Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den Internationale Straffedomstol, ICC, har frikendt Elfenbenskystens tidligere præsident Laurent Gbagbo for krigsforbrydelser. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Han var anklaget for krigsforbrydelser efter valg i Elfenbenskysten, der ligger i det vestlige Afrika. Domstolen har beordret Laurent Gbagbo løsladt. Den beslutning kan dog ankes.
»Flertallet blandt dommerne har fundet, at anklagemyndigheden ikke har kunnet bevise, at der var en samlet plan for at holde Gbagbo ved magten, der inkluderede forbrydelser mod civile,« sagde den ledende dommer, Cuno Tarfusser, om beslutningen ifølge Reuters.
Sammen med Charles Ble Goude, der ledede en milits, risikerede Laurent Gbagbo fængsel på livstid efter den borgerkrig, der hærgede Elfenbenskysten i 2010 og 2011.
Borgerkrigen brød ud, da Laurent Gbagbo tabte valget i den afrikanske stat. I stedet for at overgive magten til sin politiske rival, Alassane Ouattara, kom det til hårde kampe mellem Ouattaras oprørsstyrker og styrker, der var loyale mod Gbagbo.
Krigen kostede mindst 3000 mennesker livet, og de to var anklaget for at være ansvarlige for et stort antal drab, voldtægter og generel forfølgelse.
Tidligere er Hubert Oulaye, der var arbejdsminister under Laurent Gbagbo, blevet idømt 20 års fængsel for et angreb i 2012, der kostede 18 mennesker - heriblandt syv FN-soldater - livet.
Tilhængere af den tidligere præsident mener, at ekspræsidenten er offer for en hemmelig aftale mellem Elfenbenskystens nuværende præsident, Alassane Ouattara, og den tidligere kolonimagt Frankrig.
Frankrig fik med militær magt afbrudt den fire måneder lange borgerkrig efter valget i 2010, hvor Ouattara overtog magten.
Gbagbos kone, Simone, blev løsladt fra et lokalt fængsel i 2018 efter at være idømt 20 års fængsel af en domstol i Elfenbenskysten.
/ritzau/