Verdens rigeste mand tog spørgsmål fra pressen, da han tirsdag aften dansk tid gæstede Det Ovale Kontor i Det Hvide Hus.
Her var han flankeret af sin søn med navnet X Æ A-Xii ved siden af Donald Trump.
Elon Musk er kommet helt tæt på magten i USA, efter at Donald Trump har udpeget ham til at stå i spidsen for at skære ned på udgifterne i den amerikanske regering igennem effektiviseringsenheden Department of Government Efficiency (DOGE).
Tidligere har Elon Musk sagt, at enheden fandt ud af, at den amerikanske regering bruger 50 millioner dollar på at sende kondomer til Gaza, hvilket flere medier, heriblandt CNN og Reuters, ikke har kunnet finde beviser for.
Påstanden blev han konfronteret med tirsdag aften.
»Nogle af de ting, jeg siger, vil være forkerte og bør blive korrigeret,« svarede han og tilføjede:
»Jeg synes ikke, vi skal sende 50 millioner dollar af noget nogen steder hen. Jeg tror ikke, at det er noget, amerikanere ville være glade for. Og det er virkelig et enormt antal kondomer, hvis du tænker over det.«
DOGE er blevet kritiseret af Demokraterne for at være uigennemsigtig i sit arbejde med at skære ned på de amerikanske budgetter.
»Det lader ikke til, at der er nogen kommunikation mellem, hvad Elon foretager sig, og udvalget i Kongressen. Det virker, som om Kongressen bliver sat udenfor, selvom det er vores funktion,« sagde det demokratiske kongresmedlem Jared Moskowitz, der er medlem af DOGE-udvalget i Kongressen, til The Hill.
»Vi ved ikke, om noget af det, de finder, er sandt eller ej. I øjeblikket kan vi kun tage deres ord for det,« fortsatte det demokratiske medlem.
Det er en kritik, som Elon Musk fik lejlighed til at svare på tirsdag.
»Vi prøver faktisk at være så gennemsigtige som overhovedet muligt,« sagde Musk, med henvisning til at DOGE har lagt opslag ud på rigmandens eget sociale medie X, skriver The Guardian.
»Alle vores handlinger er maksimalt gennemsigtige. Jeg kender ikke til et tilfælde, hvor en organisation har været mere gennemsigtig end DOGE.«
Mere magt til Musk
Elon Musk brugte også lejligheden til at sige, at det amerikanske statsapparat var korrumperet af svindlere.
En af påstandene om korruption handlede om USAID, Agenturet for International Udvikling. Netop USAID har DOGE været efter. Generaldirektøren er i dag blevet fyret og flere medarbejdere er blevet øjeblikkeligt opsagt.
»En hel del mennesker« i USAID, har »formået at akkumulere titusindvis af dollar« til deres formue, sagde Elon Musk.
Han kunne ikke fremføre beviser for påstandene om svindel, skriver The New York Times.
Formålet med DOGE er at »genindsætte demokrati«, sagde Elon Musk til pressen og spurgte retorisk: »Hvis bureaukratiet bestemmer, hvilken mening har demokratiet så?«
Efter pressemødet underskrev Donald Trump et dekret, der kræver at staten skærer flere ansatte fra og begrænser nye ansættelser. Dekretet giver Elon Musk endnu mere magt til at fortsætte DOGE’s arbejde, skriver The Washington Post.

