JONATHAN NACKSTRAND. AFP PHOTO / Jonathan NACKSTRAND
Læs mere
Fold sammen

Fire blev dræbt og 15 såret, da en lastbil i fredags kørte ned ad Drottninggatan i Stockholm og bragede ind i varehuset Åhléns’ parfumeafdelingen. Søndag aften var to stadig indlagt på intensivafdeling som følge af deres kvæstelser.

Det oplyste Stockholms regionsråd klokken 22 søndag.

Lige efter terrorangrebet blev fire indlagt på intensivafdelingen, hvor de blev behandlet for alvorlige kvæstelser, men søndag aften var antallet halveret, og seks personer var udskrevet efter behandling. Regionsrådet skrev dog også, at den svenske hovedstads alarmberedskab fortsat er på højeste niveau, og at der står ekstra ambulancer klar.

Fire personer mistede livet ved angrebet. Det drejer sig om en 11-årig svensk pige, der var på vej hjem fra skole, endnu en svensker, en belgier samt britiske Chris Bevington, der havde en ledende stilling hos musikgiganten Spotify.

At Chris Bevington, der var direktør for globale samarbejder og forretningsudvikling hos Spotify, er blandt ofrene blev søndag bekræftet af tjenestens grundlægger og adm. direktør, Daniel Ek, i et Facebook-opslag.

»Jeg er lige så dybt bedrøvet og oprevet som alle andre over, at noget som dette kunne ske i Sverige. Det eneste lys i dette tragiske øjeblik er den strømning af kærlighed, medfølelse og solidaritet, som vi har set fra alle,« skriver Ek i opslaget.

»Chris (Bevington, red.) har været en del af vores brand i mere end fem år. Han havde en stor betydning for ikke bare forretningen, men for alle der havde det privilegium at kende og arbejde sammen med ham. Der er ingen ord for, hvor savnet han vil blive, eller for hvor triste vi alle sammen er over, at have mistet ham på denne måde,« skriver Daniel Ek.