Europas ledere mødes i dag for at diskutere Ukraine og det europæiske forsvar.
I den forbindelse har Mette Frederiksen igen slået fast, at Europa skal hjælpe Ukraine med at vinde krigen.
Og det har fået Elon Musks opmærksomhed.
En profil på det sociale medie X under navnet »Wall Street Mav« har delt et videoklip af Mette Frederiksen med en tekst, hvor profilen kalder de europæiske retarderede.
»Hun vil ikke afslutte krigen, fordi Putin måske vil angribe andre i fremtiden. Med den logik vil krigen aldrig ende,« lyder det i opslaget.
I videoklippet beskriver Mette Frederiksen, hvilken retning Europa bør gå i for at sikre Europas grænser og hjælpe Ukraine.
»Min holdning til Ukraine er den samme, som den har været de seneste tre år. De skal vinde krigen. Hvis vi lader Rusland vinde krigen, så er jeg ked af at sige, at de vil fortsætte,« lyder det fra Mette Frederiksen til internationale medier.
Det opslag har Elon Musk nu delt, hvor han stemmer i med sin egen kritik af Europas ledere. Han er mildest talt ikke tilfreds med den dagsorden, som Mette Frederiksen forsøger at sætte.
»De vil have en evig krig. Hvor mange flere forældre skal miste deres sønner? Hvor mange børn skal miste deres fædre? Med deres logik slutter det aldrig,« skriver han.
Trumps krav til Zelenskyj
Opslaget har afstedkommet forskellig respons fra andre X-brugere.
Nogle er enige i kritikken, mens andre påpeger, at der også bør stilles krav til Rusland om fred i stedet for kun at fokusere på Ukraine.
USA har med Donald Trump i spidsen bremset hjælpen til Ukraine efter den famøse samtale med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, om krigen i Det Hvide Hus.
Efterfølgende har den amerikanske regering fremsat tre krav til Zelenskyj, som indebærer en mineralaftale, en undskyldning og en ændret holdning til fredsforhandlinger.
Flere nye meningsmålinger peger på, at Donald Trump ikke til fulde er i sync med sin egen befolkning, hvad angår hans politik over for Ukraine.
Donald Trump har blandt andet peget på, at ukrainerne er skyld i krigens start. Dette er syv ud af ti amerikanere uenige i ifølge Reuters.