Et ekstra, midlertidigt hegn er blevet opført omkring Det Hvide Hus i USA's hovedstad, Washington D.C., forud for en række propalæstinensiske demonstrationer i weekenden.

Det oplyser en talsperson for sikkerhedstjenesten Secret Service.

- Som forberedelse til weekendens begivenheder med potentielt store folkemængder har vi iværksat yderligere sikkerhedstiltag, oplyser talspersonen.

Det Hvide Hus er i forvejen omringet af et andet, permanent hegn.

Aktivistiske grupper som Codepink og Council om American Islamic Relations har planer om at afholde demonstrationer lørdag.

Demonstranterne vil have Israel til at stoppe sin offensiv i Gazastriben, hvor mindst 36.000 ifølge de lokale sundhedsmyndigheder, der er kontrolleret af Hamas-bevægelsen, er blevet dræbt.

Offensiven blev iværksat efter Hamas' angreb på Israel 7. oktober sidste år, hvor 1200 personer blev dræbt og omkring 250 blev taget som gidsler.

Fredag var det præcis otte måneder siden.

USA er en af Israels tætteste allierede og har bakket hårdnakket op om landet siden angrebet.

Blandt andet støtter USA Israel militært.

Joe Biden, USA's præsident, har tidligere udtalt, at han bakker op om demonstrationerne, men at han ikke går ind for "kaos" og vold.

Selv befinder han sig ikke i præsidentboligen i weekenden, da han er i Frankrig for blandt andet at markere 80-års-dagen for D-dagen.

Mindst otte personer i Bidens regering har sagt op som følge af administrationens reaktion på den israelske offensiv.

Flere demonstrationer har tidligere fundet sted ved Det Hvide Hus.

Desuden er en række togstationer og lufthavne i flere byer blevet blokeret, mens der er blevet opført teltlejre på mange universiteter.

/ritzau/Reuters