Spanien har de seneste år været ramt af voldsomme konsekvenser af vejr og klima, og denne sommer er ingen undtagelse. Nu har varmen også kostet liv. 

To personer døde tirsdag omkring byen Coscó i den nordøstlige catalanske provins Lleida efter at være blevet fanget i skovbrande, der har fået de spanske myndigheder til at beordre op mod 18.000 borgere om at forblive i deres hjem. 

I går døde en lille dreng efter ifølge flere medier at være blevet efterladt i en varm bil i provinsen Tarragona.

»Min dybeste medfølelse til deres familier. Jeg opfordrer til stor forsigtighed og at følge alle instruktioner og anbefalinger fra @emergenciescat-tjenesterne i alle berørte områder,« udtalte den regionale præsident, Salvador Illa, efterfølgende.

»Et hjerteligt kram til familierne til de to personer, der mistede livet i den ekstreme brand … Min solidaritet med alle de berørte og min påskønnelse af redningstjenesterne, der arbejder på at slukke den. I disse måneder med højere risiko. Lad os venligst være ekstra forsigtige,« lyder det ifølge det britiske medie The Guardian fra premierminister Pedro Sánchez.

Politiet efterforsker nu dødsfaldene i skovbrandene i Lleida-provinsen. Ifølge The Guardian lyder det i en erklæring fra det regionale brandvæsen, at skovbranden havde vist »ekstremt voldsom og uberegnelig adfærd på grund af indflydelsen fra de nærliggende storme«. Men også, at den nu skulle være under kontrol.

Italien kan også have oplevet sit første officielle dødsfald på grund af varmen. 

En 70-årig mand er netop fundet død i sin bil på en holdeplads ved en motorvej. Foreløbige rapporter lyder, at manden er død af et pludseligt ildebefindende, men læger – ifølge flere medier – tror, at den ekstreme varme kan have været en medvirkende faktor.