Elbæk: Et historisk svigt hvis USA dropper klimaaftale

Det er endnu ikke officielt bekræftet, at præsident Trump trækker USA ud af klimaaftalen fra 2015.

Foto: Thomas Lekfeldt. Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk.
Læs mere
Fold sammen

Hvis det holder vand, at USA's præsident, Donald Trump, har tænkt sig at trække USA ud af klimaaftalen fra Paris, »tangerer det til at være en forbrydelse mod menneskeheden og fremtidige generationer«.

Det siger Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk.

»Det er et historisk svigt i en grad, som jeg ikke i min vildeste fantasi kunne have forestillet mig, vi skulle opleve,« siger han.

»Det her må kræve et klart modsvar fra ikke mindst EU, men også den danske regering. Men i denne her sammenhæng må det være EU, der kommer på banen,« tilføjer Uffe Elbæk.

Fra officielt hold er det endnu ikke bekræftet, at amerikanerne trækker sig fra aftalen fra 2015, der lægger op til, at klodens opvarmning skal holdes under maksimalt 2-1,5 grader i forhold til det førindustrielle niveau.

Flere medier skriver med henvisning til kilder i Det Hvide Hus, at Trump er i færd med at trække USA ud af Paris-klimaaften.

Donald Trump skrev i sidste uge på Twitter, at han ville komme med en endelig afgørelse om klimaaftalen.