Hele tre steder i Sverige er der natten til torsdag meldinger om eksplosioner.
Det drejer sig om Göteborg, Nyköping og Norsborg nær Stockholm.
Omkring klokken 4 er fire personer anholdt og det nationale bombehold tilkaldt til en vejstrækning nær Trolhättan. Det skete, efter en patrulje standsede en bil og fandt en »mistænkelig genstand«. Det skriver SVT.
Det er uvist, om nogen af nattens episoder har noget med hinanden at gøre.
I Göteborg har der været to eksplosioner natten til torsdag, oplyser det lokale politi til det svenske nyhedsbureau TT.
Eksplosionerne, der indtraf inden for ti minutter kort før klokken 1 i nat, har kun medført materiel skade, fortæller politiet videre.
Beredskab og det nationale bombehold har været til stede, skriver SVT. Ingen mistænkte er anholdt.
I Norsborg nær Stockholm modtog politiet en anmeldelse om en eksplosion ved beboelse klokken 02.11, skriver Aftonbladet.
»Vi undersøgte først, om der havde været skyderi. Der var huller i nogle vinduer, og nogle anmeldere meldte om flere brag. Men nu er vi landet på, at der har været en form for detonation, og at hullerne i ejendommen er forårsaget af granatsplinter,« siger Mikael Petterson fra politiets kommandocentral til avisen.
Der er ingen meldinger om personskader.
I Nyköping modtog svensk politi klokken 02.31 en anmeldelse om et højt brag i et boligområde.
På stedet kunne politiet konstatere, at noget var detoneret ved porten til et beboelseshus, skriver SVT. To personer var til stede i huset, men følge politiet er ingen kommet noget til, ligesom der heller ikke er sket nogen materiel skade. hverken mennesker eller materiel kommet til skade.
Sagen efterforskes for nuværende som drabsforsøg, men dette kan ændre sig. Ingen er i øjeblikket mistænkte eller anholdte.



