Der foregår noget, der kan ligne en udvandring fra X disse dage.

Og det er ikke kun store annoncører, der ikke længere vil reklamere på det sociale medie.

Ganske bemærkelsesværdigt har flere store amerikanske selskaber helt undladt at lægge tweets op på X, siden X-ejeren Elon Musk blev beskyldt for at bakke op om et antisemitisk opslag.

I 12 dage har blandt andre Disney, Paramount, Lionsgate, Sony Pictures, Universal og Warner Bros. Discovery ikke delt noget indhold på X, skriver CNN.

Mediet skriver, at konti knyttet til Disney – Star Wars, Pixar og Marvel Studios – plejede at skrive opslag flere gange om dagen. Men nu er de blevet tavse.

Flere af selskaberne er i stedet begyndt at lægge flere opslag på det Meta-ejede alternativ Threads, som minder om X, men er meget mindre.

Konsekvensen af Elon Musks hadtale

Stilheden sker i kølvandet på Elon Musks seneste ytringer på hans egen platform, X.

Tidligere i november mødte Elon Musk hård kritik, da han gav sin uforbeholdne opbakning til et opslag på X, som kritiseres for at være antisemitisk. Det er ikke første gang, det sker. 

I opslaget stod der, at »jødiske samfund har skubbet til præcis samme form for had mod hvide, som de hævder at ønske, at folk stopper mod dem«.

»Du har fortalt den faktiske sandhed,« svarede Tesla- og SpaceX-milliardæren.

I et andet svar skrev han om den jødiske organisation Anti-Defamation League (ADL), som bekæmper antisemitisme og hadefuld tale:

»Jeg er dybt stødt over ADLs budskaber og enhver anden gruppe, der skubber til de facto antihvid racisme eller antiasiatisk racisme eller racisme af enhver art.«

Elon Musks udtalelser skabte en øjeblikkelig modreaktion på X, hvor det strømmede ind med brugere, der fordømte ham. 

Samtidig forlader store virksomheder og andre fremtrædende offentlige personer altså i stigende grad Musks platform til fordel for andre sociale netværk.

»Hver dag vågner flere virksomheder op til den virkelighed, at Twitter er død, og X er en kloak,« sagde amerikanske techjournalist Casey Newton til CNN.

Han bemærker, at X – tidligere Twitter – plejede at blive betragtet som hele verdens »digitale forsamlingshus«.

»Det »digitale debatforum« er nu spredt over mange forskellige platforme, og i stigende grad finder de mest relevante samtaler sted andre steder (end på X, red.).«