Elektrisk eksplosion sårer fire ved fest i Californien

To brandmænd og to civile er såret som følge af eksplosion ved en oktoberfest. Skaderne er ikke livstruende.

Fire personer har fået mindre skader som følge af en elektrisk eksplosion ved en oktoberfest på en restaurant i Californien.

Det oplyser myndighederne, skriver det amerikanske medie abc 7 og NBC Los Angeles.

Der er tale om to brandmænd og to civile, som skal være såret. Deres skader er ikke livstruende, lyder det. Først forlød det ellers, at op mod 30 kunne være såret.

Ifølge abc 7 oplyser brandvæsenet, at der skete en elektrisk eksplosion under jorden, men årsagen efterforskes fortsat.

Eksplosionen skete på Old World German restaurant i Huntington Beach lørdag aften lokal tid. Restauranten var i gang med at holde en oktoberfest.

/ritzau/