For første gang siden Hamas' officielle manifest fra 1988 præsenterer bevægelsen, der er på Israels, EUs og USAs terrorliste, en ny officiel politisk erklæring.
Der er ikke tale om et nyt manifest, som afløser det gamle, men en erklæring, hvor Hamas tager stilling til problemstillinger, som ikke var aktuelle for 29 år siden. Og hvor Hamas bruger formuleringer, der har til hensigt at gøre bevægelsen mere fordøjelig for vestlige regeringer.
Det mest centrale i den nye erklæring er, at Hamas umiddelbart er parat til at acceptere oprettelsen af en palæstinensisk stat inden for de såkaldte 1967-grænser. Altså oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat på Vestbredden og Gaza.
Den anden centrale del er tonen over for jøder. I 1988 skrev Hamas i sit manifest: »Vores kamp mod jøderne er stor og alvorlig. En kamp, der kræver en oprigtig indsats.«
Den indsats har Israels befolkning gennem tiderne lært at kende i form af selvmordsangreb på busser og cafeer og kassam-raketter mod civilbefolkningen. Angreb, som fik vestlige regeringer til at føje Hamas til listen over terrororganisationer.
I den nye politiske erklæring er det antijødiske også ændret til antizionistisk.
»Hamas bekræfter, at konflikten er med det zionistiske projekt og ikke med jøder på baggrund af deres religion. Hamas kæmper ikke imod jøder, fordi de er jøder,« står der.
Men betyder de to centrale dele af den nye erklæring, at Hamas nu er parat til at nøjes med en palæstinensisk stat ved siden af Israel og hermed dropper sit grundlæggende princip om at befri hele det historiske Palæstina?
Den nye erklæring leverer svaret, og det er nej. Hamas har ikke ændret sit syn på Israel, og accepten af en palæstinensisk stat side om side med Israel er kun et taktisk skridt.
»Der er intet alternativ til suveræn palæstinensisk stat i hele Palæstina,« står der i den nye erklæring, som også definerer grænserne for denne palæstinensiske stat: »Palæstina strækker sig fra Jordanfloden i øst til Middelhavet i vest. Fra Ras al-Naqura i nord til Um al-Rashrash i syd.«
Kort sagt er Hamas' vision stadig at komme Israel til livs ved at oprette en palæstinensisk stat i stedet. Også selv om man nu er parat til at acceptere en midlertidig tostatsløsning som taktisk mellemstation.
»I stedet for at befri Palæstina fra floden til havet, ønsker Hamas nu at befri Palæstina fra havet til floden.«
Sådan sammenfatter den israelske kommentator Gal Berger på Twitter Hamas' erklæring.
Ligesom Hamas' egne talsmænd mener han ikke, at erklæringen modsiger det oprindelige manifest fra 1988.
Hamas, der har haft kontrollen over Gaza siden 2007 håber at forbedre sit image. At fremstå en anelse blødere, fordi det kan åbne donorlandenes pengepunge op.
Og hvad angår den nye erklæring er håbet hos Hamas, at vestlige politikere kun vil få øje på sminken. At de vil se accepten af en tostatsløsning som noget positivt uden at bekymre sig om Hamas' langsigtede vision. Og at de vil se det som en tillidserklæring, der bør belønnes, at Hamas også har valgt at udelade sine antisemitiske paroler.