Emiraterne forlader magtfuld organisation for oliestater
Organisationen Opec repræsenterer en lang række olieproducerende lande, men er snart ét medlemsland fattigere.

Organisationen Opec repræsenterer en lang række olieproducerende lande, men er snart ét medlemsland fattigere.

De Forenede Arabiske Emirater har besluttet at forlade organisationerne Opec og Opec+, der repræsenterer en lang række olieproducerende lande.
Det meddeler landets regering ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Udviklingen ventes at svække Opec på et tidspunkt, hvor de olieproducerende lande i forvejen er udfordrede af krigen i Mellemøsten.
Opec har hidtil bestået af 11 lande - foruden De Forenede Arabiske Emirater.
Opec+ består af de samme lande samt en række olieproducerende lande, som ikke er med i Opec - heriblandt Rusland.
Opec+ står for omkring halvdelen af verdens olieproduktion.
Formålet med sammenslutningerne er blandt andet at koordinere medlemslandenes oliepolitik for at sikre stabile oliepriser.
Nu hvor De Forenede Arabiske Emirater træder ud af sammenslutningerne 1. maj, kan det give en fornyet uro.
Trods interne uenigheder om kvoter og geopolitik har Opec forsøgt at fremstå samlet.
Emiraternes energiminister, Suhail Mohamed al-Mazrouei, siger til Reuters, at beslutningen om at forlade Opec og Opec+ blev taget, efter at man havde kigget grundigt på organisationernes strategier på energiområdet.
- Det er en politisk beslutning. Den er truffet efter en grundig gennemgang af nuværende og fremtidige politikker relateret til produktionsniveauet, siger ministeren.
Han tilføjer, at De Forenede Arabiske Emirater ikke har konsulteret Saudi-Arabien eller andre lande forud for meddelelsen.
Emiraterne og andre Opec-lande, der ligger omkring Den Persiske Golf, har store problemer med at få eksporteret deres olie.
Den bliver normalt sendt gennem Hormuzstrædet, der ligger mellem Iran og Oman. En femtedel af verdens olie passerer igennem strædet.
Men efter at USA og Israel indledte luftangreb mod Iran 28. februar, er strædet blevet lukket, og Iran truer med angreb mod de skibe, der sejler igennem.
Det har fået olieprisen til at stige markant og har forårsaget uro og krise i især flere asiatiske lande.
USA's præsident, Donald Trump, skriver tirsdag på sit sociale medie, Truth Social, at Iran netop har "informeret os om, at de er i en 'tilstand af kollaps'".
- De vil have os til at "åbne Hormuzstrædet" snarest muligt, mens de forsøger at finde ud af deres ledelsessituation, hævder Trump.
Det fremgår ikke umiddelbart af Trumps opslag, hvordan Iran har viderebragt den besked.
Der er ikke umiddelbart nogen anden melding fra iransk side.
/ritzau/