De sidste af de blokader, der i ugevis har lammet trafikken i Bolivia, vil midlertidigt blive fjernet.

Det siger landets tidligere præsident Evo Morales mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

- For nuværende er der tale om en midlertidig pause. Det er ikke en overgivelse, siger ekspræsidenten efter et møde med ledere af kokabønder i departementet Cochabamba.

Departementet, der ligger i den centrale del af Bolivia, er en af ekspræsidentens tidligere højborge.

Cochabamba er et af de sidste steder i det latinamerikanske land, hvor demonstranter fortsat har holdt veje afspærrede, efter at Bolivias nuværende præsident, Rodrigo Paz, og landets største fagforeningsforbund fredag aftalte at sætte et punktum for mere end seks ugers voldsomme demonstrationer.

Det var med krav om lønstigninger, større økonomisk stabilitet og et stop for privatiseringen af statsejede virksomheder, at demonstranter i begyndelsen af maj gik på gaden i regeringshovedstaden, La Paz.

Siden udviklede demonstrationerne sig til et krav om, at konservative Rodrigo Paz, der i slutningen af 2025 overtog magten i Bolivia efter mere end 20 års socialistisk styre, skulle træde tilbage.

Flere veje, der forbinder vigtige produktionsområder, blev efterfølgende fortsat kontrolleret af organisationer med tilknytning til Morales, som Bolivias nuværende regering har beskyldt for at stå bag urolighederne i landet.

Mandag oplyste myndigheder i landet ifølge AFP, at ni vejafspærringer fortsat blev opretholdt i landet. Søndag var der 50 afspærringer tilbage, mens der tidligere var omkring 100.

Meldingen om ophævelsen af de sidste blokader kommer, efter at Bolivias indenrigsminister, Marco Antonio Oviedo, havde meddelt, at sikkerhedsstyrker ville rykke ind i Cochabamba.

Leveomkostningerne er steget voldsomt under demonstrationerne i landet. Det skyldes netop blokaderne, som gjorde det vanskeligt at få fødevarer og medicin ind i blandt andet La Paz.

Mandag begyndte manglen på fødevarer ifølge AFP at aftage som følge af genåbningen af langt de fleste afspærrede veje.

/ritzau/